Artikel
Kroppen er ”pærfekt”, som den er
20260423_150249-scaled-aspect-ratio-348-234

Til Pærfekt Croquis skal eleverne gennem flere forskellige tegnerunder. Her er de i gang med den afsluttende dybdegående runde.

Kroppen er ”pærfekt”, som den er

På Sankt Annæ Gymnasium forsøger de at lave et opgør med perfekthedskulturen gennem croquistegning og debat.

Tekst_ Martin Harvøe Kristensen
Foto_ Martin Harvøe Kristensen

To nøgne mennesker poserer på scenen på Sankt Annæ Gymnasium i København. Foran dem sidder en stor gruppe elever fra 2.g og 3.g. med tegneblokke og blyanter. Koncentrerede skitserer de på hver deres blok, imens stille instrumentalmusik fylder salen.

Denne specielle undervisningssituation er en del af undervisningsforløbet Pærfekt Croquis, der er skabt af Muskelsvindfonden og Børns Vilkår med støtte fra Nordea-Fonden. Formålet er at gøre op med perfekthedskulturen ved at lade eleverne møde mennesker, hvis kroppe falder uden for ”normalen”.

Eleverne fik en aha-oplevelse på den fede måde.
Frederik Walter Olsen, model
Pærfekt Croquis

Frederik Walter Olsen

Model

Pærfekt Croquis

Forløbet består af en blanding af paneldebat og croquistegning. Og det virker, mener Frederik Walter Olsen, der er en af dagens modeller.

”Det virkede, som om at alle eleverne fik en aha-oplevelse på den fede måde. De levede sig virkelig ind i det meget sårbare og fine rum, der blev skabt,” siger han.

Frederik Walter Olsen har været model for Pærfekt Croquis, siden de startede i 2018. Han har et meget synligt ar på maven, der er et mærke fra en operation foretaget ved fødslen, og så har han spastisk lammelse i sin højre side af kroppen.

De er jo bare mennesker
Ida Kock Nielsen og Selma Riis Nielsen går i 2.g på Sankt Annæ Gymnasium. De synes, at det var en ret speciel og overraskende naturlig oplevelse at deltage i arrangementet.

”Da vi først gik i gang efter paneldebatten, og de to modeller stillede sig op og lavede deres poseringer, så smittede deres rolighed meget hurtigt af på os. Man blev ret hurtigt klar over, at der ikke var noget farligt over det. De havde godt nok ikke tøj på, som man normalt har, men de er jo bare mennesker,” siger Ida Kock Nielsen.

Selma Riis Nielsen tilføjer:

”Jeg synes også, at det skabte et virkelig fint rum, som jeg godt kunne lide at være i. Og tiden gik hurtigt, fordi de var gode til også at skabe en ramme, som alle kunne være i,” siger hun.

Det var inspirerende, og det satte virkelig nogle tanker i gang.
Oscar Langer Carlsen, elev
Sankt Annæ Gymnasium

Oscar Langer Carlsen

Elev

Sankt Annæ Gymnasium

For Oscar Langer Carlsen, der går i 3.g, var arrangementet også en særlig oplevelse.

”Det kom tæt ind på sjælen. Ikke på en dårlig måde, og ikke fordi det var ubehageligt på nogen måde. Jeg synes, det var inspirerende, og det satte virkelig nogle tanker i gang omkring mange ting – både den måde, jeg færdes på sociale medier, men også den måde, jeg ser min egen krop på,” siger han.

Fra usikkerhed til accept
Det gør indtryk på Frederik Walter Olsen, der er vokset op med den samme usikkerhed over sin egen krop, som mange unge mennesker oplever i dag.

”Jeg har jo været vant til, at folk kiggede på mig. Inden jeg lærte at acceptere det og skabe lidt ro inde i mig selv i forhold til, hvordan jeg ser ud, tænkte jeg tit: Hvorfor kigger de? Eller jeg har ikke sixpack, har jeg mon en chance for at få en kæreste?”

De er oppe imod nogle hårde normer og nogle endnu hårdere skønhedsidealer.
Gitte Tilling, lærer
Sankt Annæ Gymnasium

Men netop det at stille sig nøgen op foran en gruppe elever, uden at skamme sig over det, har været med til at ændre Frederik Walter Olsens syn på sig selv. Og han håber på at kunne hjælpe andre unge med det samme.

Gitte Tilling

Lærer

Sankt Annæ Gymnasium

At bryde med kropsidealerne
Gitte Tilling, der er lærer og studievejleder på Sankt Annæ Gymnasium, ser arrangementet som en vigtig del af elevernes dannelse. Hun peger på, at unge mennesker i dag står over for nogle kropsidealer, der er svære at leve op til.

”Derfor vil vi gerne hjælpe dem til at få en bedre og sundere forståelse af dem selv, og hvordan de ser på andre mennesker. For de er oppe imod nogle hårde normer og nogle endnu hårdere skønhedsidealer, ikke mindst på de sociale medier,” siger hun.

Hun forklarer, at hun tror, at Pærfekt Croquis kan hjælpe eleverne med at blive mere komfortable i deres egne kroppe og til at blive bevidste om, at der er nogle, der tjener penge på, at de forsøger at leve op til nogle særlige kropsidealer.

”Og det gør dem ikke glade at forsøge at leve op til perfekthedsekstremer – tværtimod,” siger hun.

Formanden for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen, ser Pærfekt Croquis som et modspil til perfektionskulturen.

”Vi tager udgangspunkt i kroppen, sætter fokus på den med al dens mangfoldighed og skævheder. Uanset hvordan den krop er, og hvordan den ser ud, så er den helt perfekt på den nye måde med Æ,” siger han.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater