Gymnasiet kan noget, som Harvard havde glemt

For omkring et år siden vågnede jeg til en viral video på de sociale medier. På videoen ses Rümeysa Öztürk i sin hvide dynejakke komme gående ned ad gaden. Hun er på vej til en middagsaftale med sine venner for at fejre afslutningen på ramadanen. Pludselig nærmer en maskeret mand sig Rümeysa og tager hendes telefon ud af hænderne på hende. Flere civilklædte og maskerede agenter støder til og fører hende ind i en varevogn, mens forbipasserende spørger: ”Er det en kidnapning?”

Rümeysa blev samlet op 20 minutter fra min lejlighed. Som modtager af Kronprins Frederiks Legat var jeg på Harvard i 2024-2025. Det var året, hvor universitetet, som er ældre end USA selv, kom i præsident Trumps sigtekorn.

I min bog Angreb på Harvard: En rejse i USA’s nutid. Og Europas fremtid? skildrer jeg, hvordan frygten overtog campus. Internationale studerende turde ikke demonstrere eller sige deres mening i undervisningen af frygt for at blive anklaget for ‘uamerikansk opførsel og blive udvist af landet. Trump forsøgte at få det ikoniske universitet ned med nakken og fjernede milliarder i statsstøtte fra universitetets forskning.

Der er ingen tvivl om, at det er langt uden for skiven, at studerende som Rümeysa Öztürk skal fængsles for at skrive en kronik i sit studentermagasin. Men det interessante spørgsmål – med vigtige konsekvenser for os i Europa – er, hvorfor var det lige præcis Harvard, som Trump angreb, og hvad muliggjorde, at dele af befolkningen faktisk var ret tilfredse med Trumps angreb på Harvard?

Forbindelsen var væk
En scene fra min tid på Harvard viser, hvordan Harvard havde mistet forbindelsen til den almindelige amerikaner.

Efter valget i november var der en vis forvirring over, hvordan Kamala Harris kunne tabe valget til Trump. Mens unge Trump-tilhængere trådte frem i gadebilledet på valgnatten, og man så unge mænd med MAGA-kasketter tisse på statuen af John Harvard, så var Harvard overordnet demokratisk. En del højtstående demokrater kom derfor forbi og filosoferede over, hvad der lå til grund for nederlaget.

Man inviterede også 14 almindelige vælgere ind fra hele landet, både Trumps og Harris’ vælgere, for at høre, hvad der var gået igennem deres hoveder, mens de stod i stemmeboksen.

De studerende sad således i rundkreds omkring de 14 vælgere til en slags ‘live fokusgruppe’. Her sad de og fortalte om, hvor dyb deres økonomiske frustration var. En ung kvinde fra Maryland kiggede lidt forlegent rundt og sagde, at selvom de studerende her på Harvard nok vidste mere om økonomi end hende, så følte hun, at økonomien var bedre under Trumps første valgperiode.

Tænk, at man var nødt til at flyve den almindelige amerikaner ind i elfenbenstårnet for at forstå, hvor svært det var at få enderne til at mødes. En af mine professorer sagde det meget klart: “70 procent af befolkningen synes, at det går ad helvede til. Her på Harvard synes vi, at det går meget godt”.

Her er kernen i, hvordan og hvorfor Harvard var sårbart over for Trumps angreb. Ja, angrebet var i høj grad fokuseret på anklager om antisemitisme, som i vid udstrækning blev bekræftet af en intern rapport. Men angrebet fik støtte blandt befolkningen, da institutionen var kommet for langt væk fra det samfund, universitetet var en del af.

Det er, hvad det danske gymnasium kan, som Harvard havde glemt. At man som uddannelsesinstitution ikke må glemme at invitere det omkringliggende samfund indenfor. Det er, når institutionerne bliver opfattet som ikke længere værende en del af samfundet, at det går galt.

En “radikaliseret europæer”
Min bog har undertitlen En rejse i USA’s nutid. Og Europas fremtid?, da jeg er oprigtigt bekymret for, at vi ser tendenser herhjemme, som ligner det, jeg oplevede i USA. Når politikere vil lukke RUC, fordi det er for ‘woke’, eller man vil bestemme, om universiteter har bederum eller ej, så mener jeg, at det er skadeligt for det armslængdeprincip, vi ellers bør være så stolte af herhjemme.

Vi taler meget om åndelig oprustning i disse dage. I min bog beskriver jeg mig selv som en “radikaliseret europæer”. Hvad vil det sige at være en radikaliseret europæer? Det lyder måske lidt farligt. Normalt er radikalisering noget slemt og ekstremt. Men lever vi ikke også i en ekstrem tid? Radikalisering beskrives som nogen eller noget ”gennemgribende, dybtgående eller yderligtgående”.

Man kan også spørge, hvad alternativet er til at være en radikaliseret europæer. Svaret findes i en Harvard Business School-case fra 1997. Her udviklede professor Robert Robinson ideen om ”the lone moderate” eller ”den ensomme moderate”. Ideen er grundlæggende, at gennemsnittet tjekker ud og trækker sig fra debatten i et polariseret miljø. De føler ikke, at det er værd at diskutere og deltage i konflikten, og de føler sig isolerede. Reaktionen på yderligtgående ideologier bliver, at de mere moderate stemmer føler, at de er de eneste rationelle stemmer. De er de eneste fornuftige, mens andre har ekstreme synspunkter. Der er dermed noget ved, hvordan vi opfatter os selv i polariserede miljøer.

Demokratiet og liberale værdier er truet
Men der er også en politisk risiko, da polariseringen bliver forstærket, når midterpositionen tjekker ud. Forskningsprojektet The Hidden Tribes of America viste, at 67 procent af amerikanske vælgere er en del af the exhausted majority (det udmattede flertal). De er trætte og udkørte af den politiske polarisering og har derfor tjekket ud af politik. Dette koncept oplevede jeg selv nogle gange i de amerikanske diskussioner. Jeg genkendte følelsen af at ville trække sig fra samtalen, når man følte, at modparten havde skøre synspunkter.

Jeg ser en risiko for, at Europa bliver the lone moderate i verden. Mens demokrati bliver presset af højreradikal populisme i vest, og vi samtidig har autoritære styrer som Kina og Rusland i øst, der truer demokratiske og liberale værdier, så er der en risiko for, at Europa tjekker ud af den globale polarisering. Hvis vi trækker på skuldrene og tænker, at verden er af lave, og at det kun er os, der er fornuftige, giver vi plads til, at normalen rykkes. Men det er her, at jeg mener, at vi skal se vores forsvar for de europæiske værdier, ikke som en midtersøgende position, der ender med at være stille og overset. Stilhed og passivitet fra moderate stemmer er farlig. Vi skal være radikale i vores insisteren på de europæiske værdier og friheder.

Gymnasiet – en del af samfundet
Åndelig oprustning er noget nær det mindst konkrete, man kan forestille sig. Men for mig starter åndelig oprustning med præmissen om, at vi ikke er USA.

Her spiller gymnasierne en særlig rolle. De er den åndelige oprustnings ammunitionsfabrikker. Når jeg tænker tilbage på min tid på Aalborg Katedralskole, husker jeg elevrådsforsamlingerne, debatklubben efter fjerde modul og diskussionerne til fredagscafeen. Det er den frie diskussion, der er kernen.

Men der er også en risiko for, at gymnasierne bliver instrumentaliseret. Gymnasierne skal kultivere den demokratiske diskussion og formå at forblive en del af det samfund, de er en del af, uden at blive offer for politisk indblanding. For mig er det, hvad gymnasiet kan, som Harvard havde glemt.