Derfor nej til plustid

Med OK18 er bestemmelserne om såkaldt plustid, hvor man aftaler, at en lærer kan arbejde mere end fuld tid uden at få merarbejdsbetaling, blevet ændret. Hvor det før krævede en forudgående aftale mellem rektor og tillidsrepræsentanten, er det nu muligt for den enkelte lærer at aftale plustid direkte med rektor.

Den nye plustidsbestemmelse er et konkret udtryk for, at arbejdsgiversiden ønsker at stække tillidsrepræsentanternes rolle i det hele taget. Som bekendt stillede Sophie Løhde også krav om en højere andel af lokal løn, der ligesom plustid kunne forhandles uden om tillidsrepræsentanten. Det krav, som mødte massiv modstand fra GL’s medlemmer i vores medlemsundersøgelse i december, kom heldigvis ikke igennem.

Men det ideologiske pres på tillidsrepræsentanten er ikke det eneste problem med plustid. De heftige nedskæringer i uddannelsessektoren har ført til, at over 1100 gymnasielærere har mistet arbejdet siden 2015 – og flere fyringer og tvungne tidsnedsættelser er allerede meldt ud for næste skoleår. Samtidig står en stor gruppe ikke-fastansatte (i år 740 årsværk) samt hundredevis af arbejdsløse og håber på timer næste år, og de kan ikke være tjent med, at allerede fastansatte tager flere hold end nødvendigt.

Der er voldsomt pres på vikarerne i disse år. Når arbejdstempoet bliver skruet op, og der derfor er færre timer, bliver udsigten til en fast stilling lang. Ikke mindst for dem, der ikke har pædagogikum og derfor typisk ender nederst i ansøgningsbunken på rektors skrivebord. Men Løhde selv er også ude efter dem. Et andet af hendes krav, der ikke kom igennem, er afskaffelsen af overenskomstens paragraf 4. I følge den skal tidsbegrænsede ansættelser begrundes med objektive forhold, dvs. at man faktisk skal vikariere for nogen, og ellers have en fast stilling. Den paragraf er guld værd. Ikke blot for den individuelle lærer, der får sin fastansættelse og de medfølgende rettigheder, men også for lærerværelset og eleverne, fordi en højere andel af fastansatte lærere sikrer den faglige, pædagogiske og ikke mindst kollegiale kontinuitet.

På grund af det voksende arbejdstempo er der flere og flere, der vælger at gå ned i tid, henvender sig til GL’s psykologordning eller bliver syge af stress. Set i den sammenhæng er plustidsaftaler særligt risikable, fordi de kan blive brugt til at legitimere en større arbejdsbyrde. Vi kan som bekendt ikke sige nej til overarbejde, men så må vi netop kræve merarbejdsbetaling, hvilket bør give enhver økonomibevidst rektor incitament til at fordele timerne bedre. Ganske vist ser vi også, at der er store problemer med overhovedet at få anerkendt merarbejde. Blot 57 procent af det indberettede merarbejde sidste skoleår blev anerkendt, og dertil skal lægges de timer, som nogle lærere simpelthen valgte ikke at indberette. Men det må ikke blive et argument for at indgå plustidsaftaler. I stedet må vi arbejde hårdere på at få den løbende dialog om tidsregistreringen til at fungere, så en årsopgørelse med merarbejde bliver svær at underkende. Et endnu bedre alternativ er en lokal akkordaftale, hvor et eventuelt merarbejde er anerkendt på forhånd.

Plustid tager brødet ud af munden på vores kolleger og underkender vores ret til merarbejdsbetaling. Tag derfor spørgsmålet om plustid op i GL-klubben, og tag en fælles beslutning om, at på jeres skole indgår man ikke plustidsaftaler. Og hvis du selv overvejer at indgå en plustidsaftale, så tag en grundig snak med din TR om det først.

Helene Caprani, medlem af GL’s Hovedbestyrelse og Udvalget for Ikke-Fastansatte for Liste 1

Johan Jakobsen, formand for GL’s Udvalg for Ikke-Fastansatte