Artikel
“Mediefag er noget særligt, fordi det er så kaotisk og kreativt “
GS_Laererliv_LineArlienSøborg

“Mediefag er noget særligt, fordi det er så kaotisk og kreativt “

Tekst_ Martin Rask Pedersen
Foto_ Privat

Om Line Arlien Søborg

ALDER 59 år
SKOLE SCU – Skanderborg-Odder Center for Uddannelse
FAG Dansk og mediefag (HF)

Hvilken opgave har du været gladest for i dit arbejdsliv?
Jeg har arbejdet i 35 år med tilrettelæggelse af tv-programmer på DR, med filmproduktion og på Det Danske Filminstitut, hvor jeg blandt andet har arbejdet med at udvikle media literacy til børn og unge. Nu har jeg været gymnasielærer de seneste 10 år, og når jeg ser hen over mit arbejdsliv, så har jeg holdt af det hele. Der er ikke noget, der er det bedste. Det hele har jo haft med medier og fortællinger at gøre. Jeg har også været så heldig at sidde otte år i fagligt forum for mediefag og på den måde været med til at skubbe til faget.”

Hvad har optaget dig mest de seneste fem år?
”Jeg har været meget optaget af mine fag. Der er sket vildt meget inden for både medier, litteratur og kunst, og jeg synes for eksempel, at udviklingen omkring autofiktion i litteraturen er vildt spændende. Også i forhold til den betydning, det kan have for dem, der bliver skrevet ind i fortællingerne. Lidt i samme tråd så er jeg optaget af udviklingen af ungdomsprogrammerne på public service-stationer, hvor de er gode til at lave nærværende og intimt tv, men hvor jeg nogle gange synes, at de udleverer de unge. At de bruger sårbare unge i programmerne, som jeg ikke er sikker på altid forstår konsekvenserne af at medvirke.

Hvad er du god til?
”Jeg elsker virkelig mine elever og de relationer, vi har. Jeg elsker at undervise i dansk, men mediefag er noget særligt, fordi det er så kaotisk og kreativt. Det er virkelig sjovt. Og det er spændende at se eleverne i den kaotiske og kreative proces, hvor man ser en side af dem, de ikke kan vise i andre fag – og hvor man ser nogle elever blomstre, som kan have det svært i andre mere boglige fag.

Hvad bekymrer dig?
”Jeg synes, at jeg ser grupper af elever som næsten år for år får sværere ved at fordybe sig fagligt. Nogle har svært ved at læse, og nogle har svært ved at blive i opgaven. Derfor kan det godt være vanskeligt for dem at udvikle sig; at lære at lære. Det har sikkert altid været sådan, men der er noget i tiden, som udfordrer elevernes evne til fordybelse. Det kan have med de sociale medier at gøre, men jeg tror ikke kun, det skyldes dem. Og jeg tror ikke på, at vi skal forbyde sociale medier og mobiltelefon. I stedet skal vi danne de unge og styrke deres digitale kompetencer.

Hvad er det bedste råd, du har fået af en kollega?
”Da jeg var ung og fik små børn, syntes jeg, at det var svært at være væk hjemmefra. Der var der en kollega på en optagelse, der sagde: ”Husk, at du også skal lære dine børn, at der er andet end dem, der interesserer dig.” Det fine råd gav mig en ro, for det tror jeg faktisk på, men jeg havde ikke selv tænkt det på den måde. Når jeg i dag ser, hvor meget gymnasielærere arbejder, mens de har små børn, tror jeg, at jeg ville have været nødt til at gå ned i tid, hvis det var mig. For der er en virkelig intens arbejdsbyrde. Og måske det ikke er helt rimeligt, at man ikke kan passe et fuldtidsjob, selvom man har små børn.

Lærerliv

Vi stiller fem spørgsmål til en lærer om jobbet som underviser.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater