På vej mod en ny æra

Trafikken i Georgiens hovedstad, Tbilisi, er i forvejen til tider kaotisk, og trafikken er intens på den charmerende millionbys kilometerlange boulevarder. En delegation bestående af præsident og vicepræsident, som det hedder på de kanter, i ESFTUG (Educators and Scientists Free Trade Union of Georgia), Gymnasieskolens udsendte og ikke mindst to danske gymnasielærere er på vej til nogle skolebesøg som optakt til afholdelsen af et kursus i formativ evaluering for godt 40 georgiske kolleger som led i et GL-baseret demokratiprojekt (se også faktaboks).

Formand (præsident) Maia Kobakhidze har rigeligt at gøre med at holde øje med den generelle trafik, da en stor, skinnende hvid bil hasarderet og aggressivt – og efter i hvert fald danske normer og trafikregler dybt ulovligt – med en symfoni af dytten og båtten i sit kølvand presser sig frem foran alle andre midt på den fuldt optrukne linje, der adskiller de modsat­rettede kørebaner.

Formanden bliver tydeligt ophidset og råber højt og hovedrystende på georgisk. Ikke bare på grund af bilistens afsindige kørsel, skal det vise sig. Hun og næstformand Marina Alugishvili (Executive Vice-President) har genkendt føreren af vanvidsbilen: Den tidligere undervisningsminister, som i sin embedsperiode – via mellemmænd, selvfølgelig – udsatte Maia Kobakhidze for dødstrusler for at få hende til at træde tilbage. Hvilket hun også var indstillet på, indtil USA’s ambassade og EU-repræsentationen til gengæld for at yde beskyttelse anmodede hende om at fortsætte. Ministeren fik derefter af amerikanerne at vide, at han personligt ville blive hængt op på det, hvis Maia Kobakhidze fik blot den mindste skramme. Formanden, der, inden hun blev matematiklærer, var professionel udøver af traditionel georgisk dans, endte således med at komme styrket ud af historien og nyder i dag stor anerkendelse i det georgiske samfund.

Det fortæller lidt om, hvad det er for et system – og arven efter det – de georgiske læreres fagforening og dens cirka 40.000 medlemmer er oppe imod. Kunne man forestille sig en dansk undervisningsminister udsætte Annette Nordstrøm Hansen eller Anders Bondo Christensen for dødstrusler? Det er en absurd og surrealistisk tanke.

I forhold til landets politikere og samfundet generelt er demokratisk involvering vigtigt for de georgiske lærere netop nu, forklarer Maia Kobakhidze. I 2011-2012 var fagforeningen udsat for et angreb fra den daværende regering i landet, der forbød medlemskab af foreningen. Lærerne blev således sat helt uden for indflydelse på reformer – i forvejen havde tidligere reformer i Georgiens nu cirka 25 års selvstændighed været præget af fiasko.

Mange dårligdomme skyldes ifølge lærerforeningens analyser arven fra Sovjet-systemet. Der har været – og er fortsat – mangel på ordentlig støtte, uddannelse og efteruddannelse. Det besværliggør implementeringen af reformer, forklarer formanden og tilføjer, at lærernes gennemsnitsalder er 51 år – det vil sige, at mange af dem er vokset op i det sovjetiske system.

”Men siden efteråret 2012 har vi været i gang med at genskabe båndene til regeringen og er nu igen involveret i udviklingen med at skabe et mere studieorienteret, demokratisk læringsmiljø.”

Ifølge Maia Kobakhidze er det nuværende system – trods lovgivningstiltag – stadig mangelfuldt og med et demokratisk underskud. Mange ting fungerer reelt ikke, selv om intentionerne kan lyde flotte, lyder dommen.

Indadtil er det ifølge foreningen derfor tvingende nødvendigt, at lærerne bliver mere aktive i skolens liv og beslutninger, så man bedre kan promovere lærernes behov for efteruddannelse samt bedre løn og arbejdsforhold.

”Vi mangler i høj grad de moderne it-færdigheder, feedbackkompetencer og i det hele taget integration af moderne læring og kompetencer, som I har i blandt andet Danmark,” siger formanden, der i sensommeren sammen med foreningens to næstformænd var på studietur i Danmark som startskud på Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) projekt.

Alt for lav løn
Nogle af den georgiske lærerforenings store problemer i forhold til at skabe nye undervisningsformer og traditioner bunder i både økonomi og manglende kompetencer. Det er med andre ord svært at give lærerne den nødvendige efteruddannelse. Derfor er partnerskaber som GL-projektet af vital betydning.

Det er ellers ikke, fordi regeringen og ministeriet som sådan modarbejder lærerne i dag. Fagforeningen er næsten tilbage ved fordums styrke, efter at man nærmest skulle starte forfra efter de førnævnte ”onde år”. Problemet er stadig de offentlige midler, der er små, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved dårlige fysiske rammer mange steder og ikke mindst en løn, der er så lav, at man faktisk ikke kan leve af den, medmindre man har ekstra job ved siden af eller en partner, der tjener tilstrækkeligt. Ganske vist er leveomkostningerne i Georgien også ganske lave, men en gennemsnitsløn på cirka 1.000 kroner om måneden rækker ikke langt, selv ikke i Kaukasus.

I undervisningsministeriet er departementschef Lia Gigauri godt klar over problematikken. Hun ønsker således alle støtteprojekter velkommen. Alt, der kan være med til at udvikle undervisningen. Og hun er sådan set også taknemlig for den konstruktive dialog, fagforeningen lægger for dagen.

”Vi har haft mange reformer de sidste 20 år, men de har ingen langsigtede resultater skabt, og det er målet nu. Blandt andet fordi Georgien er ivrig efter europæisk integration. Uddannelse er et af de vigtigste redskaber i forhold til landets fremtidige økonomi. Derfor ønsker vi lige adgang til kvalitetsuddannelse i hele landet,” siger hun og udpeger nogle af de største udfordringer set fra ministerielt hold:

– Der er alt for stor forskel på lærernes kvalifikationer, især i landdistrikter og mindre byer. Ministeriet vil derfor gerne have mere efteruddannelse til lærerne, skabe en bevidsthed om ”selvudvikling”, modernisere undervisningsformer og -materialer samt ikke mindst øge lønnen.

– Den nuværende centrale model skal udvikles, så de regionale ledere ikke blot er administratorer, men også værdiskabende uddannelsesledere.

– Undervisningen skal rykkes fra den russiske tradition med lærercentreret, reproducerende undervisning til moderne, læringsorienteret undervisning – igen med et mål om at implementere EU-standarder for øje.

”Men jeg erkender, at det er et problem at implementere målene og de fine ord i det virkelige liv,” siger departementschefen og tilføjer, at de praktiske problemer som mangel på moderne teknologi i især landdistrikterne ikke gør sagen lettere. Nogle steder er det heller ikke let at skaffe lærere; således er gennemsnitsalderen visse steder meget høj. En enkelt skole har sågar en 94-årig undervisningsassistent!

Alt er derfor en hjælp, siger Lia Gigauri. Men ting tager tid, og man må glæde sig over hvert lille skridt.

De lave lønninger er imidlertid et ømt punkt i diskussionen. Lønstigninger er ikke umiddelbart en del af den samlede regerings overordnede strategi. Lønnen hos andre faggrupper er også lav – for eksempel også i ministerierne – og lægernes løn trækker det offentlige gennemsnit op, hvilket får eksempelvis lærernes løn til isoleret set at se lavere ud, mener departementschefen. Man prøver derfor at indføre andre fordele ved lærerjobbet, herunder mere og bedre efteruddannelse, bedre arbejdsforhold og så videre. Også en pensionsreform er nødvendig.

”Men vi er afhængige af fremmede investeringer og undervisere til efteruddannelse for at leve op til nye krav. Jeg synes, fagforeningens strategi med at identificere de præcise problemer og finde de rigtige partnere, som kan være med til at løse dem, er vigtig. En fagforenings mission er også at skabe et professionelt miljø og skabe samhørighed for en vigtig og sårbar gruppe, som alle i samfundet har berøring med. Her spiller foreningens partnere en vigtig rolle,” lyder det – vel ment som en anerkendelse til GL.

Formand Maia Kobakhidze i ESFTUG mener selvfølgelig, at regeringen og ministeriet kunne gøre meget mere.

”Men,” siger hun, ”det handler ikke nødvendigvis om at være enige i alt. Det vigtige lige nu er, at vi debatterer i åben dialog, og det skaber løsninger i sidste ende. Det handler om at skabe kompromiser for at skabe udvikling og løsninger og nå nogle mål.”

Sult efter nye metoder
På ESFTUG’s kursuscenter i bjergene nord for Tbilisi afholder de to danske lærere Lis Eilertzen, til daglig på VUC i Roskilde, og Catherine Lønholdt, Thy-Mors HF & VUC i Thisted, i løbet af en lang weekend i begyndelsen af december GL-projektets anden workshop under overskriften formativ evaluering. Under præsentationen skal de 40 georgiske lærere fortælle om deres forventninger til kurset og om de udfordringer, de møder i deres daglige arbejde. Ikke overraskende handler det om videndeling, professionel udvikling, networking, evalueringsmodeller og redskaber til evaluering, motivation af de unge, inspiration fra vestlig undervisning og erfaringer, der kan ”oversættes” til lokale forhold. Lærerne fortæller også om de dårlige materialer, de manglende ressourcer, dårlige digitale forhold, dårlig motivation og disciplin hos eleverne, manglende sammenhæng mellem fagene og emnerne samt nogle minoritetsproblematikker og arkitektonisk infrastruktur.

Det er allerede i løbet af de indledende seancer klart, at georgierne ikke er vant til at blive undervist på den måde, de to danskere lægger op til, og de vælger efter den første dag – hvor de også når at skælde deltagerne ud for selv at udvise dårlig læringsdisciplin – at sadle lidt om og lave ny bordopstilling og nye grupperinger. En professionel tilgang og justering af læreplanen, som overraskede kursisterne, der har været vant til bare at sætte sig ned og blive doceret for.

”Det var et afgørende øjeblik, da jeg følte mig nødsaget til at skælde dem ud. Jeg følte virkelig, at jeg gjorde vold på min lærerrolle. Det var grænseoverskridende,” siger Catherine Lønholdt efterfølgende.

De to lærere oplever ellers en dynamik og begejstring fra første til sidste dag, hvor de georgiske kolleger udtrykker nogle af de samme frustrationer, som danske lærere også oplever. Forskellen er bare, mener de, at georgierne ikke har haft redskaberne til at håndtere situationerne. De er derfor ”sultne” efter en anden tilgang end den gammelrussiske.

”Som underviser har det været fantastisk at opleve kommunikationen og at se nogle af de formative evalueringsmodeller gå op for dem. De har vundet god genklang hos dem. De har jo en summativ tradition, hvor man taler til eleverne og ikke med dem samt vurderer dem efter hver time og bruger skræmmebilleder. Det er klart vores oplevelse, at de har fået en forståelse for at se mere helhedsorienteret og skabe en kontinuerlig proces, hvor de taler med eleverne om progressionen,” lyder det samstemmende fra de danske lærere, som er fulde af beundring over de georgiske læreres engagement.

”De kan nærmest ikke leve af deres løn; alligevel vælger de at bruge deres fridage på et kursus om, i dette tilfælde, formativ evaluering, som de efterfølgende skal forsøge at sprede til kollegerne på deres skole. Det er beundringsværdigt.”

Et privilegium
For Lis Eilertzen og Catherine Lønholdt er der flere gode grunde til også som dansk lærer og fagforening at bruge tid og ressourcer på et projekt som dette.

”Det er jo en chance for at arbejde sammen med kolleger et andet sted og i et andet koncept end i det daglige. Men det er mere end en personlig udfordring. Det er et demokratiprojekt, og det er i sig selv meningsgivende. Det gør mig ydmyg at tænke på, at kolleger på denne måde er så positive og har lyst til at lære og modtage råd og inspiration,” siger Lis Eilertzen.

”Det giver didaktisk overskud,” supplerer Catherine Lønholdt, ”og er med til at give energi i de her nedskæringstider, vi befinder os i. At se, at vi er med til at påvirke. De har så ringe vilkår, mens vi er så privilegerede. Jeg ser det som et privilegium og en del af vores opgave at rejse ud og hjælpe dem. Muligheden for at gøre en forskel for en gruppe lærerkolleger giver ganske enkelt kæmpe mening. Personligt føler jeg det også bekræftende at stå i en anden kulturel kontekst og se ting lykkes. Det kommer man styrket ud af.”

Lis Eilertzen er enig og mener, at det er en moralsk pligt at hjælpe nogle af dem, der ikke har samme muligheder som os. Hun ser det som en almen dannelsesopgave at udbrede det, vi i generationer har kæmpet for, i stedet for at opføre os protektionistisk.

”De, der er kritiske over for sådan nogle ting her, ved oftest ikke, hvad det egentlig er, vi går og laver. De kunne jo starte med at ansøge om at være med! Jeg ser det ikke som enten-eller. Det er både-og. Jeg synes, det er svært at sidde i et ’lunt’ hjørne af verden og se på, at andre har det skidt,” siger hun.

For Catherine Lønholdt har mødet med de georgiske lærere givet et ekstra perspektiv på arbejdslivet.

”Vi er en dygtig og højtuddannet gruppe mennesker, men vi er også så sure! Lad os få glæden og passionen for det, vi laver, tilbage.”

For den georgiske lærerformand, Maia Kobakhidze, er der i hvert fald ingen tvivl om nytten af GL’s engagement i de georgiske læreres hverdag. Hendes høje, statelige og myndige skikkelse bliver nærmest lille af ydmyghed og taknemlighed, da afskeden nærmer sig.

”Det kan ikke undervurderes, hvad det her betyder for os. Uden GL ville vi ikke have haft mulighed for en så vigtig og omfattende efteruddannelse af grupper af vores medlemmer, som forhåbentlig med tiden kan påvirke deres lokale omgivelser. GL og jeres medlemmer skal være klar over, hvor meget det her betyder for os. Det vil vi altid huske. I skal være stolte.”