Mere menneske, mindre fag

Som helt ung havde Mikkel Hooge Holck ingen planer om at blive gymnasielærer. Han begyndte at studere biologi, fordi han ville ud at rejse. Og specialiserede sig i tropeøkologi, fordi han gerne ville til Tanzania. Men efter nogle år som biolog i Afrika vendte han hjem – og begyndte at undervise i biologi på htx.

”Jeg fandt ud af, at det var skidesjovt at undervise. Jeg kan virkelig godt lide mine elever. De er så ressourcefulde og kan så mange ting, og så kan jeg lide den pædagogiske udfordring, der ligger i at få dem til at lære. Jeg bruger næsten mere tid på at tænke på, hvordan jeg kan lære dem det, jeg gerne vil lære dem, end på det rent faglige,” siger Mikkel Hooge Holck, der har undervist i 10 år.

Den udfordring har han taget op. Mikkel Hooge Holck underviser på Københavns Mediegymnasium, som er en del af NEXT – et fællesskab af seks gymnasier. Her har de valgt at gå til undervisningen på en ny måde. For eksempel er onsdag studiedag for 2.g’erne, så eksperter udefra kan komme og holde foredrag eller workshopper for en hel årgang, og lærerne kan bygge undervisningen op omkring det pågældende emne, de givne eksperter kommer og underviser i.

Fotosyntese som brætspil
Her er motivation et nøgleord. For hvordan får man en flok htx-elever, der ikke har tænkt sig at blive biologer, til at synes, at fotosyntese er det fedeste?

”Det kan være, jeg har et hold, der gerne vil være gamedesignere, og jeg så skal undervise dem i fotosyntese. I det tilfælde vil jeg sætte en ramme, der hedder, at nu skal de designe et brætspil eller programmere et computerspil, men så skal det spil handle om, at hvis man tager noget CO2 og noget vand og sætter det i sollys, så får man energi, så man kan vokse sig højere end de andre. Så inden man ser sig om, kan det være, at de har lavet et superfedt brætspil eller computerspil, og så bliver det faglige indhold om fotosyntese sekundært, men de kommer til at kunne det faglige,” siger Mikkel Hooge Holck.

Mikkel Hooge Holck benytter sig også af andre metoder for at aktivere sine elever. En af dem er, at hver elev får tre laminerede kort: et rødt, et gult og et grønt.

”Det var noget, jeg fandt på, da jeg havde en ret sløv klasse. De lavede ingenting! Og det var så demotiverende. Så fandt jeg på det her system med røde, gule og grønne kort, som jeg lagde foran dem. Hvis jeg spurgte om noget, og de mente, at de kunne svare på det, skulle de hæve det grønne kort, hvis de troede, de måske kendte svaret, skulle de hæve det gule kort, og det røde, hvis de ikke vidste det. Men alle skulle deltage,” fortæller Mikkel Hooge Holck.

”Det virkede ret godt lige med den klasse. De blev trætte af det i længden, og nu er det kun noget, jeg bruger, hvis der lige skal ske noget i en time. Men der sker det, at de er tvunget til at deltage, og det betyder, at de, der ikke lige orkede at deltage, bliver nødt til at sætte sig ind i stoffet, for så er det jo sjovere at være med.”

Mikkel Hooge Holck tillader også sine elever at spille computerspil eller være på Facebook i timerne – vel at mærke ude på gangen.

”Jeg har respekt for, at man træffer valg på egne vegne, men ikke hvis man gør det på andres. Så hvis man tænder sin computerskærm og forstyrrer ved at spille eller være på Facebook, træffer man et valg om, at ens kammerater ikke skal lære noget. Og det er ikke i orden. I så tilfælde må man gå ud på gangen og spille. Men de skal være åbne om, at det er derfor, de går ud. Og det virker. Det er min oplevelse, at der ikke bliver spillet computer, og at de ikke er på Facebook i mine timer. Måske er der en eller to om måneden, der går ud på gangen.”

Eleverne først
Om Mikkel Hooge Holcks elever lige bliver biologer – eller bare kommer til at interessere sig for det, er han egentlig ligeglad med, siger han:

”Jeg synes, mit fag er spændende, men det er mine elever, jeg brænder for. I princippet er jeg ligeglad med, hvad de interesserer sig for, bare de interesserer sig for noget. Og det mener jeg er gymnasiets primære opgave, for hvis de interesserer sig for noget og synes, det er spændende, skal de nok blive gode til det. Dermed er min tilgang ikke særlig akademisk, den er snarere menneskelig. For mig handler det om relationen til den enkelte elev og at få dannet nogle relationer, der gør, at vi accepterer hinanden og ved, hvor vi har hinanden. Jeg gør meget ud af at være personlig uden at være privat. Det kan godt betyde, at jeg en dag siger til eleverne, at jeg lige den dag er frustreret, og min tolerancetærskel er lav, så derfor skal de lade være med at tirre mig. Jeg tror, det er vigtigt, at man viser, at man er den, man er.”