Du er her
09. jun 2017

Fejl i reformtekst rammer spansk

Spansklærerne må ruste sig med tålmodigheden. For spansk får ikke status som andet fremmedsprog, som der ellers stod i reformaftalen.

Gymnasiereformen vil alligevel ikke få den betydning, at spansk bliver andet fremmedsprog. For der var fejl i aftaleteksten, forklarer undervisningsministeren.

Af: Malene Romme-Mølby

Spansk bliver ikke andet fremmedsprog i folkeskolen, som det ellers fremgår i gymnasiereformens aftaletekst.

Det oplyser undervisningsminister Merete Riisager (LA) i et svar til Folketingets Undervisningsudvalg.

“Grundlaget for spansk som fortsættersprog i de gymnasiale uddannelser skabes i folkeskolen. Jeg må i den forbindelse desværre oplyse, at det ikke er korrekt, når det i aftaleteksten fremgår, at spansk er under etablering som andet fremmedsprog i folkeskolen. Da aftalen blev indgået, var der ikke planer om at gøre spansk til andet fremmedsprog i folkeskolen,” skriver undervisningsministeren i sit svar.

Svaret kommer, efter at undervisningsordfører Annette Lind (S) har bedt ministeren svare på en henvendelse fra Spansklærerforeningen.
Spansklærerne undrede sig i henvendelsen over, at ministeren havde oplyst Undervisningsudvalget tidligere på året, at ministeriet arbejder på at etablere et forsøg med spansk som treårigt valgfag i grundskolen fra august 2017, selvom der i aftaleteksten står, at spansk er under etablering som andet fremmedsprog i folkeskolen.

Læs: Vrede spansklærere: Vi er blevet snydt

Politisk tvivl
Svaret undrer også Annette Lind.

“Det er beklageligt. Som jeg husker det, så var oprettelse af spansk som andet fremmedsprog i folkeskolen en del af aftalen om gymnasiereformen,” siger Annette Lind, der dog understreger, at hun ikke tør sige det med 100 procent sikkerhed, da gymnasiereformen er så stor en aftale med mange dele at holde styr på.

Forsøg med spansk
Annette Lind hæfter sig dog ved, at det trods fejl bliver muligt at få spansk i folkeskolen.

Undervisningsministeriet starter nemlig efter sommerferien et treårigt forsøg med spansk som valgfag i folkeskolen.
Forudsætningen for at deltage i forsøget er, at kommunen og skolen forpligter sig til at udbyde spansk som treårigt valgfag i 7.- 9. klasse og at deltage i erfaringsopsamling på forsøget.

“Det er vigtigt, at vi får sat gang i et arbejde, der kan danne grundlag for, at spansk kan blive fortsættersprog i gymnasiet. Forsøget er jo ikke en permanent løsning, men skal evalueres, og så håber jeg, at konsekvensen kan blive, at spansk bliver andet fremmedsprog i folkeskolen, som vi oprindelig ønskede. For det er et vigtigt sprog,” siger Annette Lind.

I dag er spansk tredje fremmedsprog i folkeskolen i form af et etårig frivilligt valgfag, som kommunerne kan vælge at udbyde.

Spansk skuffelse
Spansklærerne ærgrer sig over fejlen.

"I Spansklærerforeningen stiller vi os meget uforstående over for, at udvalgte dele af aftaleteksten i ministerens tolkning således tillægges en helt ny betydning," siger formand for Spansklærerforeningen Irma Kobæk og fortsætter:

"Sagen er, at der er en væsentlig forskel på, om spansk er andet fremmedsprog, der vælges af eleverne i 5. klasse på linje med fransk og tysk, eller om det er et treårigt valgfag, der vælges i 7. klasse - i øvrigt som deres tredje fremmedsprog."

"Konsekvensen vil være, at det genererer langt færre elever til spansk som fortsættersprog i gymnasiet, hvilket vi er temmelig skuffede over, da vi var stillet noget ganske andet i udsigt," siger Irma Kobæk.

Én studieretning med spansk
Politisk har man med den nye gymnasiereform ønsket at begrænse antallet af studieretninger.

Det får blandt andet konsekvenser for spansk, der som begyndersprog kun findes i én supersproglig studieretning på stx.
Hvis folkeskoleelever i fremtiden kan vælge spansk, vil det åbne op for, at spansk kan forekomme i flere studieretninger som fortsættersprog på lige vilkår med fransk og tysk.

Bekymring om økonomien 
Gymnasieskolen.dk har forsøgt at få en kommentar fra undervisningsministeren, der dog ikke ønsker at udtale sig udover det skriftlige svar til Folketingets Undervisningsudvalg.

Gymnasieskolen.dk ville gerne gerne have svar på, hvordan fejlen er opstået, og om der følger ressourcer med til spansk-forsøget.
Økonomien bekymrer også socialdemokraterne.

“Det er jo ikke nogen hemmelighed, at regeringen sparer meget på uddannelser. Derfor kan jeg godt være nervøs for, at nogle skolers økonomi er så pressede, at de ikke har ressourcer til nye tiltag,” siger Annette Lind.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.