Fem minutter i spædbarn

Den danske ungdom mistrives.

Det er vi som samfund nødt til at tage alvorligt, og det er sympatisk, at så mange lærere, politikere, psykologer og andre eksperter slår knuder på sig selv for at afhjælpe problemet.

Mistrivslen er jo ikke de unges egen skyld, men snarere en kombination af uheldige, samfundsskabte faktorer.

Samtidig står de unge på tærsklen til voksenlivet, som utvivlsomt vil byde på langt flere og større udfordringer end dem, der har skabt mistrivsel i ungdomsårene. Det være sig arbejde, parforhold, husholdning, politik, boliglån og meget andet.

Voksenlivet kræver modne, ansvarsfulde og robuste mennesker, der kan klare sig selv, og det skaber vi ikke ved udelukkende at symptombehandle mistrivslen, som eksperterne synes at begrænse sig til.

I stedet udsætter vi – i bedste mening – vores ungdom for bjørnetjenester og pædagogisk omsorgssvigt.

Når vi som samfund skåner de unge for ethvert ubehag og lærer dem at føle sig som skrøbelige ofre, der har krav på hjælp til stort set alt, og når vi bilder dem ind, at livet ikke behøver at gøre ondt, skaber vi ikke sunde, voksne mennesker. Livet gør bare ondt indimellem; det kan dårligt undgås.

En klassisk voksenudfordring er familieliv og børn.

Vi må forvente, at flere af nutidens gymnasieelever inden for de næste fem til ti år selv vil sætte børn i verden. Småbørn er dejlige, men de er også superhårdt arbejde – uanset hvordan man selv trives i forvejen.

Et nyfødt barn kan jo ikke programmeres til at tie stille om natten, eller mens far og mor er på nettet.

Og et nyfødt barn kan ikke være alene hjemme, hvis forældrene skal i byen eller bare ud at handle.

Det er et faktum, og det er blot én af de mange ting, de nye voksne skal forholde sig til og være forberedte på. Det skal vi som samfund forberede dem til at kunne magte.

Gør vi det?

Jeg er faktisk rigtig bekymret over udviklingen på længere sigt. Og jeg er nok især bekymret over, at der ikke er flere, der bekymrer sig.

Så med dette indlæg efterlyser jeg en konkret plan for, hvordan vi forhindrer, at kommende ungdomsgenerationer ender i samme mistrivsel som den nuværende.

Nutidens ungdomsgenerations børn vil udgøre en ny ungdomsgeneration om ca. 20 år, og de fortjener naturligvis både en god start i livet og et godt ungdomsliv uden mistrivsel, når den tid kommer.