Hvordan man (ikke) ‘hjælper’ en ordblind

Efter 17 år som underviser og 10 år som læsevejleder troede jeg, at jeg vidste det vigtigste om ordblindhed – men det var forkert! Jeg vidste ikke, hvordan min ‘hjælp’ opfattes, eller hvordan det føles at være ordblind blandt klassekammerater og lærere. Hvordan ordet funktionsnedsættelse opfattes. Hvordan det er, når alle beslutninger tages hen over hovedet på en, og ingen interesserer sig for det, man kan og ved. Og jeg vidste ikke, at ordblinde har stærke visuelle ressourcer. Det ved jeg nu.

Test og ‘hjælp’ i gymnasiet
Jeg benytter som alle andre læsevejledere Ordblindetesten og tilbyder de ordblinde de muligheder for ‘hjælp’, der findes. Det er vel at mærke en hjælp, der bygger på samme videnskabelige tradition som Ordblindetesten, der desværre kan kritiseres for mangt og meget. Man kan for eksempel diskutere indholdet, måden at vurdere resultater (hastighed og fejl) på, at testen ikke viser det samme, hvis man tager den to gange (og derfor må man selvfølgelig aldrig gøre det!), manglende hensyn til testsituation, teenagehjerne, for lidt søvn, mental tilstand, diagnoser, det ubehagelige i at blive udpeget og så videre. Med disse åbenbart ubetydelige anmærkninger in mente hjælper jeg dem, så de kan få ‘samme vilkår’ som andre elever. Ud over støttetimer, ekstra forberedelsestid og adgang til onlinebiblioteket Nota (bøger) installeres et ordblindeprogram (oplæsning med mere), som ifølge en af udbyderne blandt andet gør inklusion mulig, forbedrer forståelse, produktivitet og sprogfærdigheder, øger elevens selvtillid og engagement samt opfordrer til aktiv deltagelse i klasselokalet. Det lyder vildt godt, ikk’?! Vi ved, hvad vi gør!

At blive lidt klogere
Men en almindelig torsdag fandt jeg ud af, at jeg nok bare er en bedrevidende spade. Jeg sad på DPU, hvor jeg var i gang med en masteruddannelse i trivsels- og ressourcepsykologi, og lyttede interesseret til psykologiprofessor Line Lerche Mørk. Dér kan man tale om et menneske, der har gjort det til sit livsværk at skabe bedre betingelser for marginaliserede grupper. Vi talte om, at når mennesker i sociale nødsituationer bliver peget ud som problemet, kan ‘hjælp’ få en anden betydning end den tilsigtede. Hjælp kan opleves patroniserende og stigmatiserende. Men hov, tænkte jeg – ordblindhed defineres jo som en funktionsnedsættelse, et deficit, som skal udbedres – er det måske ikke lidt det samme som at sige, at de er eller har et problem, de skal hjælpes med?

Ugen inden havde jeg i min undervisning oplevet ordblinde elever, som bestemt ikke syntes, at jeg var til nogen som helst hjælp. De afviste blankt den hjælp, jeg tilbød. De nægtede at bruge både mig og oplæsningsprogrammet, og det, syntes jeg egentlig, var både mærkeligt og ret irriterende – de burde virkelig tage imod min hjælp!

Jeg talte med en medstuderende, som havde oplevet, at en ordblind dreng, der aldrig havde villet hverken det ene eller det andet, pludselig (selv) havde fået interesse for at læse. Han havde selv fundet bøger, der var interessante, og selv fundet ud af, at han faktisk lærer bedst via billeder/visuel indlæring. Vi talte os frem til en ide: Vi ved, at mange ordblinde ser ord som billeder – mon ikke de så kunne have en meget veludviklet ressource her? Vi besluttede at undersøge det nærmere, og ja – det viste sig hurtigt, at mange ordblinde og læseudfordrede kan klare sig mindst lige så godt som andre, hvis de får lov/opfordres til at bruge visuel bearbejdning af information.

Det lyder måske ikke som et voldsomt spændende resultat – men det er det faktisk! Ordblinde betragtes nemlig sjældent som havende ressourcer, men mere som nogle, der skal hjælpes til at blive som ‘almindelige mennesker’. Der findes ganske lidt forskning i ordblindes ressourcer – de bliver stort set aldrig spurgt! Overvej lige det faktum et øjeblik …

At blive en del klogere
Undersøgelsen udviklede sig til et masterprojekt om ordblindes visuelle ressourcers betydning for deltagelsesmuligheder og betingelser. I projektet fik de ordblinde den vigtigste rolle som medforskere og eksperter, der kunne hjælpe mig til at forstå deres betingelser og muligheder i et samskabende projekt.

Jeg mødtes med interesserede ordblinde elever, og vi talte om forskellige måder at indlære og huske på. Jeg fortalte om eleven, der lærte visuelt, og forklarede, at ifølge de få tal, der findes på området, foretrækker 80 procent af de ordblinde visuel læring, 33 procent kan kun bearbejde information visuelt, og ifølge neuro- og kognitionsforskning er de fleste mennesker i øvrigt visuelt tænkende. Desuden ved man fra anden forskning, at vi generelt opnår større læring og fastholdelse, hvis vi præsenteres for ord og billeder i kombination, fordi de aktiverer forskellige områder af hjernen, hvilket skaber nye forbindelser og øger fastholdelsen i hukommelsen.

Og så spurgte jeg, om de ville være med til at undersøge, om og i hvor høj grad visuel bearbejdning af information gør en forskel, når man er ordblind. Og sikke en rejse, vi kom på sammen.

Visuel bearbejdning gør stor forskel
Projektet viste blandt andet (den korte version), at de ordblinde ikke genkendte sig selv i en deficit-funktionsnedsættelse-diskurs. De beskrev sig selv som ”bare ordblinde” og ville absolut ikke peges ud som anderledes og havende brug for hjælp. Som en af pigerne sagde: ”Jeg kan godt huske der, hvor du ville hjælpe os med at læse den tekst – det var så pinligt.” Her får man jo efterfølgende som underviser lyst til at grave sig ned med en teske …

De fandt ud af, at visuel bearbejdning gjorde en kæmpe forskel for dem. De blev bevidste om egne ressourcer og fik nye handlemuligheder i undervisningen, blandt andet i forhold til egne roller i klassen. En elev fandt for eksempel ud af, at grunden til, at hun tilsyneladende er stjernedygtig til matematik og informatik, er, at hun i modsætning til andre kan huske hele formler og lange koder som et billede! En anden fandt ud af, at skulle hun huske begreber, skulle hun tegne dem, for eksempel sekularisering: kirke <-> flag/mennesker. Som hun så smukt udtrykte det: ”Jeg kunne faktisk huske det, vi snakkede om sidste gang. Det plejer jeg ikke at kunne …” ”Det er sjovere, når man føler, at man kan finde ud af noget af det – det er så pinligt at sidde der ellers.” En tredje fandt, at mindmaps gav virkelig god mening til strukturering af informationer, og klarede dernæst en eksamen strålende. En fjerde, at hun nemt kunne bearbejde information i et visuelt program på computeren, og så videre.

De blev bevidste om, hvordan de bedst kunne arbejde og deltage aktivt i timerne. De udarbejdede sammen med mig De ordblindes ønskeliste, en meget lidt køn plakat, men med meget vigtige budskaber.

Det betød meget for eleverne at blive spurgt og anerkendt som ressourcebærende subjekter, der kan bidrage med viden – i modsætning til at blive behandlet som objekter, der skal hjælpes. Som en af deltagerne trist sagde: ”Det betyder meget for en (at blive spurgt). I hvert fald for mig, fordi der endelig var en, der ligesom spurgte ind til det. Sådan tog hånd om det,” ” … det er mere, fordi det kommer som et chok, at man aldrig rigtig er blevet spurgt, om der er en anden måde, man lærer bedre på. Man har bare altid fået at vide, at man bare er dum.” En hjerteskærende bemærkning, der vidner om, at inddragelse og ligeværdighed faktisk betyder alverden for elever, der også kæmper med identitetsskabelse, roller og trivsel i læringsrummet.

Og sidst, men ikke mindst, Ordblindeprogrammet … For dem, der ikke kender det, så følg først dette lille tankeeksperiment. Husk tilbage på en god bog, du har læst, gerne en, der er spændende eller malerisk eller måske begge dele. Forestil dig nu, at det er Siris (du ved robotten) onde tvilling, der læser den op. Der er ingen brug af intonation, alle ord kortes ned, og hvis du er rigtig heldig, fortæller hun dig også, hvornår der er kolon eller bindestreg. Kan du koncentrere dig om det maleriske landskab? Er det stadig spændende? Svaret er nok NEEEJ!!! Hvorfor skulle det være anderledes for en ordblind? Af de ordblinde medforskere var der svimlende nul, der benyttede programmet, og kun én mente stadig at have det installeret et sted. Som en af dem så smukt formulerede det: ”… den pisser mig af. Den snakker som en robot. Og det er jo heller ikke fedt. Jeg skal jo bruge et menneske til at forklare mig, hvad det er, jeg skal høre.” Oplæsningsprogrammet opfattes simpelthen ikke som hjælp!

Fælles udforskning
Jeg var så heldig at holde dimissionstalen på DPU for dimittender 2025. Jeg fortalte om projektet, og efterfølgende opsøgte en fremmed, cirka 25-årig mand mig. Han takkede mig, til jeg blev flov. Han sagde tak, fordi der endelig var en, der forsøgte at se det fra hans synspunkt og forsøgte at forstå, hvordan det er at være ordblind. Det var åbenbart helt vildt, at jeg havde spurgt nogle ‘rigtige’ ordblinde og tog det alvorligt! Han havde aldrig følt sig hjulpet af den tilbudte ‘hjælp’.

Det er jo en voldsomt provokerende udtalelse for alle os, undervisere og vejledere, der knokler for at undervise, teste og ‘hjælpe’. Vi gør det bedste, vi har lært, i en faglig trivsels- og læsekrise (der vokser). Vi forsøger at gøre en forskel og kæmper samtidig med snævre rammer for, hvad vi kan og må. Men vi kan måske alligevel lære noget, når indignationen og skuffelsen har lagt sig.

Måske er der lavthængende frugter i form af visuel informationsbearbejdning, som vi sammen med eleverne kan udforske. Måske kan vi derigennem hjælpe os selv og eleverne ved at skabe bedre betingelser og deltagelsesmuligheder på tværs af læseevne og undervisningsfag.

På Brøndby Gymnasium starter vi i dette skoleår lige dér, med en fælles udforskning af visuelle strategiers muligheder og begrænsninger for alle elever. Jeg hører gerne fra jer, der vil med på den rejse, så vi kan blive klogere sammen. Det er vigtigt!