Artikel
Regeringen arbejder for flere campusser
No image

Regeringen arbejder for flere campusser

Campusser vil få flere unge til at tage en uddannelse, mener undervisningsministeren. Tidligere undersøgelser har dog ikke påvist den sammenhæng, men praktikere mener, at ministeren kan have ret.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Campusser og fusioner af ungdomsuddannelser er vejen frem, hvis flere unge skal have en uddannelse. Det mener undervisningsminister Christine Antorini (S) i hvert fald.

Ministeren mener, at campusser kan være en del af løsningen på, at 78.000 unge mellem 15 og 24 år ikke har en ungdomsuddannelse eller er i gang med en.

Tanken er at campusser med for eksempel 10. klasse, erhvervsuddannelser og gymnasier er bedre til at tiltrække og fastholde de unge – kort sagt bedre til at uddanne flere.

”Vi hører fra de institutioner, der indgår i campusdannelser, at de får styrket kvaliteten, fagligheden og elevtrivslen. Det giver også et bedre studiemiljø og kan være med til at fastholde elever, der ellers er i risiko for at falde fra,” skriver ministeren i en e-mail til Gymnasieskolen.

Undersøgelser siger noget andet
Tidligere undersøgelser viser dog, at der ikke nødvendigvis kan sættes lighedstegn mellem campusser og fastholdelse af elever.

I 2009 og 2010 udkom der to rapporter udarbejdet af henholdsvis Pluss Leadership og TrendEduc for Undervisningsministeriet. Begge rapporter kunne ikke påvise, at fusioner af ungdomsuddannelser betyder, at frafaldet bliver mindre. På den anden side viser rapporterne heller ikke, at fusionerne skulle få flere unge til at falde fra. Der er med andre ord ikke forskningsbelæg for, at fusioner betyder, at flere unge får en uddannelse.

Peter Amstrup er administrerende direktør for Rybners i Esbjerg, som netop er blevet fusioneret med EUC Vest. Han kan se mange fordele ved fusioner, men han advarer mod at tro, at fusioner i sig selv betyder, at flere unge får en uddannelse.

”Når ministeren siger, at svaret på at flere unge får en ungdomsuddannelse spørger jeg bare, hvor er evidensen for det. Politiske initiativer skal være bygget på evidens og ikke på formodninger,” siger han.

Han mener, at fusioner kan være den helt rigtige løsning mange steder, men ikke nødvendigvis alle.

”Fusioner kræver en målrettet bestyrelse med nogle meget klare mål og en ledelse, som er i stand til at nå de mål. Ellers ender en fusion i en katastrofe,” siger Peter Amstrup.

Gode erfaringer på CPH West
To store fusionerede ungdomsuddannelsesinstitutioner har dog gode erfaringer med at tiltrække og fastholde de unge. Både CPH West og Learnmark Horsens tilbyder 10. klasse i et miljø med andre ungdomsuddannelser

Direktør for CPH West, Eva Hofman Bang, mener, at en målrettet indsats med blandt andet god vejledning har skabt gode resultater. Hun fortæller blandt andet, at frafaldet på erhvervsuddannelsernes grundforløb er faldet fra 32 til 19 procent i løbet af fem år.

”På en campus er der øjeblikkeligt et andet tilbud, hvis den unge ikke har valgt rigtigt første gang. Vi har vejledere, som kan vejlede de unge over i noget andet i stedet for at falde fra uddannelsen,” siger Eva Hofman-Bang.  

Hun tillægger det også stor værdi, at 10. klasse er under samme tag som ungdomsuddannelserne. Det betyder ifølge hende, at overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse bliver nemmere.

Godt miljø i Horsens
Samme positive erfaringer har de på Learnmark Horsens.

Direktør Hans Werner Jacobsen vil dog ikke sige, at fusioner automatisk betyder, at flere unge får en ungdomsuddannelse.

Men han peger på de store fordele ved for eksempel, at 10. klasse bliver en del af et ungdomsuddannelsesmiljø, hvor eleverne identificerer sig med de andre unge, som er i gang med en erhvervsuddannelse eller en studentereksamen.

”Det er meget sandsynligt, at flere bliver fastholdt i uddannelse, fordi vi har et miljø med flere uddannelser. Mange i 10. klasse får et helt andet billede af ungdomsuddannelser, end de havde i forvejen,” siger han.

Christine Antorini skriver, at Undervisningsministeriet nu vil gennemføre en samlet evaluering af erfaringerne med campus.

Ministeriet vil også kigge på, om der er regler eller andre forhold, der gør det vanskeligt at danne et campus.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater