Er du studieparat, eller er du bare dårligt opdraget? 

1.g’erne er landet. Nerverne har lagt sig, og klasserummene er blevet deres – og atter i år står en ting klart: Den nye virkelighed er, at når man begynder i gymnasiet, er man ikke studieparat. Man har ikke sine ting med. Man kan ikke sidde stille og lytte. Man kan ikke tage noter. Man kan ikke tie stille, når læreren taler. Man skaber uro og larmer både i timerne og på gangene.

For nylig har ministeren kækt forsøgt at diagnosticere nogle af folkeskolens udfordringer med ‘PDO: PisseDårlig Opdragelse’. Uden at tilslutte mig det rent ud sagt respektløse udtryk, vil jeg tillade mig at spørge: Er der mon tale om dårlig opdragelse, hvad angår de problemer nævnt ovenfor?

Som jeg ser det, har en overvægt af elever i dag en trio af mangler, som selvsagt påvirker hinanden:  Det første er manglende evne til at skabe struktur og planlægge – en manglende evne til at have styr på sine ting og sine lektier. Det andet er en manglende forståelse for klasserummet eller skolen som et fællesskab og en gennemgribende idé om, at man som individ har rettigheder, der trumfer alt – også lærerens autoritet. Det tredje er manglende evne til såvel fordybelse som dybdelæring – og store koncentrationsvanskeligheder.

Men er det mon, fordi de unge bliver opdraget “dårligere” end tidligere? Forældre i dag er i mine øjne langt mere engagerede i deres børns liv, end da jeg var barn, og langt mere optaget af deres rolle som forældre? Fædrene er kommet på banen, både som bidragsydere til det huslige og som kærlige omsorgspersoner. Snart alle læser bøger og blogindlæg og ser tv-indslag om opdragelse. Så hvordan går det den gale vej?

For overhovedet at tale om opdragelse må man være sig bevidst, at opdragelse altid sker ind i en kultur; og hvis forældre opdrager deres børn anderledes i dag end tidligere, så er nogle af de valg, der træffes, ikke alene afhængig af forældrenes evner, men nærmere påvirket af kulturelle tendenser.

Det store engagement i børnenes liv er måske blevet til en (curling-)kultur, som fratager børnene basale kompetencer. Hvis den kærlige og omsorgsfulde far i bedste mening har pakket (og båret) barnets taske gennem hele skoletiden, er det måske ikke så mærkeligt, at det er svært pludselig selv at skulle have styr på sagerne? Og måske er nogle forældre så optaget af at undgå at gentage deres egne forældres svigt og fejl, at de midt i al anerkendelsen kommer til at glemme at stille krav og træne selvstændighed.

Men – er der så også forældre, der opdrager deres børn til at beskue egen navle frem for at indgå i et fællesskab?

Det kan der da sagtens være – hvis det er de værdier, man har lært. Tænk på liberalismens stadig større påvirkning. Tænk på New Public Management. Tænk på private sygehuse og selvrealiseringsbølgen.

Der kan være et oprigtigt ønske om, at barnet lærer at sætte sig selv før andre – fordi man simpelthen synes, det er bedst. Måske synes man også, det er nødvendigt for at klare sig. Og måske følger der et generelt autoritetstab med det verdenssyn.

Men den største udfordring, som jeg ser det, er koncentrationsbesværet. Der er naturligvis de store fordybelsesrøvere: Skærmene. En hurtig løsning i en presset hverdag og noget, man som forælder – ja, som menneske – har meget svært ved at undgå, uanset hvilke værdier man måtte have. Og når barnet først er nået den alder, hvor de er mere sammen med venner end familie, er skærmene og deres indhold fuldstændig uden for forældrenes kontrol.

Derudover er Danmark blevet et land, som belønner den hurtige bevægelse fremad, mens ro, eftertænksomhed og fordybelse straffes. Tænk på de universitetsstuderende, som skal skynde sig at blive færdige, så de kan ‘bidrage til samfundet’ – de skal ikke bruge kræfter på hverken dybdelæring eller forståelse.

Dertil kan man lægge Aula, der med sine fredagsbreve og fotos fra dagens tur betyder, at barnet ikke selv behøver forholde sig til, hvad der foregår i skolen – men det er et helt indlæg for sig.

Summen er, at det måske ikke er så underligt, at mange gymnasieelever i dag har udfordringer ved at gå i skole. Måske er de ikke “dårligt” opdraget. Måske er de bare opdraget sådan, som opdragelse er i dag: De har ikke lært selvstændighed, fordi de er blevet kvalt i omsorg. De har ikke lært at sætte fællesskabet først, fordi forældrene har forsøgt at beskytte dem. Og de har ikke lært at lære, men lært at blive underholdt, fordi det er nemt og tilgængeligt og – ja, underholdende.

Man kan så undre sig over, at så mange elever, der ikke bryder sig om at læse (koncentrationskrævende) og skrive (koncentrationskrævende) synes, at et bogligt gymnasium er det rette sted for dem. Men så er vi tilbage ved, at der står en flok politikere og råber, at de skal have en uddannelse, og det skal bare gå stærkt – og når man ikke ved, hvad man vil i livet, ses gymnasiet for mange som den sikreste vej.

Så hvad kan vi gymnasielærere gøre ved de her udfordringer?

Det hjælper i hvert fald ikke meget at beskylde eleverne for at være ’dårligt opdraget’. I stedet kan vi måske reagere hensigtsmæssigt på den virkelighed, vi står i?

Vi kan dels være meget tydelige i vores klasseledelse. Vi kan sørge for klare strukturer, tydelige rammer og kræve ro og orden i timerne. Vi kan forstå, at det er nødvendigt at træne 1.g’erne i basale studiekompetencer. Vi kan acceptere, at man ikke bare kan sende 1.g’erne ud og lave gruppearbejde eller bede dem lave opgaver på deres computer uden meget tydelig lærertilstedeværelse. Vi kan stille tydelige, rimelige krav. Vi kan insistere på fællesskabet. Og vi kan insistere på fordybelsen.