Til forsvar for fremtiden

Det skorter ikke på fænomener og begivenheder i nutiden, der kan give næring til bekymring, uro og mismod. Det være sig klimakrisen, der virker uendelig, flygtningekrisen, der virker uløselig, økonomien, der virker skrøbelig. Demokratifjendske bevægelser på fremmarch i Europa, fake news, Rusland, Nordkorea, Trump og brexit.

Samtidig er en række grundværdier i skred. Troen på sandhed, sammenhold, demokratiets styrke, redelighed og sammenhængskraft, som vi i årevis har taget for givne og ukrænkelige størrelser, bliver udfordret og skal forsvares på ny.

Tilsammen efterlader det, set med forfatteren og videnskabsfilosoffen Tor Nørretranders’ blik, hos mange mennesker følelsen af at befinde sig i en opløsningstid, der i stigende grad hensætter dem i en tilstand af resignation, apati og handlingslammelse.  

”Den grundlæggende tro på, at samfundet hænger sammen, og alle er med, er skredet. Uligheden har været voksende de senere årtier, og tilbøjeligheden til at udstøde nogle fra fællesskabet og sætte dem af er ligeledes stigende. En masse faktorer gør, at det hele virker uoverskueligt, og man giver op. Andre føler sig overset og forbigået, og de reagerer på det ved at vende sig mod kræfter, som jeg ikke bryder mig om,” siger han.

At forestille sig en bedre verden
Dén udvikling vil han gerne modvirke. Og i sin nye bog, Se frem, der har undertitlen Fra opløsningstid til oplysningstid, slår han til lyd for at fatte mod, byde sortsyn trods og tænke i nye løsninger på de velkendte problemer.

Tillid og inspiration til forandring finder han i fortiden, nærmere bestemt i oplysningstidens idealer, som de blev formuleret af den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant (1724-1804), hvis tanker om natur og moral, at man bør handle, som man mener, alle bør handle, er bogens indre motor og omdrejningspunkt.

Tor Nørretranders inddrager en lang række videnskabelige felter som hjerneforskning, astronomi, kvantemekanik og de nyeste teorier om menneskelig handling til at belyse udviklingen fra oplysningstiden til i dag for dels at undersøge, hvordan værdierne er eroderet, og dels til at understøtte bogens hovedpointe, at vi mennesker fundamentalt er fremadtænkende væsener, der besidder muligheden for at forandre verden, fordi vi netop er i stand til at forestille os en anderledes verden.

Men det fordrer, at vi igen begynder at tænke selvstændigt, og at vi tænker på andre, som førnævnte Kant opfordrede til for mere end to hundrede år siden. Tor Nørretranders ser i nutiden nogle af de samme tendenser, som Kant påpegede faren ved.

”Mange af de sociale og kulturelle idealer og visioner, som er fundamentet for vores samfund i dag, stammer fra oplysningstiden. Kant ville have folk til at tænke selv i stedet for blot at overtage de synspunkter, som staten og kirken udstak. Det var en tid, hvor man skulle tænke samfundet forfra, og det ser jeg et behov for også i dag, hvor der er nogle mekanismer, der gør, at vi lever i et ekkokammer især på de sociale medier, hvor vi ’liker’ og gentager andres tanker, som vi har en tendens til at videregive uden at tænke selv.”

Bogens titel er Se frem. Du skriver, at vi hele tiden ser frem, og deri findes der et håb. Hvad vil det sige at se frem, og hvorfor kan vi ikke lade være?

”Udtrykket har mange betydningslag. Som et hverdagsnært og næsten politisk slogan handler det om at forholde sig til fremtiden og turde se løsninger i stedet for kun problemer. Men det har også et andet lag, som handler om, hvordan vi forstår og sanser verden omkring os. Nyere gennembrud i hjerneforskningen viser, at vores sanseapparat hele tiden forudsiger og prøver at fatte, hvad der skal ske. Vi udkaster gisninger, hypoteser, forestillinger og forventninger. Og det minder meget om, hvordan moral og etik fungerer, hvor vi gisner om, hvad vi kunne gøre i en given situation, og det bruger vi til at vælge, hvordan vi skal handle,” forklarer han.
 
Folkelig mobilisering
Dermed kommer det at sanse verden og se frem også til at pege på en vej ud af følelsen af opløsning. For når vi hele tiden medskaber verden ved at se muligheder og vælge mellem dem, får vi et større medansvar og muligheden for at handle anderledes og tro på, at forholdene kan være anderledes.

”Det, der karakteriserer en opløsningstid, er netop, at mennesker mister troen på, at noget kan være anderledes. I stedet for at være anfægtede og have opmærksomhed på de omstændigheder, der gør, at man er bekymret og bange, bliver man let passiv og opgivende. Men effekten af, at mange begynder at bevæge sig en bestemt vej, kan være ganske stor, og der kan ske ændringer.”

Hvad kunne være et eksempel på det?

”Det mest oplagte er atombombetruslen, som i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne så helt uoverstigelig og håbløs ud. Men der opstod bevægelser og en folkelig mobilisering i hele samfundet. Og ja, det er naivt at erklære en børnehave for atomvåbenfri zone, men hvis tilpas mange bevæger sig i samme retning, er det udtryk for en fælles bevidsthed i samfundet, og dét kan flytte noget. Til sidst indså også politikere og generaler, at disse våben udgjorde en fare frem for en sikkerhedsforanstaltning, og vi fik de store ned­rustningsaftaler.”
 
Samfundet glemmer sine sejre
Et andet aktuelt eksempel kunne være forureningen eksemplificeret ved vandkvaliteten. Da Tor Nørretranders var ung, blev det anset for utilrådeligt at bade i Øresund, og her få årtier senere er Københavns inderhavn omdannet til et gigantisk badebassin. En udvikling, der var utopisk og fuldstændig utænkelig dengang, men i dag tages for en selvfølgelighed, og som er et resultat af et folkeligt pres på politikerne.

Det kunne se ud, som om de fremskridt, der sker, har svære kår, fordi vi hurtigt glemmer, hvordan vi nåede hertil?

”Ja, der er meget, der lykkes, men der er et problem i den politiske kultur, der gør, at sejre er svære at fejre. Det handler om, at folk bliver engagerede, når de er ’objekter for det onde’. Man ser sig som en, der er offer for andre, og det protesterer man så imod, hvad enten det er skatten eller nedskæringer. Man går ind i politik for at bekæmpe noget, andre gør forkert, og bliver en genstand for det. På den måde bliver det nemmere at fokusere på det, der bliver værre, og faren ved den kultur er, at man demotiverer mennesker.”  

Du skriver, at vi tænker fremtider og skaber fremtider. Er vi basalt set optimistiske skabninger?

”Mennesker er meget mere optimistiske, end de selv forestiller sig eller selv ved. Det sikre er som regel en skeptisk og lettere pessimistisk tilgang til verdens problemer. Når man er begejstret, ser det ofte mindre skarpsindigt ud, og jeg får da også over nakken for at være så optimistisk, når det handler om miljø og samfundsforandringer. Men tag nu det banale forhold, at vi sidder her og snakker. To biologiske væsener, der kommer fra amøber og bakterier milliarder af år tilbage. Liv kan kun laves af liv, det vil sige andre levende væsener, der har klaret udfordringerne og givet liv videre. Det er en uafbrudt kæde af overdragelse af livets fakkel fra generation til generation. Vi har indbygget en ufattelig erfaring i at overleve, som vi ikke lægger mærke til i vores hverdag. Og vi har en dyb biologisk selvtillid, som handler om, at vi er her jo, vi klarer den jo. Vi taler om, at nu går det galt, Antarktis smelter, men vi har løst problemerne før, og vi kan også løse de problemer, vi står med i dag.”

Engagement kan nytte
Hvis gymnasielærere skal indgyde deres elever den tro og det håb for fremtiden i en tid, hvor eleverne ikke bare skal være kritiske, men nærmest støvsuge hver en sætning for misinformation, hvordan skal de så gribe det an?   

”At informationer flyder så frit, og alle kan meddele sig til alle for ingen penge, er på samme tid en fantastisk frigørelse, men rummer også muligheden for, at lyssky typer kan udnytte det til at sprede usandheder eller platte dem for penge. Der er ikke noget filter, og øvelsen må være at give de unge mennesker en begejstret forståelse af de muligheder, de har fået, og farerne, der er indbygget i samme. På en måde er det ikke noget nyt. Verden er et dejligt sted at være, men der er skumle typer. Unge mennesker har skullet lære at færdes på gaden og i nattelivet. De har skullet lære at skelne mellem dem, der vil dem det godt, og dem, der vil dem det ondt. I et digitalt univers kan de ikke længere bruge de biologiske metoder som at aflæse ansigter, men det er samme grundlæggende navigationsproblem,” siger han og tilføjer:

”Og så kan lærerne fortælle, at det faktisk kan nytte at engagere sig og løse problemerne. Som Kant var optaget af, er vi på samme tid små størrelser i forhold til naturen og universet, men med en frihed og autonomi, som indgår i en større sammenhæng og i måden, vi møder andre mennesker på. Dét skal de lære at forholde sig til og selv udøve. Ingen andre kan gøre det for dem.”