Lærere og forskere skriver om afmagtsfølelsen som lærer

Historisk autoritetskrise, manglende elevmotivation og modstand som en slags grundpræmis i lærerarbejdet. Sådan kan vilkårene for nutidens gymnasielærere nogle gange føles. Og der er derfor brug for at åbne for en samtale om den afmagtsfølelse, man kan stå i som lærer.

Det mener gymnasielærerne Tony S. Andersen og Maren Aarup Schjørring – to af forfatterne til den nyligt udkomne bog Magt og afmagt i lærerarbejdet – med undertitlen Klasseledelse, autoritet og elevmotivation i en brydningstid.

De to underviser i henholdsvis dansk og engelsk på Odense Katedralskole og dansk og fransk på Ordrup Gymnasium – og kommer begge med mere end 20 års erfaring som gymnasielærer i bagagen.

Selvom de mener, at de har verdens bedste job, så ser de også et behov for at sætte ord på og diskutere nogle af de frustrationer, der findes ude i klasseværelserne, hvor lærerens funktion som klasserumskulturens leder er udfordret af fænomener som koncentrationssvigt, manglende selvdisciplin og et stigende behov for at opdrage på eleverne.

”Klasseledelse befinder sig i et vadested mellem frihed og styring, hvor de gamle forestillinger om autoritet og kontrol ikke længere slår til. Men hvor nye begreber som selvledelse og frihed på ingen måde kan stå alene, og en kongstanke med bogen er at åbne for samtaler om alt det svære i lærerjobbet,” siger Maren Aarup Schjørring.

Oplæg til debat
De har sammen med forskerne Steen Beck og Flemming B. Olsen skrevet bogen som et oplæg til debat om positive og negative elementer i gymnasielærerjobbet, om magten i at kunne indgå stærke relationer med eleverne og give dem viden, men også afmagten, der kan snige sig ind i lærergerningen, når undervisningen ikke lykkes. For eksempel fordi man mangler de rigtige værktøjer til at magte opgaven, eller fordi elever ikke anerkender lærer-elev-relationen.

Tony S. Andersen

• Lærer på Odense Katedralskole.
• Underviser i dansk og engelsk.
• Er derudover ekstern supervisor på Syddansk Universitet i universitetspædagogik – pædagogikum for de ansatte på universitet.

 

Samtidig ser de et behov for et mere nuanceret blik end de to positioner fra henholdsvis konservativt og progressivt hold. Hvor man fra den ene side kræver, at eleverne skal blive bedre til at gå i skole og tilegne sig kundskaber, og hvor der skydes på både forældres slappe opdragelse og læreres slappe klasseledelse. Og den anden side argumenterer for, at så længe vi ikke har fundet nye måder at skabe fællesskaber i skolen med dertilhørende arbejdsformer og faglige tilgange, som kan motivere eleverne, kan man ikke fortænke eleverne i at være umotiverede og udvise tegn på faglig mistrivsel.

”Begge dele rummer sandheder, men har også indbyggede blinde vinkler, og de fleste af os gymnasielærere navigerer i midten mellem den konservative og den progressive pædagogik. Med bogen giver vi ikke løsninger eller endegyldige svar, for den enkelte lærer skal finde sin egen vej, og der er ingen lette løsninger,” siger Maren Aarup Schjørring.

Tony S. Andersen supplerer:
”Følelsen af afmagt og magt er forskellig fra lærer til lærer, om man er ung og uerfaren, gammel og erfaren, hvilken skole man underviser på, hvilke elever og alt muligt andet.”

I bogen slår de et slag for, at der skal findes nye forståelser mellem styring og stemning – mellem et konservativt og et progressivt syn på undervisning, hvor lærerautoritet ikke er et fyord, men hvor selvsamme autoritet bruges til at skabe en læreproces, som er med til at udvikle frie og modne mennesker.

Maren Aarup Schjørring

• Lærer på Ordrup Gymnasium.
• Underviser i dansk og fransk.
• Er derudover ansat på Syddansk Universitet som underviser på teoretisk pædagogikum og på efteruddannelseskurser for gymnasielærere.

 

Stil krav til eleverne
Helt grundlæggende mener de begge, at man som gymnasielærer lever med livets hastigheder og samfundets strømninger, og man nu engang må arbejde med de elever, man har.

”Lige nu er AI er en helt grundlæggende afmægtighed for os lærere. Læsekrisen og den manglende veneration for faglig viden blandt mange elever er en anden udfordring som gymnasielærer, for hvordan overbeviser vi de elever, der undviger læring og bare er på gymnasiet for det sociale liv,” spørger Tony S. Andersen.

For at kunne overleve i jobbet som gymnasielærer mener han, at man er nødt til at acceptere, at man ikke altid kan lykkes med at løfte alle elever fagligt.

Til gengæld tror han, at det er vigtigt, at man forlanger noget af eleverne og stiller krav til dem, og også får det gjort tydeligt, hvad det gør ved en klasse, når en gruppe elever ikke er interesseret i at lære noget.

”Der er ikke mange, der står op om morgenen og tænker, at nu skal jeg ødelægge dagen for min lærer og mine klassekammerater, så tal med dem om, at de bliver spielverderbere, når de ikke byder ind,” siger Tony S. Andersen.

Find din egen autoritet
Hvor lærerautoritet tidligere var givet qua lærerens formelle position, beskriver bogen, at den i dag skal opbygges gennem tillid, respekt og faglig tyngde, og autoriteten skal komme både oppefra – via fagplaner og eksamener, nedefra – via elevernes nysgerrighed, engagement og motivation og indefra, hvor du som lærer skal engagere dig i dine elever, vise du er et menneske og ville noget med dem.

”Når man er interesseret i eleverne, vil noget med dem og tager dem med ind i maskinrummet og er klar på at diskutere undervisning med dem, så får du street-credibility og autoritet som lærer,” siger Maren Aarup Schjørring.

Hun mener, det handler om at finde sin egen autoritet som lærer – om det så sker ved at klæde sig i mere formelt tøj – eller tage et bestemt humør på.

”Elever kan bedre lide og har større respekt for den autoritet, der er begejstret for sit fag og som er positiv at være sammen med, så jeg tager et godt humør på, for ellers bliver der modstand,” fortæller hun.

Tony S. Andersen giver et didaktisk råd, som han selv har fået af teaterinstruktør Peter Langdal på et kursus for mange år siden.

”Vær entusiastisk – for selv falsk entusiasme smitter,” siger han.

En model for lærerarbejdet
Det helt store spørgsmål er, hvordan vi kan indrette en skole og tænke en lærerrolle, som tager hånd om udfordringerne ude i klasseværelserne.

Her bringer bogen en model for det komplekse lærerarbejde med fire grundlæggende funktioner i lærerrollen. En model, som Tony S. Andersen og Maren Aarup Schjørring håber, kan tjene som overordnet ramme for gode analyser og diskussioner om konkret undervisning – både nu og i fremtiden.

Modellen har en vertikal akse med begreberne ’mediering’ og ’facilitering’ som yderpunkter i forhold til lærerens didaktiske metode, og en horisontal akse med ’relation’ og ’socialisation’ som yderpunkter i forhold til lærerens kommunikation og stil i samspillet med eleverne.

Mellem de fire nøglebegreber er indsat kernekompetencer og dyder, som er afgørende for elevers evne til at lære: Internalisering, deltagelse, decentrering og tillid.

”På den måde bliver modellen lidt eviggyldig, selvom eleverne ændrer sig,” mener Maren Aarup Schjørring.