Den produktive ungdomsuddannelse

På vores skole oplever vi det som en konstant nødvendighed; vi bliver nødt til at blive mere og mere produktive som medarbejdere. Fordi ungdomsuddannelsesinstitutioner i dag er statsligt selvejede, der opererer efter et økonomisk taxametersystem, er ungdomsuddannelserne tvunget til konstant at tænke i kroner og ører – ofte på bekostning af andre ting såsom almendannelse og didaktik. Det er en forlængelse af den New Public Management-tankegang, som blev lagt ned over den offentlige sektor med særligt fokus på produktivitet, effektivitet og målstyring siden 1970’erne. Denne tankegang er nok bedst udtrykt af den tidligere departementschef i Finansministeriet David Helleman, der har lakonisk har udtalt: ”Det kræver en særlig ydmyghed at bruge andre folks penge”.

Til det seneste SU-møde på skolen sad jeg som TR og gennemgik alle de steder, hvor vi måske kunne skære. Det vil sige, at jeg inden mødet sad med en tættekam for at finde de aktiviteter, hvor lærere brugte deres kræfter, som ikke umiddelbart havde noget med kerneydelsen at gøre (undervisning, forberedelse og rettearbejde). Alt dette for at forsøge at forhindre ”uproduktivt” arbejde og dermed sikre en højere produktivitet og indtægt for skolen. Så langt er vi kommet. For at sikre økonomien må vi skære ned på alle de ting, der ikke umiddelbart giver et positivt økonomisk afkast eller sagt på en anden måde – vi fjerner unødvendige udgifter for skolen; studieture, frivillig undervisning, tolærerordninger osv. Jeg kunne lige så godt have sagt: ”Spar dem venligst væk, så vi kan slippe for fyringer, tak.”

Så nu er vores uddannelsesinstitution endnu mere produktiv end sidste år og året før det. Vi lever op til målet om effektivitet, produktivitet og målstyring. Vi er særligt ydmyge, når vi bruger skatteborgernes penge. Spørgsmålet er så bare, om det at bruge færre penge på de ting, der ikke umiddelbart har en produktivt afkast, er en særlig god idé. Jeg kunne godt have min tvivl.