Begrundet frygt for fremtiden?

Hvis du spørger mine kolleger, venner eller andre omkring mig, vil du få at vide, at jeg af natur er et positivt og optimistisk menneske. Alligevel kredsede mine tanker i mit sidste blogindlæg om den pessimisme, der nogle gange rammer mig i forhold til fremtiden for mit elskede hovedfag, tysk.

Jeg må indrømme, at pessimismen igen er at spore i disse dage, når tankerne falder på vores nye, brede, SVM-regering og deres ambitioner for Danmark. Ambitioner, som også 1. januar blev bekræftet i Mette Frederiksens (MF) nytårstale.

Det var en tale, hvor MF sagde: ”Danmark har brug for akademikere”, hvorefter hun med det samme talte om at forkorte kandidatuddannelserne og få ikke bare ”flere” unge, men ”mange flere” til at vælge erhvervsuddannelserne frem for gymnasiet.

Det har været hårde år rundt omkring på vores skoler. Flere år med omprioriteringsbidrag og fyringsrunder. I 2019 satte den tidligere undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil en stopper for omprioriteringsbidraget fra 2020 med ordene: ”Uddannelse er det fundament vores samfund er bygget på. Vi bliver stærkere og rigere, jo bedre uddannet vi samlet set er som befolkning. Nu tager vi et lille, men vigtigt skridt for at rette op på den skade, besparelserne har været for vores uddannelser og dermed for vores samfund. Det er klart, at vi ikke løser alle problemerne ved at droppe planlagte besparelser, men i første omgang handler det om at stoppe blødningen”. Men kære Mette Frederiksen, at lægge en strategi, der vil flytte elever fra STX til erhvervsuddannelserne, er desværre kun at rippe op i såret igen, og jeg er bange for, hvad regeringsgrundlaget kan komme til at betyde for vores arbejde de næste år.

15 år har jeg snart været gymnasielærer, og jeg elsker mit job og synes også, at jeg har rimelige arbejdsvilkår. Samtidig er jeg dog også voldsomt privilegeret og arbejder kun ca. 70 % af en fuldtidsstilling. Det er en god arbejdsbelastning for mig, men det er også tankevækkende, at tanken om et fuldtids-gymnasielærerjob virker helt uoverskuelig, og faktum er, at flere og flere går på deltid, og at der ses stresssymptomer hos stadigt flere kolleger pga. øget arbejdsbelastning og dermed fx flere og flere elever, vi skal forholde os til.

En undersøgelse fra 2019 viser, at gymnasielærere er en af de faggrupper, som føler sig mest trætte efter en typisk arbejdsdag, og som føler sig mest stressede.

Det er klart, at vi har brug for skønne, unge mennesker både i sundheds- og håndværksfag, men jeg er vaskeægte humanist og hører derfor kun ”besparelser” og ”fyringsrunder” mellem linjerne, når MF siger, at flere skal vælge erhvervsuddannelserne til.

Vi må dog fokusere på, at MF også var sød til at minde os om, at uddannelse handler om at løfte mennesker til ”viden, frihed og muligheder”. Det er noget af det, vi virkelig kan i gymnasiet, og gymnasiet er et godt springbræt for de unge. Som uddannelsesforsker Lene Larsen også for nylig sagde på Gymnasieskolen.dk, er det jo også en mulighed, at de unge tager gymnasiet for at blive klogere på en eventuel erhvervsretning og mere modne på arbejdslivet. Gymnasiet er netop en del af det vigtige fundament, som Rosenkrantz-Theil talte om i 2019.

Hvis MF mener sine ord om, hvor vigtig uddannelse er, vil jeg vælge at tro på, at regeringen vil forbedre deres nytårsforsæt, så vi i fremtiden kan få bedre arbejdsvilkår trods måske færre elever. Jeg vælger at fastholde min naturlige optimisme og lægge frygten på loftet sammen med kasserne med julepynt.