Elever lærer mere, når de må bruge flere sprog

Om Anne Holmen

• Født i 1954
• Cand.mag. i engelsk og sprogvidenskab og ph.d.-grad i andetsprogstilegnelse, professor emeritus, Københavns Universitet.
• Tidligere leder af blandt andet Institut for Pædagogisk Antropologi, DPU og Center for Internationalisering og Parallelsproglighed.
• Har blandt andet skrevet Flere sprog i ungdomsuddannelserne – Translanguaging i praksis og Flere sprog i læringen – Translanguaging i praksis.

Elevernes skuldre sænkes. Flere rækker hånden op. Og nogle af de elever, der oftest er passive, begynder pludselig at deltage i undervisningen.

Der sker noget i klasseværelset, når eleverne får lov til at trække på hele deres sproglige repertoire.

Det fortæller professor emeritus Anne Holmen. Hun har en ph.d. i andetsprogstilegnelse og har i årtier forsket i dansk som andetsprog og arbejdet med kontakten mellem sprog.

”Jeg har altid tænkt andre sprog som en ressource, men det har til tider været rigtig svært at komme igennem med,” siger Anne Holmen og henviser blandt andet til Anders Foghs opgør med det såkaldte smagsdommeri.

”I lang tid efter var det næsten umuligt at tale om værdien af andre sprog – også for den enkelte persons læringsproces. Det blev politisk og nærmest set som nationalisme, selvom det var didaktik,” bemærker hun.

Men meget er sket siden, i takt med at forskningen har dokumenteret fordelene ved, at elever trækker på alle de sprog, de har. Anne Holmen har skrevet et utal af bøger og artikler og afsluttede sin karriere på Københavns Universitet med at skrive bogen Flere sprog i ungdomsuddannelserne – Translanguaging i praksis blandt andet med lektor Helene Thise.

Translanguaging – Anne Holmen smager på ordet og griner lidt af, hvor svært det er at udtale ‘det udanske ord’.

”I princippet kunne vi bare have kaldt det flersprogethed eller tværsprogethed. Det betyder i virkeligheden bare, at man trækker ressourcer fra et sprog til et andet. Målet er stadig at lære dansk, matematik eller et andet fag. Men vejen dertil kan blive lettere, hvis vi aktiverer det, som eleverne allerede ved – også når den viden ligger på et andet sprog,” forklarer hun.

Når Anne Holmen og medforfatteren alligevel valgte at bruge ordet translanguaging, så skyldes det også, at de ønsker at trække bogen i retning af den internationale bølge, hvor der har været en stigende interesse for flersprogethed både blandt sprog- og uddannelsesforskere.

Tavse elever får stemme
Undersøgelser viser, at der er flere fordele ved at inddrage elevernes sproglige ressourcer målrettet.

”Det kan styrke elevernes læringsprocesser kognitivt, men det kan også styrke deres identitet og motivation, så de får mere mod på at lære,” siger den pensionerede professor.

En af de gevinster ved translanguaging, som lærere oftest rapporterer, er, at eleverne deltager mere, og undervisningen bliver mere levende.

”Et stort pædagogisk problem i dag er de tavse elever. Og det gælder desværre helt fra grundskolen til universitetet. Elever tør ikke sige noget – det er så trist. Måske skyldes det, at de oplever skolen som et risikofyldt rum med karakterer og præstationer. Men når alle deres sproglige ressourcer bliver legitime, tør nogle af dem pludselig deltage.”

I bund og grund kan det være relevant for alle elever at inddrage flere sprog, påpeger Anne Holmen. Det skyldes blandt andet, at alle elever, ifølge europæisk terminologi, er flersprogede. Politisk ses det øgede fokus på flersprogethed både i UNESCO’s, EU’s og Europarådets arbejde.

”Der findes jo ikke nogen etsprogede elever længere, de kan alle noget fra andre sprog. For nogle elevers vedkommende begrænser flersprogetheden sig til dansk, engelsk og måske lidt feriespansk, -tysk, -tyrkisk, mens andre elever også kan trække andre sprog ind,” siger Anne Holmen og tilføjer:

”Men på trods af at flersprogethed er det normale i verden, har skolen haft en stærk tradition for at holde sprog adskilt.”

Den øgede interesse for flersprogethed markerer et paradigmeskift for sprog og uddannelse, mener Anne Holmen.

”Sprogundervisningen har været igennem mange forskellige faser. I de seneste 20-25 år har man øget fokus på den kommunikative undervisning for at få eleverne til at bruge sproget mere. Men der har lidt været et ufravigeligt ideal om, at eleverne kun må bruge målsproget. Det, man for eksempel har kaldt English only i engelskfaget,” siger Anne Holmen og uddyber:

”Det ideal udfordres i dag af international forskning, der peger på, at man hellere skal praktisere English mainly. Fordi elever faktisk deltager mere og lærer bedre, når de også må tænke, forklare og diskutere på andre sprog undervejs.”

Flersprogethed har en helt særlig funktion for elever med dansk som andetsprog, eller som er vokset op med et andet sprog i familien, pointerer Anne Holmen.

”Der er et stort potentiale i, at elever pludselig oplever, at det andet sprog, som de ikke er vant til at vise frem i skolen, er en ressource, der kan bruges. Eleverne er ikke længere bare nogle, der mangler noget – men nogle, der kan noget ekstra,” siger hun.

Lærere skal ikke kunne alle sprog
Umiddelbart kunne man måske fristes til at tro, at det kun er relevant at arbejde med flersprogethed i sprogfag, men det er en misforståelse, fortæller Anne Holmen.

”Det virker nok mest oplagt for dansk og sprogfagene, fordi man der er vant til at arbejde med sproglig bevidsthed. Men flersprogethed er alment didaktisk. Jeg har set det fungere både i sprogfag, naturfag og matematik,” siger hun og tilføjer:

”Jeg har hørt matematiklærere sige, at det er ret indlysende at arbejde med flersprogethed i matematik, fordi de i forvejen arbejder med flere sprog. De er vant til at oversætte fra et tegnsystem til et andet – fra formler, tal og regnestykker. De arbejder ofte med en form for sprog og koder, så de har beskrevet det som bare endnu en kode.”

En udbredt bekymring blandt lærere er, om flersprogethedsdidaktik forudsætter, at læreren selv behersker mange sprog. Men det gør den ikke, understreger Anne Holmen.

”Det handler ikke om, at læreren skal på kursus i arabisk, tyrkisk eller kinesisk. Det handler om at være åben, nysgerrig og parat til at spørge – og om at acceptere, at det nogle gange er eleverne, der ved mest.”

I praksis kan det være så enkelt som at lade elever forklare begreber for hinanden på et sprog, de er trygge ved, før de formulerer sig på dansk. Eller at lade dem slå faglige begreber op på andre sprog for at få øje på systemer, sammenhænge og nuancer.

”I mange fag bygger viden sig op som taksonomier – altså begreber i hierarkier og systemer. Der kan andre sprog hjælpe med at skabe overblik, så eleverne ikke bare lærer ord enkeltvis, men forstår sammenhængene,” beskriver Anne Holmen.

Anne Holmen og hendes medforfatter læner sig især op ad forskning fra den amerikanske uddannelsesforsker Ofelia García, der har inspireret skolefolk i mange lande. Hun mener, at for at styrke læringen er det vigtigt, at eleverne tør eksperimentere og være kreative, også sprogligt. Ofelia García understreger betydningen af, at ”både læring og kommunikation ses som dynamiske processer snarere end som statiske gentagelser”.

Ledelsen skal bakke op
Det kræver især tre ting af læreren at arbejde systematisk med elevernes sproglige ressourcer, fortæller Anne Holmen.

For det første skal læreren have et teoretisk grundsyn om, at flersprogethed gavner elevernes læring.

”Det behøver ikke bunde i en sprogteori, men kan sagtens bare være en læringsteori og nogle erfaringer, der har overbevist læreren om, at elevernes sprog og livsverden er vigtige og brugbare ressourcer. En lærer, der ikke deler dette grundsyn, vil ifølge García ikke kunne praktisere en vellykket translanguaging-pædagogik,” præciserer Anne Holmen.

Derudover er der også en didaktisk planlægningsdimension af arbejdet med flersprogethed, fortæller hun.

”Det er vigtigt, at læreren i planlægningen af undervisningens emner og aktiviteter tager højde for, at eleverne kan komme til orde med deres flersprogede forudsætninger.”

Undervejs i undervisningsforløbet vil der derudover være behov for, at læreren kan træffe spontane valg, siger Anne Holmen.

”Lærere skal naturligvis ikke være automatpiloter, der har planlagt undervisningen ned til mindste detalje. De skal være villige til at være spontane og reagere som mennesker på elevernes input og ressourcer og rette undervisningen ind efter det.”

Det kræver overskud og tid at arbejde med flersprogethed, vurderer Anne Holmen. Og ofte kollegial sparring. Hun understreger, at hun godt er klar over, at mange gymnasielærere oplever et øget arbejdspres.

”Translanguaging er svær at praktisere alene. Derfor er der også en organisatorisk dimension. For det er svært at gøre noget helt nyt uden at få ekstra tid til det. Derfor er det vigtigt, at ledelsen bakker op om arbejdet.”

Og hvis ledelsen har svært ved at se de pædagogiske fordele, så kan de måske overbevises ved udsigten til, at flere vil gennemføre gymnasiet, fremhæver hun.

”Jeg er ikke i tvivl om, at flere vil blive student. Og i det lidt længere perspektiv vil de få mere selvtillid til at vælge en videregående uddannelse. Det er godt for både den enkelte og for samfundet. Det er en stor fordel for samfundet at have mange sproglige ressourcer på flere niveauer, og at flere unge får en uddannelse,” pointerer Anne Holmen.