Artikel
“Jeg udskyder mit rettearbejde til fremtids-Kasper”
GS_Laererliv_Kasper Severinsen

“Jeg udskyder mit rettearbejde til fremtids-Kasper”

Tekst_ Emma Halgaard Healey
Foto_ Privat

Om Kasper Severinsen

ALDER 48 år

SKOLE Grenaa Gymnasium

FAG Biologi, Bioteknologi og ESS (Environmental Systems and Societies)

Hvad har haft størst betydning for din måde at undervise på?
”Det har min biologilærer fra min egen gymnasietid. Hans undervisning overbeviste mig om, at jeg selv skulle være lærer. Han var enormt inspirerende og levende i den måde, han kunne forklare ting på. Han var virkelig god til at trække referencer ind fra hverdagen, man som elev kunne genkende, og til at bruge ting i lokalet til at illustrere det, han talte om. Det gjorde biologien konkret og nærværende. Selvom det er mange år siden, så tænker jeg stadig tilbage på undervisningen som en kæmpe inspiration. Det er en måde at undervise på, som jeg selv prøver at føre videre.”

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit arbejdsliv de seneste år?
”Det må være AI. Det er noget, vi skal forholde os til hele tiden, samtidig med at det er i konstant udvikling. Det giver os nogle nye værktøjer, vi kan bruge til at forbedre undervisningen, men det skaber også et krydspres. Vi skal både finde ud af, hvordan vi selv bruger værktøjerne, og lære eleverne at bruge dem på en måde, der giver mening. Det, der fungerer i forhold til AI i denne måned, kan være noget helt andet i næste måned. Samtidig bliver det sværere at se, hvad eleverne faktisk kan. Det handler ikke nødvendigvis om, at eleverne snyder. Det handler også om, at vi som lærere mister noget af det indblik, vi normalt får gennem deres arbejde. Så AI er spændende, fordi det giver os nogle helt nye muligheder i undervisningen. Udfordringen er at finde ud af, hvordan vi bruger de muligheder.”

Hvad har du senest sparret med en kollega om?
”Vi sparrer hele tiden med hinanden – både i faggrupperne og på tværs af fag. Det seneste, jeg sparrede med en kollega om, var, hvordan vi bedst guider vores 1.g-hold i NV-eksamen. De skal træffe nogle valg i forbindelse med deres præsentation, og vi talte om, hvordan vi kan hjælpe dem med at træffe de valg. Sparring fylder generelt meget på gymnasiet. Det kan være helt konkret fagligt, hvis man har fundet et nyt eksperiment eller en undervisningsmetode, som man gerne vil prøve af. Men det kan også handle om eleverne og deres trivsel. Det er en stor hjælp at kunne vende den slags med en kollega – og det bruger vi meget.”

Hvad er din dårligste vane?
”Det er helt sikkert, at jeg udskyder mit rettearbejde til fremtids-Kasper. Den daglige forberedelse har altid førsteprioritet, og det betyder, at det at rette elevernes opgaver godt kan blive skubbet lidt. Jeg bilder mig selv ind, at der kommer en utopisk dag, hvor jeg lige får tid til at nå det hele. Forberedelsen af undervisningen vinder altid over rettearbejdet.”

Hvornår går du stolt hjem fra arbejde?
”Jeg går faktisk stolt hjem fra arbejde de fleste dage. Jeg synes, det er fedt at være en del af en arbejdsplads, hvor man hver dag gør sig umage og prøver at give eleverne noget med. Men jeg bliver ekstra glad, når jeg kan mærke, at jeg virkelig har rykket noget hos en elev. Når jeg har lært dem noget, som de måske ikke troede, at de kunne forstå eller tilegne sig. Det er en ret fed fornemmelse, når elever pludselig opdager, at de faktisk kan mere, end de selv troede.”

Lærerliv

Vi stiller fem spørgsmål til en lærer om jobbet som underviser.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater