Terrassen kalder!
Hov, hvad skete der lige for martsvejret? En af de traditionelt koldeste måneder her til lands. Med tendens til regn, slud, pludselige snestorme – ja, i det hele taget stormvejr. Glem det anno 2012. Om det er de globale klimaændringer, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed, men foråret har i den grad meldt sin ankomst. Tørvejr, sol og for årstiden abnormt høje temperaturer. ??Forår, sol og lys kalder desværre på havearbejde – “haven skal jo gøres klar” – men også på noget meget sjovere: Et lille glas på terrassen, på fortovscafeen, i parken, eller hvad du nu foretrækker. Men trangen må på en eller anden måde være biologisk betinget – når foråret får hormonerne til at springe rundt og gøre folk kåde, må der ligeledes være nogle små vinguder (dæmoner, havde jeg nær skrevet, men så langt er jeg ikke ude – endnu!), der besætter ens bevidsthed og konstant bekæmper arbejdslyst og ydeevne. Man kan næsten høre en stille hvisken, der ved det mindste solglimt siger: “Sæt dig udenfor, slap af, og nyd livet, mand! Vi har kun det ene skud – og i Danmark ved man aldrig, om sommeren er i dag! Forspild ikke chancen.”
?Jeg har via min yndlingsitaliener Carlo været så heldig at få fingre i noget vin, der egner sig glimrende til ovenstående scenarier og de lange, lyse forårs- og sommeraftener på terrassen. De kommer begge fra Tavignano i Marché i det centrale Italien. Misco, som er den mest interessante – men også dyreste – af de to, og Villa Torre. ??Jeg hører ofte, at italiensk hvidvin er noget tyndt, surt og tørt noget, der egner sig bedst til at putte i maden. Undskyld mit sprog, men bullshit! Hver ting til sin tid, og jeg synes, at for eksempel de to vine, vi har fat i her, er excellente til solens varme og lette pastaretter, skaldyr, fisk og hyggelige stunder i godt selskab. Nuvel, vinene er ikke fuldfede som australske eller californiske chardonnayer, men de er megasprøde og besidder en frisk og let tør frugtighed. Vinene, især Misco med de 14 procent alkohol, er sådan set kraftige nok – men de er dejligt usøde (kan man sige det?) uden dog at blive bitre i eftersmagen. Druesorten er 100 procent verdicchio, farven er flot gul i glasset. Prisen er også rimelig, faktisk ganske fornuftig. ??Der er næsten kun et at sige: Find en smuk pige, og knap den sprøde hvide Tavignano op. Det kan kun blive et godt forår. 5 point til Misco og Villa Torre.
Misco, Verdicchio dei Castelli di Jesi 2010 (Classico Superiore), Tenuta di Tavignano koster 85 kroner hos Carlo Merolli. Villa Torre, ligeledes Verdicchio 2010 Classico Superiore, koster 65 kroner. www.carlomerolli.dk ?
Karakterskala ??* Kan bruges i væbnede konflikter som kemisk krigsførelse, eventuelt som erstatning for napalm. ??** Kan til nød drikkes på hverdage – men egner sig egentlig bedre som blandingsprodukt i for eksempel sangria eller gløgg. ??*** Kan serveres for mødre, svigermødre og andre familiemedlemmer, du gerne vil holde i skak – men alligevel ikke spilde din bedste vin på. ??**** Kan serveres for venner eller overordnede, du gerne vil gøre indtryk på, men som intet som helst aner om vin. ??***** Vinen kan uden betænkning serveres til bunga bunga-fester og lignende. ??****** Andet glas drikkes stående under afsyngelse af det pågældende lands nationalsang. ?
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode