Filosofi og almendannelse

Næsten alle gymnasieelever går i dag igennem gymnasiet uden at vide hvem  Rousseau er, Nietzsche, Sartre og mange flere. Det burde være en del af den almene dannelse at man kendte sine tænkere, at man som topstudent ikke blev tom i blikket, hvis man blev spurgt hvem Kierkegaard egentlig var.

Mange tror at filosofi i gymnasiet er et langhåret projekt der handler om at bevise at verden findes, – det er frygtelig forkert, og også en grund til at så få vælger faget. Der er tale om konkrete tanker der kan sættes ind i både historisk, samfundsfaglig og eksistentiel sammenhæng. Lad os prøve at tage nogle af de vigtigste og mest relevante filosoffer fra en ende af, og så få fjernet fordommene om at filosofi er et verdensfjernt foretagende.

Jean-Jacques Rousseau er tænkeren fra oplysningstiden som bryder med tidens tro på forstand og fornuft. Forstanden gør os beregnende, vi sammenligner os med hinanden og udspekulerer måder at overgå hinanden på. Det oprindelige menneske er fra naturens side godt, følsomt og barmhjertigt, men korrumperet af tanken. Med den menneskeforståelse lægger Rousseau også grundsten til den socialistiske ideologi om mennesket som fundamentalt godt.

Hos Friedrich Nietzsche er der ikke meget medfødt moral i mennesket. 1800’tallets enfant terrible fokuserer på at vi er dyr, rovdyr, med øjnene placeret i midten af ansigtet så vi kan udpege vores bytte. Vi er ikke skabt af Gud, han eksisterer ikke, og det eneste der dybest set driver livet fremad er viljen til anerkendelse, succes og magt. Det er et dystert billede Nietzsche tegner, men mærker man efter er det svært at give ham helt uret. Og kigger man på katastroferne i det 20 århundrede, så giver hans tænkning om menneskedyret endnu mere mening. Heldigvis kan den samme energi som vi bruger til at tryne og ødelægge hinanden med også bruges i en konstruktiv retning, i kunsten og kulturen og ikke mindst i kærligheden. Sidstnævnte falder dog ikke mennesket særlig naturligt, så der skal kæmpes for den.

Søren Kierkegaard opgav i en tidlig alder kærligheden og blev tænker i stedet, – hans tab, vores gevinst. Kierkegaard interesserede sig for livsstile. Æstetikeren er livsnyderen, eller livssnyderen, fordi han aldrig når ind til det som virkelig betyder noget. Han er Don Juan, men Don Juan flakker rundt mellem kvinderne uden at opleve kærligheden. Man kan være angst for det onde, men man kan også være angst for det gode, og æstikeren er bange for at binde og forpligte sig, fordi han frygter kedsomheden. Etikeren derimod, Kierkegaards andet stadie, kan rumme og acceptere kedsomheden, gentagelsen, hverdagen. Eller kan han? Måske ikke, fordi Kierkegaard opstiller et tredje stadie, det religiøse, hvor troen på Gud, på livets nådegave, får individet til at sætte pris på de mindste ting og således magte livets eksistentielle tomrum.

Mens Kierkegaard har eksistentiel relevans, har en af vor tids tænkere, Harvard-filosoffen John Rawls, konkret politisk betydning. Han arbejdede især med retfærdighedsbegrebet, hvor man kan forstå retærdighed som lighed, men også som frihed, som retten til frit at råde over sit eget. Rawls holder på ligheden som afgørende fairness. Og han foreslår et moderne, omfordelende samfund på baggrund af et tankeeksperiment. En gruppe rationelle personer skal forestille sig deres fremtidige samfund,  uden at de på forhånd kender evner eller social status. Således vil de, ifølge Rawls, vælge at udtænke et samfund hvor de dårligst stillede er bedst muligt stillet, noget nær et velfærdssamfund, i øvrigt. John Rawls var begejstret for Skandinavien, en atypisk amerikansk begejstring der måske ikke er så atypisk alligevel, og som i dag har et godt udtryk i Bernie Sanders.  *

Filosofferne er pejlemærkerne i den vestlige kulturarv. Kender man ikke sin kulturarv, kan man ikke kalde sig alment dannet. Rousseaus tanker danner basis for socialistiske ideologier, faktisk er alle ideologier filosofisk funderet, fordi de baserer sig på et menneskesyn. Nietzsche vrager alle ideologier, til gengæld baner hans gudsforladte filosofi vejen for senere tiders religionskritik. Søren Kierkegaard er den verdensberømte danske filosof, hvis tanker og dilemmaer alle unge mennesker kan nikke genkendende til, og John Rawls leverer det  teoretiske grundlag for vor tids velfærdsstat.

Filosofi er almendannelse, selve dannelsesbegrebet er defineret af en række filosoffer. Når nu vores regering lægger særlig vægt på den almene dannelse i udspillet til en gymnasiereform, så kommer man altså ikke udenom tænkerne som store dele af vores kultur står på skuldrene af. I regeringsudspillet er dannelsen bundet op på udvikling af kompetencer, digitale, globale, innovative og karrierekompetencer. Det er svært at få øje på dannelsen i et forløb om adfærd på Facebook eller en introduktion til den gode jobsamtale, og man må håbe at næste regering tager kulturarven mere seriøst. Det gør man i udlandet, – mens filosofi er udbudt som snævert valgfag på laveste niveau i danske gymnasier, så eksisterer det på A-niveau i England og har status som et af de mest eksklusive fag. I Tyskland har man moralfilosofi og etik som obligatorisk i gymnasiet. I Spanien kan man slet ikke komme på universitetet uden at have aflagt prøve i filosofihistorie.

Med fare for at dannelsen i danske gymnasier reduceres til det provinsielle, må man opfordre til mere respekt for kulturarv og for kulturens pionerer, mere udsyn, mere faglighed, mere filosofi, mere dannelse.

Af Thomas Johannes Erichsen
Cand. mag. i moderne kultur, bachelor i filosofi, dansklærer på Øregård Gymnasium