Frygten for det fremmede sprog

Det er desværre nødvendigt at starte denne tekst med en triviel oplysning om, at mit engelsk er så godt, som det nu skal være, når man underviser i det, mens mit tysk, ifølge mit ikke helt opdaterede cv, befinder sig på det flygtigt formulerede ’samtaleniveau.’ Lad mig nu på bagkant af denne disclaimer flyve sydpå til en frisk og kontekstbelejlig ferieanekdote.

Efter et par timers nydelse og dyrkelse af de friere fartgrænser på en tysk motorvej, træder jeg ind på en tankstation. Da jeg ligefremt forsøger mig med en henvendelse til servicepersonalet på det kasusrige lokalsprog, falder svaret prompte – på engelsk. Lige dér bliver jeg brutalt og nådesløst erklæret uegnet til samtale på tysk, ironisk nok ved levering af en sindig høflighedsfrase.

Som en rimelig erfaren gymnasiel engelskunderviser bliver situationen i min optik blot til en hyggelig historie, der kan hives op af posen, når en eller anden skal lattermildnes. Men oplevelsen får mig igen til at tænke over, hvad elever på min arbejdsplads gennemgår, når jeg afkræver dem mundtlig og skriftlig kommunikation på andet end deres modersmål.

Det ene menneske kan opleve det som en kedsommelig rutine, det andet som en lejlighed til blær, det tredje som et overgreb, der kan ætse sig ind i op til flere nætters forgæves søvnbestræbelser. Tænk hvis ordvekslingen fra tankstationen fandt sin pendant i et klasseværelse. En elev forsøger en banal bemærkning på det sprog, læringen er helliget, læreren udviser overbærenhed ved at svare på et sprog, den anden må formodes at være mere fortrolig med. Det vil være en større ydmygelse end at trykke på et medbragt båthorn, tænker jeg.

Da jeg påbegyndte mit arbejde som gymnasielærer i hf-regi, var den hyppigt tilbagevendende frygt for fremmedsprog hos mange forskellige elevtyper en kilde til forbløffelse hos mig. Ens forståelse af verden formes af ens kulturelle referencepunkter, og fremmede sprog er altid fløjet om ørerne på mig som overlappende stationer i en bilradio. Jeg er således forfaldet til den altid farlige automatantagelse om, at min afslappethed overfor en given udfordring må være relativt universel. Siden er forbløffelsen blevet erstattet af en milevid respekt for problemet og en konstant søgen efter en løsning. Ingen skal være bange for det fremmede sprog i mit klasselokale, lyder mit mantra. Men rejsen mod ambitionens forløsning er ingen tur på tankstationen. Den er for mange en bjergbestigning, hvor ilten forsvinder mærkbart højdemeter for højdemeter. Til sidst kan man næsten ikke få vejret.

Eleven med frygt for det fremmede sprog kan ikke uden videre placeres i en bred fagligt svag kasse. Ofte er denne elev naturvidenskabeligt stærk, samfundsfagligt velfunderet eller begge dele. Frygten har sikkert op til flere psykologiske forklaringer, jeg hverken kan eller skal bryde min hjerne med. Men jeg går på arbejde hver dag for at få frygten til at svinde – nu med en personlig erfaring ud i sproglig utilstrækkelighed. Der er sikkert andre fra langt tilbage, jeg har fortrængt, men lad denne blive i min bevidsthed. Jeg kan bruge den til noget, og det kan andre måske også.