Et møde med virkeligheden

Du kender din hverdag. Du kan optegne den i et troværdigt og virkelighedsnært omrids, som du kan gengive for dine omgivelser. Din tegning af din hverdag kan illustrere både dine glæder og dine frustrationer, for ingen kender den bedre end dig og dine kolleger. Der er øjeblikke, hvor du sparker ultimativt røv, og der er øjeblikke, hvor grænsen for din egen tilstrækkelighed møder dig pludseligt som et skælvende granatchok.

Du kender også det politiske billede af din hverdag. En forestilling, der til tider kan tendere et fatamorgana, hvor alt er muligt, og hvor tid, ressourcer og overskud smelter sammen i en appetitvækkende og uimodståelig pædagogisk cocktail, der sender dine elever hvinende afsted på læringsmålenes himmelflugt. Der er ingen grænser for, hvad du bør kunne overkomme på flere politikeres tegning af din almindelige arbejdsdag.

Som mange andre har jeg indimellem været irriteret over misforholdet mellem min faktiske hverdag og den politiske idé om min hverdag. Derfor glædede det mig, at min arbejdsplads for nylig fik besøg fra byens borgmester, der tog sig tid til at se min og andre kollegers undervisning. Selvom lejligheden havde flere indstuderede elementer, end min undervisning normalt har, da besøget jo var til den fine side, var det enormt rart at kunne give en betydelig politiker et indblik i virkeligheden og bringe ham på afstand af sine formodede automatantagelser om gymnasielærerens og ikke mindst gymnasieelevens hverdag.

Borgmesteren hørte nogle andre stemmer end rådhusets, udvalgenes og embedsmændenes. Han hørte lærerens og elevernes stemmer, og han landede bekvemt men brat på den faktiske landjord, der udgør vores hverdag efter sin lange tur i et antal højdemeter, der havde sløret hans syn i lige så høj grad som for hans ligesindedes vedkommende.

Jeg vil gerne opfordre endnu flere politikere til at tage turen ud i virkeligheden og stifte bekendtskab med den hverdag, som nogle af dem laver indgribende og betydende lovgivning omkring. Til at få syn for, om alle de politiske ambitioner kan bære i et rigtigt klasselokale. Til at reflektere over, om det måske er værd at lytte bare en anelse mere til de mennesker, der udfører kerneopgaven hver eneste dag. Og hvis politikerne ikke synes, de har tid til refleksion, vil mit svar være, at det har vi gymnasielærere egentlig heller ikke, men vi gør det alligevel, for det skal vi.