GL kæmper for demokratiet på skolerne
Den seneste tid er der igen opstået diskussion om demokrati og ytringsfrihed på vores område. Al den stund vi har som mål at danne demokratiske borgere, er det grundlæggende absurd, hvis vi selv i de mange daglige timer, vi er på arbejdet, ikke har demokratiske rammer. Derfor er det glædeligt, at der i den sammenhæng også er kommet fokus på demokratiet for medarbejderne på skolerne. Dette demokrati har også de seneste år stået højt på dagsordenen for GL.
Ved siden af den overordnede kamp for mere indflydelse ved overenskomstforhandlingerne har vi i GL’s Arbejdspladsudvalg desuden taget følgende initiativer:
Vi har for det første formuleret en politik for medarbejderinddragelse (senere vedtaget af hovedbestyrelsen), der klart slår fast, at GL arbejder for en demokratisk kultur og struktur på vores arbejdspladser. Begrundelserne er bl.a., at demokrati øger beslutningernes kvalitet, fordi man ikke overser vigtige informationer og perspektiver, som vi har som medarbejdere, da vi står med de daglige udfordringer i undervisningen. Desuden øger medbestemmelsen opbakningen til beslutningerne og skaber et stærkere fællesskab omkring skolens prioriteringer. Det fremgår således fx af GL’s politik, at det “er GL’s vision, at PR og andre demokratiske fora ikke bliver til informationsmøder med ensidig information fra ledelsen, men at det i stedet bliver fora for demokratisk dialog og fælles beslutningstagen.”
Mere konkret har GL som opfølgning på politikken om medarbejderinddragelse fået lavet følgende rapport om den historiske udvikling af medarbejderdemokratiet på vores område fra 1960erne og til i dag: Gymnasielærere og medarbejderdemokratiet
Den overordnede konklusion i rapporten er, at hvor perioden fra ca. 1968-1990 kan “karakteriseres som en demokratiseringsfase, hvor formaliserede retningslinjer for lærernes indflydelse på gymnasiernes beslutninger på forskellig vis sikrede medindflydelse og medbestemmelse,” så er resultatet af de efterfølgende år, at “gymnasielærernes medarbejderindflydelse formelt set er formindsket.” Et konkret eksempel er, at samarbejdsudvalgene ikke længere bygger på reel medbestemmelse. Ledelsesretten er i stedet i fokus. Situationen er i dag ifølge undersøgelsen, “at hovedparten af de adspurgte er kritiske over for graden af demokrati på deres skole, og at de ønsker mere indflydelse på skolens overordnede beslutninger.”
Man kan selvfølgelig spørge, om GL skal bruge resurser på sådanne rapporter, men for mig handler det om at vise, at de nuværende rammer ikke er selvfølgelige. Det har været anderledes, og det kan derfor også blive anderledes igen. Derfor er det en vigtig sag for GL at sikre, at de historiske forhold ikke går i glemmebogen, fx gennem tekster i Gymnasieskolen som denne opfølgning på rapporten: Fra lærerråd til ledelsesrum – medarbejderdemokratiet i gymnasieskolen.
Af samme grund er en tredje indsats fra GL også væsentlig: Vi er i Arbejdspladsudvalget i færd med at supplere ovenstående rapport med en grundig spørgeskemaundersøgelse af medlemmernes oplevelse af demokratiet på skolerne i dag, herunder fx rammerne for at udøve indflydelse i skolernes organer samt mulighederne for at ytre sig kritisk i diskussioner på skolerne. En sådan undersøgelse kan ligeledes bruges til at sætte spørgsmålet om medarbejderdemokrati på dagsordenen, og det kan bruges til i de kommende år at spore udviklingen på skolerne, og det kan danne baggrund for vores krav til de overordnede politiske rammer, som også er belyst i rapporten ovenfor. Jeg håber I vil bakke op om undersøgelsen ved at bidrage til en høj svarprocent, når den udsendes formentlig i løbet af foråret. Demokrati står alt i alt højt på GL’s dagsorden, og jeg er stolt af at være del af et fællesskab, hvor vi sammen kan bidrage til samfundets demokratiske udvikling. For en demokratisk kultur, der ikke kan genfindes i så væsentlige samfundsinstitutioner som vores skoler, er en svag demokratisk kultur. Uden dette fundament risikerer demokratiet med tiden at forvitre.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode