Kan fantasi og forestillingskraft redde verden?

“Vi er på vej ud over kanten på en rund planet”. Således synger Peter Sommer på sit nyeste album. Ligesom Sommer er vi – an satte i den danske uddannelsessektor – dybt frustrerede over den situation, vi som civilisation har sat os selv og det øvrige liv i. Der hersker ikke længere nogen tvivl om, at der er akut brug for, at vi både individuelt og kollektivt formulerer nye kursretninger for vores tilværelse her på planeten.

Heldigvis besidder vi som menneskehed netop evnen til at forestille os nye opfindelser, styreformer og konstruktioner. Tænk bare på velfærdsstaten, cyklen eller 70 procent-målsætningen. Alle er de helt eller delvist blevet tænkt af nogen, før de blev til noget. Forestilling kommer før realisering – og sådan gælder det også med fremtiden.

Men hvem er det egentlig, der kan få fantasien til at blomstre, igangsætte forandringer og skabe nye retninger for verden? Svaret er: uddannelsessektoren. Didaktik og pædagogik er helt afgørende redskaber i og for den grønne omstilling, og derfor spiller måden, hvorpå vi underviser og danner unge mennesker, en helt central rolle i udviklingen af holdbare, bæredygtige verdensforståelser. Det handler ikke kun om faglig viden, men også om fantasi og forestillingskraft. Det er vores påstand, at det sidste er mindst lige så vigtigt som det første. Og netop derfor bør vi også påtage os denne dobbelte opgave i gymnasiesektoren.

Ud af busken
Derfor tog vi for et års tid siden initiativ til projektet Vand//Land: Naturens stemmer. Med midler fra Børne- og Undervisningsministeriet i ryggen og den reformulerede formålsparagraf i baghovedet satte vi os for at udvide vores forståelse af, hvad bæredygtighedsorienteret undervisning går ud på. Undervisningen skulle være fantasistimulerende og tage afsæt i én af to biotoper – hav og land – i ydmyg forhåbning om, at eleverne ved projektets afslutning kunne formulere sig med udsagn fra en eller flere af disse biotopers beboere. For hvilken samtidskritik ville torsken i Øresund formulere? Og hvad med fuglen på marken, hvad mener den egentlig om det monokulturelle landskab?

Projektet fulgte fem faser: inspiration, kunst, ekskursion, produktion og fernisering. Vi indledte projektet med at invitere Michael Paulsen fra Syddansk Universitet til en inspirationseftermiddag, hvor vi blev introduceret til forskellige fantasistimulerende øvelser, for eksempel Fremtidsskolen, Vend kameraet om, Finde onto-sympatier med mere.

Vi havde endvidere et ønske om, at meget af undervisningen skulle foregå udendørs, hvor mødet med det krible-krablende, det lugtende og det sprællevende findes. Dette valg indebar i sig selv udfordringer, idet styringen svækkes, i dét øjeblik man som lærer træder udendørs med sit hold – og så er det vigtigt at huske på, at det ikke bare handler om at rykke undervisningen udenfor. Vi skal også rykke på måden, hvorpå vi er udenfor – så den bliver mere lyttende, dialogisk, samarbejdende, hensynsfuld og så videre.

Ud i det blå – og det grønne
I foråret 2025 dannede Louisiana og udstillingen Havet ramme om projektets anden del; en undervisningsdag for de to deltagende klasser – biologi A og dansk A i en 2.g-klasse og biologi A, dansk A og oldtidskundskab C i en 3.g-klasse.

Museets forskellige faciliteter både inde og ude kom i brug denne dag. Indenfor fik eleverne en klassisk omvisning i udstillingen af museets personale. Mens de på strandbredden neden for museet blev sat i gang med forskellige stedorienterede og -orienterende øvelser, for eksempel Do nothing, men også Brev til havet, hvori eleverne skulle formulere, hvilke følelser de forbandt med havet. Med øvelsen Land art skulle de gruppevis lave kunst af det forhåndenværende på strand og skrænt samt reflektere over menneskets trang til at ordne naturen i sit eget billede.

Projektets tredje del var ekskursioner til henholdsvis Helsingør (hvor havet var i centrum) og Nordjylland (hvor landjorden var i centrum).

I Helsingør i blæst og regn undersøgte eleverne iført waders havet med ketsjere og vandkikkerter, mens de forestillede sig, hvordan drømmemiljøet ville se ud fra en af de levende organismers synspunkt. Læringsmålene med turen var andet og mere end ‘fagfaglig viden’, som flere af vores elever ville kalde det. Gennem biologi tilegnede eleverne sig en forståelse af levevilkår for organismer i havet, mens de i dansk trak denne viden videre over i en fantasistimulerende skriveøvelse: Hvad ville havets organismer sige til os? Hvad ønsker de, vi ændrer? Kan vi leve sammen? Den tværfaglige dimension og perspektivskiftet åbnede nye erkendelser for eleverne, idet deres fagfaglige viden ikke blot strandede i klasselokalet, men understøttede deres grønne dannelse, samtidig med at de lærte, at fantasien er en konkret styrke og ikke bare en flyvsk størrelse.

Inden turen til Nordjylland havde vores 3.g-klasse en halv blokdag, hvor de fik introduceret forskellige natursyn; i biologi fik de viden om det økocentriske, det antropocentriske og det biocentriske natursyn, mens de i dansk fik præsenteret fire syn på naturen – som ressource, idylliseret og fra et biodiversitets- og bæredygtighedsperspektiv samt naturen i sin egen værdi. Oldtidskundskab bidrog med metareflektioner via tre begrebspar: mythos vs. logos, devolution vs. evolution, fysis vs. nomos. Det var vigtigt for os, at eleverne inden turen til Nordjylland havde forudsætningerne for at nuancere de forestående oplevelser, som både involverede et besøg på et konventionelt landbrug med malkekvæg og en strabadserende gåtur i Hammer Bakker med fokus på ‘rewilding’.

Ind i fantasien
Men hvordan hænger natursyn og udflugter sammen med fantasistimulerende didaktik og fagenes kernestof? I Hammer Bakker udfordrede Michael Paulsen eleverne til at se verden i en anden end menneskelig tid, idet de skulle følge et væsen i nogle minutter og præsentere dettes tids- og virkelighedsopfattelse for hinanden. Samtidig blev det startskuddet til det tværfaglige projekt, hvor 3.g-eleverne skulle blive klogere på en given organisme, beskrive dens levested og vilkår samt forholde sig til organismen på følgende måder:

Ved at arbejde videnskabeligt med organismen gennem en naturfaglig analyse, formidlet via en planche (biologi).

Ved at påtage sig organismens perspektiv gennem et kampskrift udformet som en kortfilm med forskellige filmiske virkemidler (dansk).

Ved at udfordre de fysiske rammer og lade organismen gennemgå en metamorfose via remediering fra logos til mythos med brug af genretræk fra epos-genren formidlet som en forvandlingsmyte eller en model af en forvandling (oldtidskundskab).

Et besøg på et kunstmuseum anses traditionelt set for dannende, fordi eleverne ikke forventes selv at opsøge finkulturen et sådant sted. Men måske er en tur til havet eller en tur i Hammer Bakker – med et mere lyttende forhold til havet, skoven og deres liv – også dannende? Vi kan ikke forvente, at eleverne starter i gymnasiet med den slags erfaringer, men vi kan tilstræbe, at de møder dem, mens de går hos os som et led i deres dannelsesproces.

Vel hjemme i Herlev begyndte den fjerde produktionsdel med to på hinanden følgende workshops. 2.g-eleverne skulle beskrive fisk med henholdsvis et fagligt og et oplevelsespræget ordforråd. 3.g-eleverne skulle udvælge deres organisme og derpå begynde udarbejdelse af deres formidlingsprodukt. Ud af de to workshops kom 15 flotte og kreative installationer, som blev præsenteret for lærere, forskere og eksternt tilmeldte i projektets femte og afsluttende ferniserings-del.

Ferniseringen blev skudt i gang med et oplæg ved forskerne Michael Paulsen og Mathilda Brückner om bæredygtig dannelse, naturpædagogik og forestillingskraft. Derpå fik vi lærere mulighed for at fortælle om de pædagogiske refleksioner og erkendelser, som vi har gjort os undervejs. Dagen kulminerede med de fantasi-stimulerende præsentationer og workshops, hvor eleverne præsenterede Naturens stemmer. Her tog myrerne ordet og forlangte et perspektivskifte. Her mødte deltagerne fåret, der direkte reclaimede: “Heeey, må jeg godt lige have lov til at fortælle min egen historie?!”. Burkyllingen af ler var indsmurt i blod og havde i sin forvandling fået gyldne vinger. Romerske gudinder, levende voldsnegle og badekar med håbefulde flaskeposter fyldte gymnasiets auditorium.

Mathilda Brückner beskriver elevernes præsentationer: ”Det er imponerende at se, hvordan de har arbejdet aktivt med at udvide deres horisont, og hvordan det at træne perspektivskift har styrket de mere alment tværfaglige kompetencer, såsom kildekritik og analytisk tænkning, idet de udviser stor refleksivitet og fleksibilitet i måden, de går til ret komplekse samfundsemner på.”

I virkeligheden …
… kan vores projekt ikke stå alene, for selvom vi nok har rykket vores elever lige nu og her, gør en enlig svale ingen sommer. Vi har brug for et nyt, fælles didaktisk sprog, der kan sætte ord på, hvordan undervisning kan finde sted i, med og for naturen – og ikke blot om naturen.

Med Vand//Land: Naturens stemmer har vores elever – som hovedsageligt kommer fra de københavnske forstæder – tilegnet sig en slags faglige ’billedknager’ at hænge deres viden op på, som de ikke havde inden, og de har lært at observere og agere i naturen med et fagligt såvel som et følelsesmæssigt afsæt. Som Azra, en 3.g-elev, der deltog i projektet, formulerede det: “Jeg havde aldrig tænkt over, at man kan kombinere biologi, dansk og oldtidskundskab på den måde, at naturen både kan forklares med fakta og fortælles med følelse og fantasi”. Heri findes også konturerne af vores drøm for ungdomsuddannelserne; nemlig at undervisningen i fremtiden vil leve op til det antikke diktum: Non scholae, sed vitae discimus. At lære for og om et liv, hvor også naturen tildeles en stemme.