Alle de dumme tal

18 danske stile og 30 matematikafleveringer, garanterer det en god dansk student? Naturligvis ikke. Ikke desto mindre virker meget af gymnasieskolen skruet sammen om, at antallet af afleveringer og timer i skolen magisk forandrer de glade fjollede unge mennesker, som vi møder til august, til studieparate borgere efter næsten 3 år. Alle vores trusler om, at hvis ikke … så …, bliver nødt til at stoppe, for at vi kan tale meget mere om formål og konsekvenser.

Til min kæmpe sorg forstod ingen af mine egne to børn, at det ikke handler om at være til X antal lektioner og aflevere Y antal opgaver. De talte timer, fravær, afleveringer, standpunkter, som om gymnasiet fucking handler om det. Jeg ymtede, at måske kunne de også bare prøve på at blive klogere, men de rystede på hovedet og fortalte, hvordan lærer Lars eller lærer Louise sarkastisk havde kommenteret deres fravær i fredags.

Med næsten større sorg oplever jeg kolleger, som føler sig forpligtigede til at give standpunktskarakterer, som om det var den endelige karakter. Som om hver aflevering gjaldt den store dom, og ikke som om de der 2-3 år, vi arbejder sammen med eleverne, er en kontinuert proces. I et forsøg på at skjule karakterdommene har min institution dekreteret, at vi ikke skal give karakterer til opgaver, men det er jo løgn. Vi giver karakterer, som slår igennem som standpunktskarakterer.

Vi lyver, hvis vi siger, at det ikke har konsekvenser, hvis man ikke afleverer en god opgave. Det er meget simpelt i virkeligheden. Vi træner elevernes hjerner. Hvis eleven vælger at hoppe over en træning, ja, så dør eleven ikke, men eleven mister muligheden for at blive klogere med vores hjælp. Akkurat som hvis man skipper en træning i centeret eller på banen. Same shit. Pay off.

Dette skal vi tale om. At målet ikke er et snit, men at blive klogere. Og når det sker, vil det som regel ses i snittet uden videre. Vi skal tale rigtigt meget om det. Hver time, ikke som en dundertale, men som en lille bøn i indledningen at timen: “Lad os alle lukke vores ydre skærme, for at vi kan åbne vores indre”. Eller når Lucas kommer og siger, at han ikke får afleveret, må vi ærgre os sammen med ham, fordi han ikke har tid til at blive klogere denne uge – uden sarkasme eller ironi. Måske snakke med ham om, hvordan han kan blive klar til at blive klogere næste uge. Eller bare aflevere en lille smule, så han bliver lidt klogere.

Det er meget fint med karakterer, og jeg tror, at eleverne holder, at vi noterer os, at de er kommet. Jeg vil ikke afskaffe disse tal, men jeg vil godt nok gerne have, at vi får en anden måde at tale om at gå i skole. Det begynder med, at love og bekendtgørelser får en tydelig indledning, hvor det kort formuleres, at alle disse retningslinjer har til formål at hjælpe unge mennesker til at blive klogere. Det står nogle steder, men ikke alle. Det skal stå alle steder med meget store (og venlige) bogstaver.