Han vil have lærerne til at tage styringen tilbage

Om Mathias Granum

• Forfatter til bogen Fra Monsterelever til Mønsterelever.

• Foredragsholder og underviser.

• Tidligere forstander på Efterskolen Epos.

• Cand.mag. i musikterapi fra Aalborg Universitet.

Der er noget helt galt med den måde, undervisningen er bygget op på i folkeskolen og gymnasiet. Reformpædagogikken er gået for vidt.

Det mener Mathias Granum, der har skrevet bogen fra Monsterelever til Mønsterelever – En hippielærers guide til, hvordan vi redder skolen. Guiden var egentlig tiltænkt lærere i grundskolen, men i den seneste tid har han besøgt en del gymnasier, som også genkender problemstillingen.

”Der er sket et skred i forhold til unges evne til at koncentrere sig, til klassekulturen og respekten for læreren som autoritet. Og konsekvenserne står desværre i kø: dårlige PISA-resultater, mistrivsel, støj, lavere faglighed og lærere, der går ned med stress,” siger Mathias Granum, der er cand.mag. i musikterapi.

Han har undervist i mange år og kalder sig selv og andre lærere for hippielærere. Fordi det var den pædagogiske venstrefløj, der “vandt kampen om pædagogikken i 1970’erne. Og siden da har vores idealer domineret skolen,” mener han.

”Det er en god ting, for der var nogle vigtige kampe med den sorte skole, der skulle tages. Men når vi ser på skolens problemer i dag, så mener jeg, at vi er gået for langt ud ad frihedstangenten. Vi har brugt de forkerte værktøjer til at prøve at løse skolens problemer. Det har jeg også selv prøvet,” fortæller Mathias Granum.

I mange år har han haft en stor interesse for konfliktløsning og progressiv pædagogik, men har erfaret, at det ikke kan stå alene. Han understreger, at han ikke vil genoplive lektor Blomme, men efterlyser “et gran jægersoldat-attitude, spejderkorpsånd eller karateklubdisciplin.”

“Kan vi genetablere en kultur, hvor det er den voksne, der ‘kører bussen?’ Kan vi lære elever, hvordan man er en superelev? Kan vi aktivt lære børn normer for respektfuld og venlig opførsel, selv hvis det i starten klinger lidt gammeldags og søndagsskoleagtigt?”

Rugbrødstilgang til læring
Mathias Granum var i 2015 med til at etablere Efterskolen Epos, hvor rollespil og legende læring udgør centrale elementer i pædagogikken. Grundlæggerne var drevet af progressive pædagogiske tanker om, at deres fornemste opgave var at sætte eleven i centrum og undervisningen fri. De frie rammer og elevernes naturlige nysgerrighed ville så motivere eleverne til at lære, mente de.

“En del af det, vi gjorde, virkede godt. Men vi overså den ubekvemme sandhed, at for de fleste mennesker kan skriftlighed, matematik og metallers kemiske egenskaber ikke læres udelukkende gennem medfødt nysgerrighed. Vanskelige, abstrakte færdigheder læres gennem øvelse og repetition, og det kræver, at man også har en rugbrødstilgang til læring,” pointerer Mathias Granum.

Men meget af det, der foregår i skolen, er langt fra rugbrødstilgang. I stedet forlader lærere læreruddannelsen og pædagogikum ifølge ham med et råd om at lave meget gruppearbejde og i høj grad at inddrage eleverne i valg af pensum, arbejdsform og emner.

“I praksis sker der ofte det, at man overlader det til eleverne at aktivere sig selv. Men for mig at se strider det imod, hvad forskningen siger,” påpeger Mathias Granum.

Han henviser blandt andet til Project Follow Through – som nok er verdens største forskningsprojekt inden for didaktik. Men når han holder foredrag for lærere, oplever han, at ingen har hørt om det.

”Det er i sig selv tankevækkende: Alle biologer kender Darwin; alle fysikere kender Newton. Men ingen lærere har hørt om verdens største studie i undervisningsmetoder. Det burde være det første, man lærte om klasseledelse på læreruddannelsen og pædagogikum,” pointerer han.

Mathias Granum opsummerer projektet som studiet, der har vist, at jo mere læreren er aktivator, jo mere lærer eleverne. De undervisningsformer i projektet, der gav eleverne mest frihed – og derved i højere grad overlod eleverne til at aktivere sig selv – havde flest negative effekter både i forhold til basale akademiske færdigheder og problemløsning, men også i forhold til selvværd og trivsel.

“Det giver fin mening, for man kan ikke skille det ad. Trivsel og selvværd kommer af, at der er faglig fremdrift, og af at man får mange små succeser i hver lektion. Fjerner man fremdriften og fokuserer for snævert på trivslen, er det ligesom at sige til en cyklist: ”Bare fokuser på at holde balancen – du behøver ikke at bevæge dig fremad”.

Kritikere har peget på, at studiet ikke længere er relevant, blandt andet fordi det er 50 år gammelt. Men Mathias Granum henviser til, at der siden er lavet flere meta- og metametaundersøgelser, der bekræfter studiets fund.

“Vi har altså verdens største studie, verdens største metaundersøgelse og verdens største metametaundersøgelse, der alle har samme klare konklusion, at jo mere læreren påtager sig at være aktivator, jo mere lærer eleverne,” siger han.

Undervisning i flyvende tempo
I sin søgen efter en modvægt til reformpædagogikken stødte han på den britiske skole Michaela Community School. Skolen er også blevet kaldt Englands strengeste skole. Den udmærker sig ved at have Storbritanniens højeste undervisningseffekt; den løfter eleverne med 2,5 karaterspring fra 6. til 12. klasse. Der er stram disciplin og klare konsekvenser for selv de mindste forseelser, men også en indføring i normer og god adfærd. På trods af det har skolen fået topkarakter i det nationale skoletilsyn på alle parametre, inklusive elevernes trivsel, adfærd og personlige udvikling.

Mødet med skolen bekræftede Mathias Granum i vigtigheden af lærerstyret undervisning. Det er også hans vigtigste anbefaling, hvis et gymnasium vil forbedre læringen.

“Når jeg taler om lærerstyret undervisning, så mener jeg ikke, at læreren skal stå og tale i 45 minutter. Derimod skal læreren løbende sætte eleverne i gang med for eksempel at tale med sidemanden, skrive noter eller løse en opgave,” siger han.

På Michaela Community School så han undervisning i ‘flyvende tempo’.

“Jeg har aldrig set så hyppig pingpong-undervisning. Og det var imponerende at se, hvordan alle elever var med,” bemærker han.

Det fik ham til at spørge skolens grundlægger, hvordan de fik de fagligt udfordrede elever med i det tempo. Det var ikke første gang, hun havde fået det spørgsmål, men hun mente, at man nærmere burde stille det modsatte spørgsmål, nemlig: ”Hvad gør man med de stærkeste elever?” Hun forklarede:

“Hvis man gerne vil have de langsomste med, skal man sætte tempoet op. Ikke på en måde, hvor man presser mere stof ind på kortere tid, men ved at øge dynamikken og mængden af pingpong i timen. Derved får læreren også løbende indsigt i, om alle er med.”

På samme måde mener Mathias Granum, at det er vigtigt, at læreren sørger for, at eleverne får en faglig succes hvert tredje minut og allerhelst fra starten af modulet.

“Vi kender alle til, hvordan selv små succeser avler den næste,” siger han.

Små tavler frem for skærme
Derudover anbefaler Mathias Granum, at man tager et kritisk blik på gruppearbejdet, som fylder alt for meget i den danske skole. En af grundene til, at gruppearbejdet ofte går galt, er, at det sjældent er alle elever, der er aktive.

“Typisk er det de fagligt stærke elever, der arbejder i gruppen, og ikke de elever, der har mest brug for det faglige løft. Det resulterer i det, som professor Kirschner kalder forklædt inaktivitet. Og læreren får ikke pålidelig feedback på, hvordan niveauet i klassen egentlig er,” siger Mathias Granum og uddyber:

“Gruppearbejdet virker kun, når en række faktorer er opfyldt, og det er de sjældent på ungdomsuddannelserne og i grundskolen.”

Paul Kirschner er en hollandsk professor i uddannelsespsykologi, som har forsket i gruppearbejde og samarbejdende læring.

I år har Mathias Granum været med til at starte et projekt om klassekultur på Mulernes Legatskole, hvor de blandt andet arbejder med såkaldte Do Now-opgaver, som også Michaela Community School bruger. Inspirationen kommer fra Doug Lemovs bog om klasseledelse. Ideen er, at når eleverne kommer ind i undervisningslokalet, står der allerede en opgave på tavlen, som de skal gå i gang med.

Det må godt være en simpel opgave, for eksempel en form for repetition med sidemanden. Pointen er, at alle så har været fagligt aktive, og der er skabt et momentum fra starten. Derved er det nemmere at være med i resten af lektionen,” forklarer Mathias Granum.

Computerskærmene har for længe været en kæmpe distraktion og skal ifølge ham helst ud af klasselokalet. På Mulernes Legatskole har de derfor indkøbt minitavler og kladdehæfter til hver enkelt elev.

“Minitavler kan bidrage til en mere aktiv form for undervisning, fordi alle elever kan svare ved at række tavlen op. På den måde får læreren også hurtig feedback og kan justere niveauet for at få alle med,” siger han.

Klasseledelse er en holdsport
Vil de hurtige skift og pingpong i undervisningen ikke ske på bekostning af den faglige fordybelse?

”Jeg mener, der finder mere faglig fordybelse sted i god klasseundervisning end i det gennemsnitlige gruppearbejde, hvor eleverne nemt kommer til at lave alt muligt andet, og hvor svarene er nemme at copy-paste fra en online kilde.”

Lærerne løber i forvejen stærkt. Hvordan skal de få tid til at forberede hyppig pingpong-undervisning, faglig succes hvert tredje minut og så videre?

”God undervisning kræver selvfølgelig noget forberedelse. Men jeg tror, det vil kræve langt mere forberedelse, hvis man virkelig skulle få gruppearbejdet til at lykkes – for det kan gå galt på så mange måder. Og man kan styrke sin klasseundervisning med ganske simple greb. I stedet for at bede eleverne række hånden op, kan man for eksempel bede dem skrive svaret på minitavlen og række den i vejret. Det kræver ikke mere forberedelse. Og du aktiverer alle eleverne på én gang – også dem på bagerste række, som man ellers overser.”

Mathias Granum understreger, at hvis initiativerne skal rykke noget, skal man ikke stå med dem alene som lærer. Vil man uroen og den manglende aktivitet i timerne til livs, bør man som skole tage fat i kulturen sammen.

“Klasseledelse er en holdsport. Hvis man er alene om at stramme op og stille højere forventninger, så kan man risikere at blive den ‘onde lærer’ og få meget modstand. Man er nødt til sammen at finde ud af, hvad man vil insistere på. Og så skal alle selvfølgelig gøre det,” understreger han.

Klasseledelse er jo ikke et nyt begreb, hvorfor mener du, at det ikke er bedre udbredt?

”Jeg mener at vi har fortalt lærerne de forkerte ting. For eksempel har vi på dansk kun ét ord for den praksis, hvor man spørger en elev, der ikke har hånden oppe. Vi kalder det at harpunere, og lærere får at vide, at dette skaber utryghed i klassen. Men nyere studier viser det modsatte: Det skaber tryghed. Fordi tryghed kommer ikke af at undgå det, man er bange for – det kommer af, at man gør det hyppigt og får mange små succeser. Jeg bruger ordet fremkalde i stedet for harpunere og håber, det kan blive en del af den danske pædagogiske ordbog. For hvis vi lærere ikke aktivt fremkalder vores elever, så vil det være de samme fem, som rækker hånden op hele året, og vi vil tabe mange elever på gulvet,” siger han.

“Derudover møder jeg mange nyuddannede lærere, som siger, at de ikke rigtig har lært at undervise. De har lært at reflektere over undervisning. De kan lave en komparativ analyse af Dewey og Vygotsky, men de har ikke lært, hvordan man holder et frisk tempo i lektionen eller giver en instruks, som alle elever forstår. Hvis vi underviser i pædagogik som en akademisk disciplin, så overser vi, at undervisning også er et håndværk og en kunst,” understreger Mathias Granum.