Den digitale dannelse – nu også for 2.g’ere
Sidste skoleår var jeg med til at opstille mål for vores elevers digitale dannelse med tilhørende plan for hvordan vi skulle arbejde med det i praksis i 1.g. It-gruppen besluttede at det var følgende kompetencer, der skulle arbejdes med:
-
at kunne regulere privat brug af it i undervisningen
-
at kunne læse og tage noter på en hensigtsmæssig måde på skærm
-
at kunne organisare og dele links og digitale noter
-
at forstå forskellen mellem inspiration, hjælp og plagiat
-
at kunne anvende hensigtsmæssige faglige programmer og værktøjer
-
at kunne færdes i de sociale medier på en reflekteret måde
Det blev til indførelsen af 9 studiekompetencemoduler i 1.g-klasserne i år, som hvert lærerteam står for at gennemføre efter en fastlagt plan. Så langt, så godt. Nu venter vi spændt på at se hvordan det går med arbejdet i klasserne.
Imens vi venter, arbejder vi videre med den digitale dannelse i pilotklassen, der nu er en 2.g-klasse. Vi må se i øjnene at en del af kompetencerne fra 1.g ikke er blevet opnået i tilstrækkelig grad, enten fordi de ikke er blevet trænet nok, eller fordi eleverne ikke har set behovet for dem. Derfor ser vores kompetenceliste for 2.g således ud:
-
at kunne regulere privat brug af it i undervisningen
-
at kunne søge information på nettet på en kritisk og kvalificeret måde
-
at forstå forskellen mellem inspiration, hjælp og plagiat
-
at kunne læse og tage noter på en hensigtsmæssig måde på skærm
-
at kunne færdes i de sociale medier på en reflekteret måde
-
at kunne etablere, vedligeholde, udvikle og beskytte en digital identitet
-
at have mod, lyst og evne til selv at sætte sig ind i nye digitale værktøjer
-
at kunne anvende hensigtsmæssige faglige programmer og værktøjer
Vi har lagt ud med at træne annotering (at highlighte og notere) i digitale læremidler samt organisering af links. Det var en lidt skuffende oplevelse. Meget få af eleverne tager notater i deres digitale læremidler, selvom vi trænede det sidste år og understregede betydningen af at arbejde aktivt med tekster. Til gengæld havde størstedelen et notesystem ved siden af, og de havde også styr på deres links. Vi følger i det næste stykke tid op på noterne i de digitale læremidler i nogle af fagene.
I næste uge sættes der fokus på multitasking, dvs. regulering af privat brug af it i undervisningen. Sidste år lavede eleverne kontrakter om deres it-brug i forbindelse med skolen. I år gennemser de kontrakterne og laver nye, efter vi sammen har set og diskuteret udsendelsen “Når mobilen tager magten (1)”.
Derefter afholder vi et modul med fokus på reflekteret adfærd i de sociale medier. Det er der også behov for at gentage fra sidste år, og denne gang uddyber vi med forskellige cases om hvor galt det kan gå hvis man skriver noget uovervejet på Facebook. Vi anvender blandt andet skolens ikke-officielle Facebook-gruppe som case, da der her er nogle uheldige episoder, der bør diskuteres i klassen.
Senere på efteråret gentager vi pointerne om plagiat vs. inspiration fra nettet. Og det regner vi med at gøre igen i 3.g op til SRP.
Som det sidste punkt arbejder vi med kompetencen “at have mod, lyst og evne til at sætte sig ind i nye digitale værktøjer”. Det har vi planer om at gøre med en “show and tell”-runde, hvor eleverne viser noget it-relateret, som de har haft glæde af at bruge i forbindelse med undervisningen. Det kan være et smart program, et short cut der gør livet lettere, en måde at tage backup på eller lignende.
Det er ikke helt let at hjælpe eleverne til at blive digitalt dannede. Og vores arbejde med det viser, at det er et langt træk, der skal til. Små skub er ikke nok. Et antal studiekompetencemoduler, fordelt over tre år, kan sætte gang i processen, men der skal opfølgning til i fagene, og eleverne skal være motiverede til at arbejde med det. De næste to år vil vise hvor langt vi kan nå med pilotklassen.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode