Artikel
”Eleverne har altid været den væsentligste grund til, at jeg blev lærer”
GS_Laererliv_Martin Randrup

”Eleverne har altid været den væsentligste grund til, at jeg blev lærer”

Tekst_ Martin Rask Pedersen
Foto_ Privat

Om Martin Randrup

ALDER 46 år

SKOLE Aalborghus Gymnasium

FAG Dansk og idræt. Er desuden studievejleder og coach/trivselsmedarbejder

Hvad sætter du mest pris på i dit arbejdsliv lige nu?
“Ud over kollegerne, den faglige sparring og et arbejdsliv med stor fleksibilitet så er det elevkontakten. Det er relationerne. Det er snakken. Jeg sætter meget stor pris på at snakke med eleverne, og det gælder også i min funktion som coach/trivselsmedarbejder, hvor jeg typisk kommer ind i klasser, der ikke rigtigt fungerer, og prøver på at få vendt tingene.”

Hvad bekymrer dig?
“Vi er jo én skole blandt andre Aalborg-skoler, hvor vi er i direkte konkurrence med hinanden, og det bekymrer mig, at vores optag er faldende, samtidig med at det er uvist, hvad der sker med epx. Det kommer oven i mange spareøvelser gennem de seneste 20 år, og jeg synes både, at det giver en usikkerhed om fremtiden og en bekymring for konsekvenserne i et større perspektiv, hvis man bliver ved med at spare på uddannelse. Det er altså mere rammerne, der bekymrer mig, end eksempelvis elever med udfordringer. For selvfølgelig ændrer eleverne sig. Det har de altid gjort. Og i bund og grund laver vi jo det samme som undervisere, som vi gjorde tidligere.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget som lærer?
“Det er et svært spørgsmål, men det er nok beslutningen om at være mig selv; at være menneske og lærer på samme tid. Jeg deler ud af mig selv, når det er relevant, og det ville jeg også rådgive andre til at gøre, hvis de spurgte mig. Jeg tager ikke bare en lærermaske på, når jeg går ind ad døren, men er åben om ting i mit eget liv. Det er godt for både min egen trivsel og for relationen til eleverne.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget som lærer?
“Det går to veje. Jeg snakker meget med mine studievejlederkolleger om fravær, fastholdelse og trivsel hos eleverne. Desuden er jeg vejleder for en pædagogikumkandidat, hvor vi har sparret om, hvordan et konkret forløb i 3.g skulle se ud. Hvad skal de for eksempel læse? Og hvordan skal det struktureres?”

Hvad er du god til?
“Jeg er god til eleverne. Jeg er god til at se dem og nå ud til dem og fange dem der, hvor de er – og det handler grundlæggende om, at jeg virkelig vil dem. Relationerne til eleverne har altid været den væsentligste grund til, at jeg blev lærer, mens det faglige mere bliver et fælles tredje.”

Lærerliv

Vi stiller fem spørgsmål til en lærer om jobbet som underviser.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater