Tidsregistrering kræver en gensidig tillidserklæring

”Tiden spadserer med høj hat og stok som en anden gentleman der har rigeligt og mer’ end nok. Og altid på farten i både solskinsvejr og regn ser han ud som en for hvem det hele er ligeud ad landevejen”.

Det var næppe et kig i gymnasiesektorens krystalkugle, der i 1980 fik musikeren, sangskriveren og poeten C.V. Jørgensen til at sætte sig ned og skrive Sahara non stop. Og selv om det nok heller ikke er helt samme slags tid, han synger om, kan vi såmænd godt bruge den slags lyriske oversættelser i beskrivelsen, hvis ”tiden” er tid som i den tidsregistrering, de fleste gymnasielærere har været underlagt siden effektueringen af OK 13. Og som af forskellige årsager har skabt en vifte af problemer og således har fået Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og Moderniseringsstyrelsen til i teksten i den nyeste overenskomst, OK 15, at betone, at tidsregistreringen skal fungere.

Ligeud ad landevejen, synger C.V. i første vers. Ja, sådan kunne det måske have set ud, da den normaliserende etat fjernede lærernes forhandlingsret på arbejdstid, og et tidsregistreringssystem trådte i stedet som et værn mod det grænseløse arbejde. Men ligeud ad landevejen har det ikke været. Se bare her, hvad et GL-medlem tidligere på måneden blandt andet skrev i debatforummet på gymnasieskolen.dk:

”Jeg bruger nødigt ordet katastrofe, men GL’s insisteren på tidsregistrering er i sandhed en katastrofe for gymnasiestanden (…). Der er absolut intet realistisk scenarie, hvor tidsregistreringen kommer til at virke til vores fordel. Intet.”

Skribenten er med sikkerhed ikke repræsentativ for hele standen. Men han står med sikkerhed heller ikke alene med sine synspunkter. Tidsregistrering er en industrimentalitet og passer ikke til arbejdet som underviser, lyder kritikken fra dem, der ønsker sig tilbage til akkorderne med et forhåndstildelt antal minutter for en given opgave.

At det for nogle synes meningsløst, ja, direkte forringende for arbejdsvilkårene og dermed for undervisningen at skulle tidsregistrere, er en ting. En anden er, at det formentlig ikke har gjort det bedre, at hele den omdiskuterede OK 13 i princippet blev tvunget ned over lærerne. Udgangspunktet for lærerne på de skoler, der bruger tidsregistrering, er således, at det ikke er til diskussion. Dermed er vi nået til andet vers i Sahara non stop.

Ikke et faktureringsværktøj
”Tiden strækmarcherer i takt og uniform som en kampklar legionær på ørkenvandring i en sandstorm”.

På Rosborg Gymnasium og HF i Vejle begyndte den ny tid da heller ikke særlig godt. Både lærere og ledelse følte en vis usikkerhed og utryghed ved systemet. Det gav et ordentligt rabalder, fortæller Claus Due, der tiltrådte som tillidsrepræsentant (TR) samtidig med implementeringen af OK 13. Problemerne begyndte at vise sig tydeligt i løbet af det første år.

”Der skete det, at folk registrerede deres tid. Men der var ingen organisering, intet omdrejningspunkt, for tidsregistreringen. Der vil altid opstå gnister, når der kommer sådan et paradigmeskifte, men både vi lærere og ledelsen kunne se, at det ikke fungerede og kom til at gå ud over kerneydelsen. Der blev stillet mange konfrontatoriske spørgsmål, som ledte til konfrontatoriske svar. Og samarbejdet mellem TR og ledelse var ikke godt,” forklarer Claus Due.

Det, der ifølge tillidsrepræsentanten begyndte at rykke noget, var enigheden om at forstå hinandens udgangspunkter og lave nogle principper for tidsregistreringen i fællesskab. I første omgang var oplægget til sådanne principper skrevet af ledelsen alene, noget, som rektor Mads Peter Villadsen i dag gerne havde set udarbejdet i dialog.

”Derfor var det en noget hård start for en ny TR. Der lå jo i baglandet en forventning om, at han skulle være imod OK 13-tanken. Men vi har haft mange drøftelser og brugt meget tid sammen og på den måde efterhånden fået skabt en konstruktiv og gensidig forståelse. Og så har vi holdt fast i de principper, vi fastlagde,” siger Mads Peter Villadsen.

Claus Due lægger vægt på de to ord tillidsbaseret dialog – såvel i sammenhæng som hver for sig – som en afgørende forudsætning for en vellykket samtale omkring opgaveporteføljen. En positiv og løsningsorienteret tone har været nødvendig, da begyndelsen fra begge sider var præget af fastlåste positioner.

”Der har været behov for nogle konkrete tiltag, hvor begge parter anerkender tidsregistreringen for det, den er: Ikke et faktureringsværktøj, men et redskab til at prioritere og løse de opgaver, der er planlagt. Det er væsentligt, at medarbejderne forsøger at løse opgaverne bedst muligt efter ledelsens ønske. Det kræver en gensidig tillidserklæring, og det er vigtigt at sige og skrive den tillid ned i fællesskab, selv om det måske er åbenlyst. Der ligger sådan set heller ikke noget vidtløftigt eller nogen opfindelse af noget nyt i det her. Derimod noget helt basalt omkring samarbejde,” siger Claus Due.

Han ser en stor udfordring i den differentiering, som er uundgåelig med tidsregistreringen. Derfor nytter det ikke at hænge fast i planlægningstal, for de vil afvige fra tidsregistreringen, som dermed ikke kan fastholdes som værn mod det grænseløse arbejde. Diskussionen kommer uvægerligt til at handle om brede og smalle skuldre.

”Deri ligger jo et opgør med en retfærdighed i et system, hvor vi var planlagt med samme tid – hvilket jo også indeholdt åbenlyse uretfærdigheder. Nu har vi en anden retfærdighed, hvor alle arbejder de timer, de får løn for.”

Vi er nået til tredje vers i Sahara non stop.

Kender ikke slutningen
”Tiden distancerer hvad distanceres kan gennemblødt af angstens sved som den primitive marathonmand”.

Netop differentieringen er en del af de fastlagte principper på Rosborg Gymnasium og HF. Principperne fastslår, at opgaverne kan planlægges med hensyn til fag, alder og så videre. Det er i sidste ende ledelsens ansvar at prioritere, men der er en åben planlægning, hvor lærerne bygger ”tårne” op til 1.680 timer med planlægningstal, der bygger på de tidligere akkorder. Hvis en lærer bruger for meget eller for lidt tid, har både ledelsen og den pågældende medarbejder et ansvar for at råbe vagt i gevær og indgå i en tillidsbaseret dialog. Begge parter skal anerkende, at tingene kan gøres anderledes, men ledelsen skal ikke blot kunne sige: ”Det må du gøre smartere.”

”Dialogen skal være løsningsorienteret. Vi har fortsat brug for at blive bedre til dialogen og blive mere konstruktive og løsningsorienterede. Vi er ikke i mål endnu, men pilen peger i den rigtige retning,” siger Claus Due.
Således skal parterne løbende forholde sig til, hvad der sker, og konkludere skriftligt i et dokument, der også skal godkendes af begge parter. Er der ikke enighed i konklusionen, skal begges synspunkt fremgå, så det medtages i vurderingen ved årsopgørelsen.

Claus Due har en positiv fornemmelse, selv om han ikke ved, hvordan det ender. Han kan først evaluere i august.

”Hvis det nu til sommer viser sig, at vi har en lang række medarbejdere, som ikke får merarbejdet godkendt, har principperne jo ikke virket. Så dybest set kan jeg endnu ikke sige, hvordan det her udmønter sig i sidste ende,” siger han.

Samtidig afventer han og kollegerne ankomsten af en ny rektor, når Mads Peter Villadsen med udgangen af april forlader skolen. Ganske vist kan man forvente en vis fortsættelse og overlevering gennem vicerektor, men de nye rektorkandidater kommer også med deres egne bud på, hvordan tingene skal løses.

Afgående Mads Peter Villadsen forventer dog ikke de store problemer på baggrund af erfaringerne med år to efter ”den vilde opstandelse det første år”.

”Folk får jo anerkendt tidsregistreringen, fordi vi har haft en løbende tilretning,” konstaterer han. Han oplever dog stadig lærere, der kommer og spørger: ”Hvor mange timer får jeg for den her opgave?” ”Det afhænger af tidsregistreringen,” lyder det selvfølgelige svar.

”Men jeg synes, det fungerer godt med vores principper og tilretningen. Lærerne er gode til at tage ansvar og er meget konstruktive. Jeg oplever også, at vi har fået mere nære forhold på skolen og en større forståelse for arbejdsopgaverne,” siger Rosborg-rektoren.

Stoler på medarbejderne
Mads Peter Villadsen tror, at udfordringen i år tre bliver at fortsætte den nuværende udvikling – men også at bruge OK 13’s muligheder for at differentiere yderligere, for eksempel på det pædagogiske område. Kan man ændre pædagogikken og tænke anderledes? Hvordan kan den omlagte skriftlighed udnyttes?

Han overvejede at lade sig pensionere med OK 13, men er glad for, at han blev.

”Det har været spændende og en stor tilfredsstillelse at nå dertil, hvor vi er nu. Jeg har haft et dejligt sidste arbejdsår. Jeg er glad for OK 13. Vi har fået skabt et ledelsesrum, som er blevet anerkendt fra medarbejdernes og TR’s side,” siger Mads Peter Villadsen.

Han er lidt tilbageholdende med at give en masse gode råd til rektorkolleger. Det gælder om at finde den model, der passer til stedet – ”hver skole sin tradition” – men han kan anbefale at aftale nogle principper i fællesskab. Hvis der er et tillidsfuldt forhold og en løsningsorienteret dialog, kan man tale sig til rette om det meste, selv om han indrømmer, at det kan være en udfordring at få alle med.

For hans eget vedkommende handler en del af tilliden om at stole på sine medarbejdere.

”Vi har for eksempel ingen tilstedeværelsespligt. Tilstedeværelsespligt mener jeg, er tåbeligt, men det kan jo være, andre mener noget andet. Hvis bare lærerne er her, når eleverne skal undervises og i forbindelse med kollegialt samarbejde, stoler jeg på, at de laver deres arbejde på andre tidspunkter og steder. Jeg stoler også på medarbejdernes tidsregistrering.”

Problemerne omkring tidsregistreringen er dog ikke endegyldigt løst, mener Claus Due. At skabe dialog er en løbende proces. Akkordtankegangen hænger stadig fast hos både lærere og ledelse, så problemstillingerne eksisterer stadigvæk, bedyrer han.

”Men vi har fået bedre rammer til at løse dem. Sidste år havde vi en stor mængde undertid og en tilsvarende mængde overtid, men det viser jo bare, at tidsregistreringen differentierer os i ekstrem grad. Så hvordan finder vi ud af at kollektivisere den individualisering, der finder sted? Det kræver vilje fra begge parter, ellers kommer man ingen vegne. Vilje til at acceptere modpartens udgangspunkt,” siger han.

Det skulle jo nødigt ende som i det sentimentalt ørehængende omkvæd i C.V. Jørgensens Sahara non stop:

”Og alt imens folk står og kigger på dette underlige fænomen der bare går rundt og tikker bli’r vi flere og flere der stiger af rotteræset på afhoppermaner”.