De faglige foreningers betydning. Meld dig som borger på torvet

Pædagogikum er ved at være ovre for nogens vedkommende, mens det fortsætter lidt endnu for mit vedkommende. Og det har været godt, selvom sektoren, som mange andre offentlige sektorer, er under økonomisk pres. Hvor skal vi så vende os hen, når vi i fremtiden skal have nye faglige og didaktiske indsigter – når nu uddannelsesinstitutionerne er under pres, og vores sektor beskæres?

De faglige foreninger er svaret. Men de er også under pres. Foreningerne har i nogle år blødt medlemmer, og derfor er det vigtigt, at det italesættes, og at de faglige foreninger igen kan blomstre. For hvor vil du ellers gå hen, når du i fremtiden mangler gode kurser, nye indsigter eller er gået lidt i stå i din didaktiske udvikling?

Faglige foreninger tilbyder netop den faglige udvikling, som gør os i stand til at udvikle vores fag, være opdateret på de nyeste metoder, teorier og litteratur og generelt set have et fagligt netværk, der kan understøtte en gymnasieskole i udvikling.

Og vi skal udvikle os for at holde vores undervisning relevant. Jeg underviser selv i dansk, historie og samfundsfag, og over de seneste år er der sket en markant udvikling i mine fag. I samfundsfag er verden i opbrud. De tidligere IP-teorier er udfordret af Donald Trumps fortsatte mærkelige opførsel, danskfaget udfordres af kunstig intelligens (AI) og byder til stadighed på ny litteratur, både den politiske og den mere indadskuende, mens historiefaget aktualiserer verdens konflikter ved at skue tilbage på landes særegne placering i verden. Og hvor er mere oplagt at kigge hen end til foreningerne, når vi nu ikke længere har tid til at frekventere universiteterne som vi lyster?

På samfundsfagsdidaktik og historiedidaktik var foreningerne præsente til vores kurser i efteråret. De bød ind med litteratur fra deres forlag, og de er med til at udvikle det fag, vi underviser i. Dansklærerforeningen har en direkte politisk påvirkning og har på det seneste været med til at udforme den nye kanon for danskfaget i gymnasieskolen. Og når jeg kigger foreningernes mange spændende tilbud igennem, så synes jeg virkeligt, at jeg får meget for pengene. Jeg giver cirka halvdelen af, hvad Lars Løkke giver for et par sko, for at være medlem af tre foreninger om året. Alle tre foreninger har nogle enormt spændende, velskrevne og grafisk flotte fagmagasiner, som både inviterer forskere indenfor og lader gymnasielærere dele af deres gode fifs til undervisningen og giver nye perspektiver på undervisningen, som jeg ikke ville være foruden.

Historielærernes Noter har i deres seneste nummer et udvidet fokus på Østasien og i en verden, hvor Kina gør sin magt gældende som stormagt, hvad kunne så være mere relevant? Apropos ”Østasien”, så er titlen på Samfundsfagsnyts udgivelse fra 2025 Kinas rolle i verden, hvor man kan få et mangefacetteret blik på Kinas stormagtsrolle i relation til samfundsfagsundervisningen. I danskfaget er der fokus på, hvordan vi orienterer os i ”Nye tider”, hvor der både er ready-mades om Holberg i ”Dansk take-away”, en artikel om feministiske tegneserier, som du kan bruge i undervisningen, og eksempler på læsekrisens indtog i undervisningen.

Men det er jo ikke nok at udgive fede blade. Foreningerne er desuden værd at være medlem af, fordi de frivillige kræfter, der driver dem, udvikler fede kurser for alle undervisere, arrangerer skrivecups, samfundsfagscups, historiekonkurrencen for eleverne og studierejser til udlandet, så du kan udvikle dig sammen med dit fag. Selv uden alle disse gode muligheder, så byder foreningerne på gode faglige sparringsgrupper eksempelvis på facebook, hvor både FALS’ og Dansklærerforeningens grupper byder på god fagsparring, hjælp til spørgsmål og gode tips og tricks.

Så tilbage til spørgsmålet for dette indlæg, hvor skal vi melde os, hvis vi fortsat vil have faglig dybde i gymnasieskolen? Svaret er hen imod foreningerne. De besidder den faglige dybde, de relevante indsigter og de didaktiske overvejelser, men de kan ikke gøre det uden dig!