Åndelig oprustning og rundkredspædagogik

”Hvem kan være imod åndelig oprustning,” udtaler en stemme med en let hovedstadsaccent distinkt og rytmisk i min radio.

Det kan jeg så. Eller rettere, jeg kan være kritisk.

Jeg kan høre politikeres suk. Åh, altså, hvorfor kan man ikke bare få lov til at udtrykke sig, siger de. Og det må man gerne. Men man skal vide, hvad man siger. Ånd er netop at forsøge at begribe det, som vi ikke umiddelbart begriber. Det kræver mod til at være uvidende og utilstrækkelig.

Åndelig oprustning er et oxymoron. Et paradoks. Dermed falder det ind i en længere linje af paradokser i Mette Frederiksens regeringsførelse. Vi husker alle ”stå sammen om at være adskilt”, men det man siger, er man selv: Vi er vores sprog. Derfor kan det ikke overraske, at statsministeren, som endelig gjorde Danmark minkfrit, nu sørger for, at danske minkavlere kan fortsætte trods EU-forbud.

Eller da den første samlingsregering i nyere tid samlede sig om det heltemodige og meget nødvendige projekt om at afskaffe Store Bededag for at skaffe 3 mia. kr. ekstra i kassen. Siden har adskillige opjusteringer af det, som de kalder råderummet, givet os rådighed over beløb, som svarer til en ekstra sommerferie til alle danskere (100 mia. kr.), men heldigvis bruger de pengene på nye våben her og der. Jeg er ikke ironisk lige her, om end jeg forbeholder mig retten til at være kritisk.

Åndelig oprustning. Hvad betyder det? At ånden skal i jern? Eller at jernet skal beåndes?

Jeg forestiller mig, at GL og andre fagforeninger, som organiserer åndens arbejdere, åbnede champagneflaskerne og dansede til den lyse morgen, da Mette Frederiksen blæste til rustning af ånden. Måske kan den pengeregn, som vælter ned over generalerne, drysse ned på degnene. Bare lidt. Åndelig forgyldning. Men hvad er prisen? Hvad kræves til gengæld? Generalerne gør sig klar til at sende soldater i kamp. Hvad skal vi? Gøre eleverne klar til at blive soldater for det danske demokrati?

Det åndelige er svært at gribe, ja, det findes ikke i virkeligheden. Men alligevel kan jeg mærke, når jeg er i nærheden af ånd. Ånden er let, ubegribelig, flyvsk, oppe, indtrængende, fordi den kan trænge ind over alt. Ånden er kritisk. Selv indenfor religionerne vil den store ånd ikke være karakteriseret af belæsthed eller traditionstro lære. Alle store ånder gør oprør mod åndløse traditioner. Kierkegaard og Jesus. Kongfutse.

Derfor bliver ånd i rustning ubegribeligt. Hvad mener Mette Frederiksen og ‘sosserne’ med slagordet ”åndelig oprustning”?

Med vores undervisningsministers seneste lussing til ”rundkredspædagogik” kan man frygte det værste. Igen, hvad betyder ordet? Jeg tvivler på, at Tesfaye eller Anders Fogh (som første gang sparkede til begrebet) nogensinde har været udsat for at sidde i rundkreds for at drøfte et emne for alvor. Selv er jeg også rigtig dårlig til at praktisere det i min undervisning, men når jeg samler mig og får det organiseret, bliver jeg altid forbavset over effekten. Engang overtog jeg en klasse tre måneder før eksamen, fordi deres lærer gik på barsel. Hun bedrev rundkredspædagogik, hvilket betød, at de diskuterede teksterne i rundkreds. Forbavsende mange elever kunne tale med fornuft og følelse om de tekster, som de arbejdede med. Jeg forstår ikke, hvorfor Tesfaye og andre føler trang til at slå på en pædagogik, der praktiserer noget af det smukkeste, som kan ske: at deltagerne føler, at deres stemme er vigtig for fællesskabet. Det er vel det tætteste, vi kommer på et praktiseret demokrati.

Jeg ved ikke, hvad Tesfaye mener, men i sit ordvalg angriber han ideen om, at eleverne skal have en stemme. Jeg er sikker på, at han vil benægte dette, og så må jeg bare bede ham om at finde et bedre ord for det, som han vil kritisere.

Kritik afgør en civilisation. Når vi bliver selvglade og kritikløse, dør vi som mennesker, der kan tænke ud af boksen. Jeg har hørt om et gymnasium, hvor bestyrelsen slettede ordet ’kritik’ i en skrivelse, fordi de ønskede et mere positivt begreb. Jeg siger sølle gymnasium og sølle bestyrelse. Hvis der ikke er plads til kritik, er der ikke plads til et ønske om forbedring uden at kende løsningen.

Jeg kan frygte, at åndelig oprustning er et synonym for åndelig ensretning. Når vi bruger oxymoroner, kan trykket ligge på det ene eller det andet ord. Ligger trykket på ånd eller rust?

Heldigvis har større ånder end mig tænkt over sagen, fx Dostojevskij. Her et uddrag af en historie fra det virkelige liv. I disse år ligger vi i krig med Rusland på en måde. Sørgeligt men sandt. Må og bør vi bruge russiske kunstnere i undervisningen? Russiske nationalister? Skal vi boykotte de russiske nationalister?

Dostojevskij skrev flere meget nationalistiske tekster. Må vores elever læse ham? Ja, læs her, hvordan han revser den russiske nationalisme, paradoksalt nok. Vi er på de første sider af Idioten, hvor en ung mand, en slags idiot, sidder i toget på vej tilbage til Rusland fra et behandlingsophold i Vesten (Schweiz), som har givet ham humanistiske idéer (derfor er han en idiot i sine landsmænds øjne):

”Hæ-hæ! Så De har punget ud med en masse penge til ingen nytte, og her i landet tror vi altid fuldt og fast på udlændingene,” bemærkede den sorthårede giftigt.

”Det er så sandt, som det er sagt!” blandede en tredje herre sig. Han sad ved siden af dem og var temmelig sølle klædt; han så ud som en statslig embedsmand, der var kørt fast i det tjenstlige hierarki, en kontorist af de lavere lønklasser, på hen ved fyrre år, en kraftig mand med en rød næse og filipenser i ansigtet.

”Det er så sandt, som det er sagt; de er ikke ude på andet end at flå os russere og rage vores penge til sig!”

”O, men der tager De ganske fejl i mit tilfælde,” svarede den schweiziske patient med en blid og forsonlig stemme. ”Jeg vil naturligvis ikke bestride Deres ord, da jeg ikke ved ret meget om det, men min læge betalte for min hjemrejse af sine sidste sparepenge, efter at han havde behandlet mig gratis i næsten to år.”

Altså, får vi en bedre udstilling af russisk mistro og fremmedfjendskhed? Nej vel. Ser vi den samme mistro i Danmark overfor fremmede? Pjuh, det tror jeg nok. Vi er alle russere, men vi har muligheden for at blive humanister. Og dermed idioter i de andres kritiske blik.