Teori og praksis kan ikke adskilles

Med regeringens meget omdiskuterede udspil til en reform af ungdomsuddannelserne, som blandt andet involverer nedlæggelse af hf samt oprettelsen af en ny praksis- og professionsrettet epx-uddannelse, virker det, som om man, måske i iver efter at profilere og markere forskelle, beskærer de enkelte uddannelsers formål. Fra nogle politikere og debattører har vi hørt argumenter, som bygger på et kunstigt skel mellem det teoretiske, som noget der bor på stx, og det praktiske, der bor på epx. Dermed overses, at læring er en proces, der sker, når vi anvender viden og selv driver vores egne læreprocesser.

I stedet burde man se på og lære af de områder i uddannelserne, hvor det teoretiske allerede kobles med det praktiske. Teori og praksis fungerer måske retorisk som modsætningspar, men i virkelighedens uddannelse/i praksis kan de ikke adskilles. Denne kronik vil pege på styrker i det nuværende gymnasiums formål og undervisning, som ikke må falde af i svinget, når der sættes fart på reformen.

Læring sker gennem erfaring
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye udtalte i forbindelse med lanceringen af reformen af ungdomsuddannelserne i efteråret 2024 om forskellen på stx og epx: “Det ene sted vil de have en masse højniveau-undervisning og kunne forberede sig til at starte på universitetet. Det andet sted vil man have mere erhvervs-og professionsrettet undervisning” (Dr.dk 8-10-2024). Og ministeren udtalte et andet sted om epx (og dermed også indirekte om stx): “De fortjener en ungdomsuddannelse, der tager højde for, at ikke alle er gode til at sidde stille, lytte på en lærer og have oldtidskundskab på A-niveau” (Zetland 15-10-2024).

Udtalelserne bunder på sin vis i en fornuftig grundholdning om en arbejdsdeling mellem forskellige typer ungdomsuddannelser, som jo altid har været der, for eksempel mellem eud, stx, hhx og htx. Men ordene om fagene i gymnasiet og didaktikken samme sted trækker tilsyneladende hverken på praktisk erfaring med nutidens skoledag eller på et teoretisk grundlag. Italesættelsen bekymrer, når den vil munde ud i politiske beslutninger. Det kan have nogle ret store konsekvenser for blandt andet det fundament, stx står på, hvis reformen skal bygge på en skarp opdeling mellem det praksis- og professionsrettede og det akademiske.

Et teoretisk grundlag kunne i stedet trække på, at teori og praksis hænger sammen. Læring sker netop gennem erfaring, pegede den klassiske læringsteoretiker John Dewey på, og denne erfaring kan være baseret på oplevelse og tænkning. Læring er en refleksion, der sker, når man erfarer noget. Erfaringen behøver ikke at være direkte kropslig, den kan ske ved læsning af en tekst på fransk eller et matematisk bevis.

Målet er læring, at opnå refleksioner over virkeligheden på et nyt og mere indsigtsfuldt niveau. Fordi dette også er nyttigt for både den enkelte, lige meget hvilket erhverv vedkommende måtte søge – og for samfundet. Deweys tanker er blandt andet videreudviklet hos David Kolb, en teoretiker, som giver inspiration til den undersøgelsesbaserede undervisning.

Vi, undervisere med erfaring fra undervisning på både stx og hf, ser, at kobling mellem teori og praksis sker, når eleverne undersøger sager. Vi ser det i de længerevarende projekter, som udgør de flerfaglige samarbejder, i problembaserede forløb med afsæt i empiri, der undersøges med flere faglige tilgange, i innovative projekter og kreative produktioner, i leg og skabelse med sprog og i eksperimenter i naturvidenskabelige fag.

Det er vores pointe, at netop i disse situationer i gymnasiets virkelighed lige nu, hvor sager undersøges, og resultater formidles, findes mulighederne for at overskride de politisk opstillede modsætninger og åbne for en tidssvarende dannelse. Både enkeltfagligt og flerfagligt. Ved at lade eleverne samarbejde om at afprøve, omarbejde, rumstere rundt i processer med flere frustrerende faser kan de møde fagligheden gennem udfordringer og komme i dybden med det, der ikke rummer nemme svar.

Bred viden giver kritisk tænkning
Også fagpluralismen i gymnasiet har potentialer, som ikke må gå tabt. Den amerikanske journalist og forfatter David Epstein laver i bogen Range – how Generalist Survive in a Specialized World et forsvar for generalisten, der besidder multiple kompetencer og viden, hvorfor det faktisk er det, uddannelsessystemet bør fremme. For eksempel nævner han den schweiziske tennisspiller Roger Federer, som i en relativt sen alder specialiserede sig som tennisspiller og inden det var aktiv i en række andre sportsgrene.

Hvis vi overfører det til gymnasiet, kan vi sige, at de mange forskellige fag, problemstillinger, tilgange og måder at arbejde på er det, der gør den gymnasiale uddannelse unik. På deres vej gennem gymnasiet møder eleverne en bred faglig viden, opnår kritisk tænkning, bliver inspireret til demokratisk deltagelse og får en etisk og samfundsmæssig forståelse. Dette sker ikke gennem en isoleret akademisk faglighed, men ved, at de møder både historiske, teknologiske, taktile og globale perspektiver, som gør dem til demokratiske medborgere.

Forenklet syn på viden og faglighed
Det bekymrer, hvis reformen ender med at ødelægge de sidste års livgivende og fagligt udfordrende fagsamarbejder og undersøgende didaktikker og i stedet dyrker et uddannelseskonservativt læringssyn funderet i en opfattelse af, at det akademiske står i modsætning til det praktiske.

Hos flere debattører på blandt andet LinkedIn kan man læse, at det nu er velkomment, at ‘den praktiske dimension’ forsvinder fra stx og placeres på epx. Det undrer os, hvilke elever man har i sigte med så reduceret en version af uddannelse. Og det klinger også lidt af uddannelsessnobberi.

For os at se bunder det i et forenklet syn på viden og faglighed, hvor man glemmer den grundlæggende læringsteoretiske pointe helt tilbage fra progressive uddannelsesforskere som førnævnte John Dewey og den i dansk didaktisk tradition meget indflydelsesrige Wolfgang Klafki, nemlig at læring er en aktiv og engagerende proces. Læring sker for eksempel gennem faglige aktiviteter, der er relevante og meningsfulde for eleverne, og blandt andet gennem undervisning, hvor eleverne har medbestemmelse og lærer at samarbejde og tage ansvar.

For folk som Dewey og Klafki er uddannelse ikke blot simpel overførsel af viden, men handler i lige så høj grad om at udvikle kritisk tænkning og problemløsningsevner, der kan anvendes i det virkelige liv. Med andre ord er praksisfagligheden helt grundlæggende for elevernes læring – også på stx.

Praksis bør ikke kun bo i epx
For år tilbage var den ene forfatter bag denne kronik på besøg på et norsk gymnasium, hvor de i huset besad både mere teoretiske uddannelser og det, som blev betitlet som ‘yrkesfag’. De havde altså med andre ord fag i huset, som både var klassiske gymnasiefag som matematik, litteratur og historie, og så for eksempel også elinstallatører og dekoratører. Vi spurgte derfor interesseret, om for eksempel matematik- og fysiklærerne så lavede samarbejder med elinstallatørerne, eller om dansklærerne arbejdede sammen med dekoratørerne, når de nu havde de unikke samarbejdsmuligheder. Men nej. De kunne ikke se mulighederne, og de sad ved hvert deres bord på lærerværelset.

Det kunne ligne situationen nogle steder på gymnasier før 2005-reformen, hvor man samlede sig ved hvert sit bord efter fag og måske ikke fik mulighed for at dele sine hverdagsoplevelser med andre end fagfæller. Når dette sjældent ses i gymnasiet i dag, skyldes det blandt andet de etablerede obligatoriske fagsamarbejder (og klasseteam), som har skabt sammenhænge på tværs. Det er ikke de institutionelle murstensrammer alene, som muliggør fagoverskridende synergi. Meningsfulde samarbejder skal begrundes i læreplanerne og være indkapslet i en dannelse, som samler og ikke skaber modsætninger.

Vi vil hævde, at den fagoverskridende, praksis-teori-koblende, demokratiske dannelse bør være tidens tilbud til alle unge. Praksis skal ikke kun bo i epx, men i alle typer af uddannelse, også dem, der i højere grad er fødekæder mod universitetet. For eksempel har professor Rane Willerslev, som jo i parentes bemærket både er direktør for Nationalmuseet og international topforsker, tidligere i Gymnasieskolen (marts 2017) kritiseret gymnasiet for at være for fokuseret på særfaglighed og glemme, at det, som hans senere forskerkarriere byggede på, var tværfaglighed og evnen til at koble viden fra forskellige områder til hinanden samt arbejde kreativt og innovativt. Og det kunne han også godt tænke sig fyldte mere i gymnasiet.

Hinandens forudsætninger
Dette er samtidig et argument, når faglig trivsel er i fokus. Endnu en læringsteoretisk pointe, som bygger videre på John Dewey, og som ses i Deci og Ryans selvbestemmelsesteori og Ane Qvortrups begreb om faglig trivsel, er, at engagerende og motiverende undervisning tager udgangspunkt i elevernes egen undren og nysgerrighed. Læreren bliver en facilitator, der understøtter en faglig viden forankret i elevernes selvinitierede og selvdrevne processer med både teori- og praksisspørgsmål. Det er selvfølgelig et ideal at nå derhen, men hvis vi ønsker at udvikle elevernes myndighed, karakterdannelse og at gøre dem til demokratiske, handlekompetente medborgere, så kræver det, at vi tør slippe styringen i undervisningen og tilrettelægge den efter, at eleverne ikke er brønde, der skal fyldes, men bål, der skal tændes og ikke må dø ud.

Det er altså dejligt, at praksisfaglighed er noget, som rigtig mange ønsker at fremme på epx, men samtidig paradoksalt, at det så samtidig af og til bombastisk signaleres, at stx nu skal renses for selvsamme. For hvad står der så tilbage? Et docerende læringssyn, hvor faglighed forstås som tankpasserpædagogik og fagsilotænkning? Det kan man frygte. Et reduceret syn på faglighed og læring som noget teoretisk og ‘akademisk’?

Med den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta kan man sige, at en sådan skoletænkning dyrker kvalifikationer og lader eleverne socialiseres ind i fag og en ensporet skole, uden at der gives plads og værdi til subjektifikation. Det håber vi virkelig ikke, og det er bestemt heller ikke vores erfaring, at flertallet af gymnasielærerne på stx oplever, at eleverne motiveres ved undervisning på den måde – heller ikke dem med over 6 i snit.

Vi håber, at man i den store reformiver og positioneringskamp fastholder, at alle gymnasiale uddannelser sikrer, at teori og praksis ikke er adskilte, men hinandens forudsætninger. Et sted, hvor eleverne gennem undersøgende processer opnår faglig fordybelse, handlekompetence og driver deres egne læreprocesser.