En sær tid på året

Skoleåret er ved at slutte, og i næsten mere end en måned har man kunne føle det. Gangene og klasselokalerne har været og er stadig nærmest mennesketomme, en stor del af lærerstaben er fraværende grundet censur, fremmede mennesker sidder pludselig på lærerværelset, og angstens sved pibler frem på eksaminandernes ansigter. Det er juni måned, der er en uge til sommerferie. Dagene bliver talt både til de sidste eksaminer, hvor studenterne springer ud og udsigten til total afslapning, hvor der ikke længere skal fokuseres på karakterer, stileretninger, årsprøver, undervisning og kopiering.

Maj og juni måned er uden tvivl to meget travle og anderledes måneder. Jeg prøver altid at forberede mig på forhånd, hvis mit/mine hold skulle blive udtrukket til eksamen, men lige meget hvor meget jeg synes at have styr på mine eksamenstekster inden offentliggørelsen, går der altid et eller andet galt. Særligt kopimaskinerne synes at have deres eget liv i denne periode; malerierne bliver for mørke, den sidste linje i teksten forsvinder, klipsene er brugt op, der stakkes frem for sorteres – og mange andre scenarier, jeg ikke anede eksisterede, før jeg stod i situationen. Og det stresser for vildt, for deadlinen er her og nu. Når kopieringshelvedet er slut, starter den reelle samtale med censor. Her blev jeg i år til min skræk gjort opmærksom på, at en af mine eksamenstekster manglede nogle strofer. Jeg synes ellers, jeg havde tjekket flere gange, endda havde jeg delt teksten med mine kollegaer, som heller ikke havde bemærket fejlet. Godt man har censorer, så eleverne ikke kommer i uføre! I det hele taget har jeg været utrolig heldig- indtil videre- både når jeg har været ude som censor, men også med de censorer jeg har taget imod. Jeg er altid spændt på, om der er enighed i de karakterer, der afgives, og om jeg har vurderet rigtigt ift. de årskarakterer, eleverne ellers har fået. Indtil videre er forventningerne heldigvis blevet indfriet.

Bort set fra alt det med eksamenerne er det også en sær tid på året, hvor der skal siges farvel til kollegaer. Det kan være svært, for i hverdagen tilbringer vi utrolig meget tid sammen; vi er nærmest som en stor familie, der deler både nedture og opture. Vi samarbejder på kryds og tværs og er afhængige af den gode kommunikation. Når en kollega stopper, efterlader det et hul. Heldigvis er Facebook og mail opfundet, så mulighederne er flere for at opretholde kontakt, så forhåbentlig er det er et hul, der bliver mindre, når det nye skoleår starter, og når der kommer ansigt på vores nye kollegaer. 

Tanker om det nye skoleår er, i hvert fald i mit hoved, ved at forme sig. Hvilke emner ønsker jeg at udskifte- hvilke vil jeg beholde?  Og hvem skal jeg egentlig undervise? Det sjove er, lige så meget eleverne håber på gode lærere, så håber jeg på elever, der er imødekommende, respektfulde og åbne over for at lære nyt.  Samspillet mellem lærer og elever er nemlig altafgørende for, at både lærere trives, men også at elever præsterer bedst muligt.

Det er kort sagt en sær tid, hvor der på en og samme tid sker lidt og meget, men en ting er sikkert: det nye skoleår venter lige om hjørnet.