Flugten fra folkeskolen

Hvis man vil forstå, hvorfor nogle elever møder gymnasiet med så lidt tillid til skolen som idé, skal man sjældent starte i gymnasiet. Man skal starte tidligere. I den skole, de kommer fra – og i de valg, deres forældre har haft mulighed for at træffe eller ikke træffe.

I efteråret talte jeg med en tosproget grønlandsk kollega, som arbejder i uddannelsessystemet. Samtalen drejede, som den ofte gør, ind på børn og skolevalg, og hun fortalte, at hun og hendes familie havde valgt Nuuk Internationale Friskole til deres børn.

Det blev ikke præsenteret som et opgør eller en markering. Snarere som et valg truffet med tøven. Hun kender folkeskolen indefra – både professionelt og personligt – og netop derfor var beslutningen præget af ambivalens. Loyaliteten over for folkeskolens idé var intakt. Begrundelsen for at vælge anderledes var det også.

Det slog mig, hvor lidt usædvanligt det efterhånden er. Ikke fordi valget er uden konsekvenser, men fordi det i stigende grad er blevet en genkendelig reaktion blandt forældre med uddannelse, systemkendskab og ressourcer. Ikke nødvendigvis fordi de ønsker at trække sig fra fællesskabet, men fordi de ikke længere oplever, at fællesskabet kan bære deres børns hverdag.

På den måde bliver skolevalg i Grønland sjældent et spørgsmål om pædagogiske præferencer. Det bliver et spørgsmål om slidstyrke. Hvad kan hverdagen holde til? Hvor meget uforudsigelighed kan et barn trives i? Hvor mange aflysninger kan man vænne sig til, før man begynder at kalde det en normaltilstand?

Det er det, der gør beslutningen så svær – og så rationel på samme tid. Man vælger ikke nødvendigvis folkeskolen fra, fordi man ikke tror på idéen. Man vælger den fra, fordi man ikke længere tør satse.

Derfor er det også et problem, når debatten om privatskoler og internationale friskoler ender som en moralsk fortælling om solidaritet og svigt. Den fortælling kan virke logisk på papiret, men den forklarer ikke den tøven, jeg hørte hos min kollega. Hun lød ikke som et menneske, der var på vej væk fra fællesskabet. Hun lød som et menneske, der var på vej væk fra en bekymring, hun ikke længere kunne afmontere.

Når en familie vælger folkeskolen fra, kan det altid forklares som en enkeltstående beslutning. Et barn trives ikke. Klassen er urolig. Lærerne skifter for ofte. Der mangler faglige udfordringer. Hverdagen bliver for usikker.

Men når mange træffer samme beslutning, bliver det til en bevægelse. Og det er her, konsekvenserne begynder at række langt ud over det enkelte skolevalg.

For nogle år siden traf Naaja Nathanielsen, medlem af Inatsisartut for IA, et valg, som siden er blevet et fast referencepunkt i skoledebatten: hun flyttede sine børn fra folkeskolen til Nuuk Internationale Friskole. Hun gjorde det åbent og reflekteret og beskrev beslutningen som nødvendig, men samtidig som et svigt. Ikke bare af folkeskolen som idé, men af de lærere og børn, hun egentlig ønskede at bakke op om.

Hendes kritik var konkret: stort lærerfravær, manglende faglige udfordringer for de bogligt stærke, uro i klasserne, mobning, vold og et skolesystem, der virkede konstant presset.

Det afgørende er ikke, at én politiker traf et valg. Det afgørende er, hvem hun var: en engageret forælder, tidligere skolebestyrelsesmedlem og en central uddannelsespolitisk stemme. Når netop den type forældre giver op, bør det give anledning til mere end moralske hovedrysten. Det bør give anledning til at spørge, hvad det er for et system, der får dem til det.

Omtrent samme problematik er blevet formuleret endnu skarpere fra et andet perspektiv af den grønlandske geolog Minik Rosing, som har kritiseret, at den uddannelsespolitiske udvikling efter hjemmestyrets indførelse i praksis har haft en høj pris. Ambitionen om at styrke grønlandsk sprog og kulturel selvforståelse var både forståelig og nødvendig, men hans pointe var ubehagelig: Når uddannelsespolitik bliver symbolpolitik, risikerer faglighed og kompetencer at blive det, man betaler med. Og det er ikke beslutningstagerne, der betaler prisen. Det er børnene.

Ser man de to perspektiver i sammenhæng, tegner der sig et mønster, som sjældent siges helt højt: Ressourcestærke familier trækker sig gradvist ud af folkeskolen. Ikke som protest, men som tilpasning. Har man råd og mulighed, vælger man privatskoler, internationale friskoler eller uddannelse uden for landet. Har man ikke, bliver man tilbage i et system, der i stigende grad er præget af brandslukning.

Problemet er ikke de individuelle valg. De er rationelle. Forældre handler ud fra deres børns trivsel og muligheder. Problemet er den samlede effekt, når folkeskolen mister dem, der har størst mulighed for at engagere sig, stille krav og presse på for forbedringer.

Det, der bliver tilbage, er en skole med færre ressourcer, færre stemmer og færre forældre med overskud til at være vedholdende. Dermed forstærkes netop de forhold, der i første omgang fik nogen til at forlade skolen. En selvforstærkende bevægelse, som er svær at vende, når først den er sat i gang.

I skolens hverdag kan det mærkes helt konkret. Undervisning bliver afløst af vikardækning. Indsatsen koncentreres om de mest sårbare elever, fordi der ikke er kapacitet til reel differentiering. Fagligt stærke elever kommer til at fylde uhensigtsmæssigt, eller de trækker sig. Og forældresamarbejdet bliver ujævnt – ikke af manglende vilje, men fordi mange familier selv er pressede og har mistet tilliden til systemets bæreevne.

Som gymnasielærer og karrierevejleder møder jeg konsekvenserne længere henne i systemet. Ikke som principielle diskussioner, men som elever. Elever, der tidligt har lært, at skole primært er noget, man skal igennem. Elever, der er vant til aflysninger og skiftende lærere. Elever, som ikke nødvendigvis forventer at blive udfordret – og som ofte har gode grunde til ikke at gøre det.

Det er ikke fordi folkeskolen ikke rummer dygtige lærere og stærke miljøer. Det gør den. Men når for meget af systemet konstant befinder sig i en form for beredskab, bliver det svært at fastholde den ro og forudsigelighed, som børn faktisk har brug for for at lære.

Hvis folkeskolen skal være et fælles projekt, kræver det mere end loyalitet og moralske appeller. Solidaritet forudsætter, at fællesskabet faktisk kan bære. Ellers bliver den en byrde for dem, der ikke har andre valg – og et privilegium for dem, der har råd til at vælge væk.

Og når folkeskolen begynder at sprække, forsvinder der noget mere end undervisning. Der forsvinder en fælles ramme at stå i.

Måske er det også derfor, historien pludselig kommer tilbage med fuld styrke. Ikke som noget, man læser om, men som noget, man bruger til at forklare, hvorfor tingene ser ud, som de gør – og hvem der egentlig bestemmer, hvad der tæller som sandhed.

Det skriver jeg om næste gang.