Den hårdtarbejdende gymnasieelev

På Rødovre Gymnasium, hvor jeg er ansat, har vi et problem: Eleverne arbejder simpelthen for meget.

De går i skole hver dag i 7,5 timer, og dernæst har de lektier og afleveringer, som de – afhængig af elevtype – bruger en form for tid på.

Men problemet er uden for skolen. For det gælder nemlig for langt de fleste, at de ved siden af disse skolerelaterede pligter arbejder meget. Rigtig meget.

Som studievejleder anbefaler jeg, at elevernes fritidsjob optager højst 6 timer om ugen. De færreste overholder det – det almindelige er nok nærmere 10-15 timer om ugen, og mange arbejder mere. Nogle arbejder meget mere.

Mange af de pligtopfyldende, hårdtarbejdende elever ender med at få en form for depressiv tilstand cirka midt i 2.g. De bliver totalt demotiverede, mangler glæde og energi i hverdagen, og har ikke overskud til venner og familie. De har svært ved at sove om natten, fordi det hele kører rundt i hovedet på dem, og de er kronisk udmattede og ulykkelige. For nogle udløser det et pludseligt og for dem atypisk højt skolefravær. Andre er så pligtopfyldende, at de slæber sig i skole hver dag, men modløse og livstrætte.

De mindre pligtopfyldende, men i fritiden hårdtarbejdende elever ender typisk hurtigere med et alt for højt skolefravær, både hvad angår fremmøde og afleveringer, og de får sværere og sværere ved at følge med fagligt. De elsker deres arbejde, for her kan de brillere – og meningen (kontant afregning) er tydelig for dem. Skolen er bare noget, der skal overstås. De vil dog alligevel gerne gennemføre, fordi de trods alt ikke drømmer om at være ungarbejdere i Føtex for evigt. Men mulighederne for at følge med i skolen er ikke store, når man er kronisk træt og aldrig læser lektier. Hvis ikke de rammes af faglig fortvivlelse, rammes de måske af en slags virkelighedsflugt, hvor de går i skole med lukkede øjne og krydsede fingre med det håb, at huen kommer dumpende ned fra himlen.

De penge, eleverne tjener, går typisk direkte til forbrug. Når jeg ser det tøj, vores elever går i og den mad, de køber til hverdag, er det tydeligt, at der er kommet nogle meget høje forventninger til, hvad en helt almindelig teenager skal have til rådighed.

Problemet er åbenlyst. Gymnasiet kommer ikke længere i første række, og den så omtalte trivsel lider stærk.

Vores minister mener, at fritidsjobs er gode og sunde, og jeg er som sådan ikke uenig med ham. Men der må være grænser. For selvfølgelig kan en teenagekrop ikke holde til et skema, der hedder noget i retning af skole 8-15.30, 1-2 timers lektier hver dag, 10 timers skriftlig arbejde hver uge og arbejde i Føtex 16-22 to dage om ugen samt 8-16 timer i weekenden. Men det er virkeligheden for mange.

Loftet for, hvad man må tjene ved siden af sin SU, er på ungdomsuddannelserne ca. 15.000 kroner (før skat). Man KUNNE jo godt vælge politisk at sætte denne grænse ned til et mere rimeligt niveau. Man kunne også vælge at indføre skarpere regler for, hvor sent unge mennesker må få fri fra arbejde, eller hvor mange timer de må arbejde om ugen. Det er formentlig ikke specielt kompliceret hverken at indføre eller administrere.

For jo højere forbruget bliver blandt de unge, des mere presser det den enkelte til at få et tilsvarende højt forbrug, og så kører spiralen.

Hvorfor er det, vi skal understøtte en kultur, hvor tøj og ting er vigtigere end dannelse? Hvorfor er det, vi skal acceptere, at man som 17-18-årig reelt har en arbejdsdag fra 8-22? Og hvorfor skal vi acceptere, at vi skal skrabe de unge op fra gulvet, fordi de er så udmattede, at de har mistet al glæde i tilværelsen?

Så, måske begejstringen over fritidsjob kunne udfordres, bare en smule?

De unge ville hade det, hvis deres fribeløb blev nedreguleret. Som så meget andet, som vi gør for deres skyld, virker det forkert på dem. Heldigvis er vi klogere. Spørgsmålet er bare, om politikerne også er det.