Jens Jakob Horsholdt

Fremtidens elevcentrerede gymnasieuddannelse i praksis

Kulturen i gymnasieskolen ­synes til tider at være blevet slave af dens egne målemekanismer: fravær og karakterer. Resultatet er en usund skolekultur med en uheldig elevadfærd med fokus på at ’se godt ud’ fagligt i stedet for at ’være god’ fagligt og på ikke at få fravær i stedet for at deltage og lære. Men behøver det at være sådan, spørger dagens kronikør.

Gymnasieelever løber som i et hamsterhjul – fra det ene lokale til det næste, fra det ene modul til det næste, fra den ene lærer til den næste, fra den ene aflevering til den næste, fra den ene lektie til den næste. Altid kun lidt til stede her og nu og altid på vej videre. Uden fokus og nærvær er det svært at lære, fordybe og engagere sig. Men eleverne løber ikke uden grund; de ­løber efter anerkendelse, efter at blive set og hørt. Og der hvor mange elever ­leder efter tegn på anerkendelse, er i karakterer og fraværsregistreringer, der jo er så dejligt konkrete. Der er ingen tvivl om, at den enkelte elevs selvværd og selvforståelse er meget afhængig af disse tal – desværre; for karakterer og fraværsregistreringer lægger op til kategorisering og sammenligning eleverne imellem og ikke til et fokus på, hvilke evner og kompetencer den unikke elev har, hvordan de kan videreudvikles, og hvordan eleven kan finde sig selv og sin egen faglige identitet.

En elevfokuseret gymnasiekultur
Den danske uddannelseskultur er kendt for – og anerkendt ude i verden for – at danne unge mennesker, der kan tænke selv, være kritiske og anvende deres viden i den virkelige verden. Det kan vi godt være stolte af, men måske kunne dette syn på dannelse og uddannelse godt være mere tydeligt i den danske gymnasie­kultur. Forestil dig en gymnasiekultur, hvor den enkelte elev dagligt oplever, at der er tydelige forventninger om, at han/hun arbejder med at udvikle egne faglige og personlige kompetencer og samtidig oplever, at skolen med lærerne i spidsen interesseret følger denne udvikling tæt og støtter eleven hele vejen. En kultur, der indeholder en oprigtig nysgerrighed og interesse for hver enkelt elev og har det mål at hjælpe eleven med at finde og opbygge en egen identitet, og som bidrager til, at eleven bliver bevidst om egne personlige og faglige styrker og udfordringer og lærer, hvordan vedkommende kan udnytte styrker og håndtere udfordringerne. I en sådan kultur vil den anerkendelse, eleverne higer så meget efter, ikke findes i karakterer og fraværsdata, men vil i stedet kunne opnås, når eleven tør sætte sig selv i spil og udfordre sig selv fagligt og personligt. Det er det, der skaber læring og kompetenceudvikling. Spørgsmålet er så, hvordan gymnasieskolen kan bidrage mere til, at der i højere grad skabes en kultur, hvor det er den enkelte elev og dennes arbejde med egen faglige og personlige udvikling, der er i centrum.

Brug for sammenhæng
En sådan kulturændring kommer ikke af sig selv og kan ikke bare bestilles. Men den kan måske påvirkes og få en anden form, hvis nogle af rammerne ændres. Man kunne prøve at skabe mere sammenhæng mellem de mange læringsaktiviteter og læringsprocesser i form af fagtimer, lektier og afleveringer, der i dag foregår sideløbende, og som eleverne må gå til og fra hele tiden. Det kunne konkret gøres med mere koncentrerede undervisningsforløb bestående af sammenhængende moduler med samme emne, lærer(e) og fag, hvor der er tid til fordybelse og fokus. Her ville det i højere grad være muligt for en lærer at tilrettelægge og facilitere en sammenhængende læringsproces med præsentation af læringsmål og produktkrav, elevaktiviteter, faglige input, feedbackseancer, afslutning og evaluering. Det vil samtidig være muligt at tænke elementer som lektier og afleveringer ind i læringsprocessen; lektier kunne forstås som det arbejde, eleven efter aftale med læreren laver hjemme, for at eleven kan komme videre med det faglige arbejde/produkt, som så i nogle tilfælde kunne være en aflevering. En sådan ændring af skemastrukturen kunne ud over at skabe mere fokus muligvis også understøtte en ny elevrolle.

Den enkeltes læring i centrum
“Det handler om at lære at spille spillet,” udtrykker mange elever mere eller mindre direkte, når de omtaler gymnasielivet, med henvisning til hvordan man agerer smartest i forhold til de målemekanismer, der eksisterer i gymnasieskolen. Eleverne oplever nok – og med god grund, at lærerne ikke kan følge med i deres faglige og personlige udvikling, og at det derfor handler om at handle strategisk og prøve at fremstå interesseret, dygtig og så videre. Det er ærgerligt, fordi det går ud over den faglige og personlige udvikling hos den enkelte elev. Et centralt element i at organisere undervisning i mere intensiverede og sammenhængende undervisningsforløb er, at eleven arbejder med et fagligt produkt eller læringsprodukt, som eventuelt skal afsluttes ved forløbets afslutning på en læringsmæssig relevant måde. Med konkrete læringsmål, et læringsprodukt og korte deadlines får eleven en anden og mere aktiv rolle i læringsprocessen. Her synes det sværere blot at ‘sidde den af’ og bare forholde sig passivt til de faglige aktiviteter med et eneste mål: at undgå at få fravær. Eleven kan ikke nøjes med at betragte de andre eller melde sig ud, for læringsproduktet og deadlinen forsvinder ikke af den grund; der findes kun eleven og dennes læringsprodukt. Eleven tvinges til at forholde sig til og i højere grad tage ansvar for egen læring, der synliggøres i læringsproduktet og i en eventuel fremlæggelse af det. Målet med strukturen er at bidrage til at skabe en anden læringskultur, hvor eleven er mere aktiv og tager mere ansvar for egen læringsproces, qua at elevens arbejde afslutningsvis evalueres efter relativt kort tid – i det, man kunne kalde eksamens­rummet.

Træningsrum og eksamensrum
Meningen med at synliggøre læringen i form af et læringsprodukt og en eventuel mundtlig fremlæggelse er at skabe et eksamensrum med konkrete forventninger til eleven. Målet i sig selv er ikke at kunne bedømme og evaluere eleverne oftere, men er at skabe et træningsrum for eleverne, hvor de målrettet kan arbejde med at forberede deres afsluttende læringsprodukt, inden de skal ind i eksamensrummet. I træningsrummet har eleven tid til at øve sig, stille dumme spørgsmål og begå fejl. Her er læreren elevens faglige sparringspartner, der ikke bedømmer, men er vejleder og kun giver faglig feedback, som kan hjælpe eleven på rette vej. Derudover er lærerens rolle at facilitere læringsprocessen, så eleverne får det størst mulige udbytte. Det vil være naturligt, at læreren er i dialog med eleverne om, hvilke udfordringer de møder, og hvordan læreren bedst kan hjælpe dem. Eleverne inddrages således til at tage medansvar for læringsprocessen, som løbende må justeres af læreren, så læringsaktiviteterne tilpasses det faglige sted, eleverne befinder sig. Der kunne måske således opstå en relevant og meningsfuld undervisningsevalueringskultur, der handler om den undervisning og læringsproces, der foregår netop nu, og som det er muligt at handle på konkret og med det samme. På den måde kunne der potentielt opstå en evalueringskultur, der ikke er afkoblet fra undervisningen og ikke er et tiltag ved siden af undervisningen, men er en naturlig og integreret del af undervisningen.

Værdifuld feedbackkultur
I træningsrummet er det meningsfuldt at øve forskellige personlige og faglige kompetencer, der er en forudsætning for, at eleverne kan arbejde fornuftigt med deres læringsprodukt. Det er vigtigt at bemærke, at disse kompetencer derfor ikke er et element, der ikke har noget at gøre med det faglige eller tager pladsen fra det faglige. Nej, kompetencerne er selve den måde, eleven arbejder med det faglige på i læringsprocessen, den måde, eleven lærer på. En kompetence, der er meget relevant, er evnen til at kunne give og modtage feedback. Det er en vigtig forudsætning for at kunne udvikle sig, at man kan forholde sig til og komme med konstruktiv feedback til andre elever, og at man kan omsætte modtaget feedback til reelle forbedringer. Det ville være meget værdifuldt, hvis man kunne skabe en god feedbackkultur, hvor eleverne også tager ansvar for deres klassekammerater og deres læring og trivsel. Der er potentiale for at skabe en god holdånd, fordi eleverne ikke behøver at fokusere på at skulle konkurrere med hinanden om for eksempel at få ordet i plenum, men i stedet kan blive synligt bedre af at hjælpe hinanden med at opfylde forløbets opsatte læringsmål. I og med at læreren har en mere vejledende rolle, kan også læreren opleves som en del af fællesskabet, hvilket kan blive givtigt for både lærer og elever.

Altid et konstruktivt perspektiv
Det er klart, at eksamensrummet, som eleven træder ind i som afslutning på et forløb, kan bruges til at teste og bedømme eleverne, og det kan jo være relevant nogle gange at anvende det til det. Men målet med eksamensrummet har et bredere sigte, nemlig tydeligt at signalere, at læreren og skolen hver eneste dag har forventninger til den enkelte elev, og at man har en ægte interesse i, at eleven udvikler sig fagligt og personligt. Det er derfor fornuftigt at variere måderne, forløbene afsluttes på, i forhold til hvad der er målet; skal eleverne opleve, hvordan det er at gå til mundtlig eksamen i faget og derfor have feedback om noget specifikt eksamensteknisk af læreren, eller skal eleverne øve sig i at give og modtage feedback? Det essentielle er, at eleven er i centrum, og at perspektivet altid er konstruktivt og handler om, hvad eleven gjorde godt, og hvordan eleven konkret kan forbedre sit arbejde, og ikke om, hvad der ikke fungerede. I denne undervisningsform er rollerne på sin vis byttet om: Det er læreren, der skal lytte på eleven og prøve at forstå, hvordan eleven opfatter og formulerer sig om et fagligt område, for at kunne hjælpe eleven videre. Både eksamens- og træningsrummet understreger, at eleven er den centrale aktør i egen læreproces og den aktive part. Læreren bliver nødt til at være nysgerrig i forhold til at kende eleven og dennes styrker og svagheder, fordi det er essentielt for at kunne bidrage til, at eleven udvikler sig positivt. Forhåbentlig vil eleverne opleve, at de i lærernes interesse for dem og deres faglige og kompetencemæssige udvikling kan opnå en anerkendelse, der er mindst lige så værdifuld som karakterer og fraværsprocenter.

Vi skylder eleverne det
Sådan lyder mine ydmyge bud på, hvordan gymnasieskolen kan ­blive mere elevcentreret, og de kan nok ikke stå alene, og de kan helt sikkert diskuteres. Men uanset hvad, så ­mener jeg, at gymnasieuddannelsen som sektor skylder eleverne at komme med reelle forslag til, hvordan de kan få en mere central rolle i ­deres egen læringsproces, så gymnasie­tiden kan komme til at opleves­ ­mere meningsfuld for den enkelte elev. Gymnasiekulturen har potentialet til at understøtte den enkelte elevs personlige og faglige udvikling i langt højere grad, end den gør i dag. Det må vi ikke overse og undgå at reagere på!