Line Alberte er fyret: “Jeg kommer til at tudbrøle til sommer”

Det var den næstsidste torsdag i januar. Solen skinnede. Det var ­eftermiddag.

Line Alberte Corneliussen tænker ­tilbage.

Hun og en god kollega sad i sofaen i hendes lejlighed og drak kaffe. De talte om deres børn og skolens julefrokost. Det var den dag, rektor ville ringe rundt til de lærere, der skulle fyres. Hun kunne genkende nummeret, da hendes mobil­telefon ringede.

“Lige da jeg fik beskeden om, at jeg var en af dem, var jeg helt i chok. Jeg var meget ked af det og drak mig virkelig fuld den aften,” fortæller Line Alberte Corneliussen og smiler forsigtigt.

Den 28-årige ­lærer på Helsingør Gymnasium har sagt ja til at sætte ord på, hvordan det er at blive fyret. Over en caffe latte ved det grønne træbord på en café i byen fortæller hun ærligt om alle følelserne og tvivlen i forhold til fremtiden.

Da chokket var klinget af efter et par dage, kom sorgen over at skulle forlade den skole, hun har været en del af i fem år. Hun begyndte som vikar i 2014, mens hun stadig læste på Københavns Universitet, og i 2017 blev hun fastansat. 

Og sorgen kæmper hun stadig med.

“Jeg er i sorg over at skulle forlade stedet. For mig er jobbet som gymnasielærer ikke bare et job. Det er en stor del af min identitet. Det er så meget mere end selve undervisningen. Der er så mange betydningsfulde relationer til kolleger og elever. Jeg kommer til at tudbrøle til sommer, når det er slut,” siger Line Alberte Corneliussen, der underviser i dansk og oldtidskundskab.

Åben om fyringen
Siden skoleårets start havde det ligget i kortene, at fyringer kunne blive nød­vendige på grund af faldende elevtal og nedskæringerne i sektoren. I alt er syv lærere endt med at blive fyret, og tre er sat ned i tid.

Line Alberte Corneliussen valgte fra starten at være helt åben om sin fyring. Samme aften, som hun fik det at vide, lagde hun en besked op i den Facebook-gruppe, som næsten alle i lærerkollegiet er med i. Her skrev hun, at hun ikke havde berøringsangst, at hun nok skulle sige fra, hvis hun en dag ikke havde lyst til at tale om det, og at hun hellere ville have en krammer for meget end en for lidt.

“Det var rigtig rart. På den måde ­vidste folk, at de godt måtte spørge og ikke behøvede være bange for at træde mig over tæerne.”

Hun har udelukkende fået støtte og positive reaktioner fra kollegerne, fortæller hun.

“Jeg har fået så mange fine tilkendegivelser fra mange kolleger, der er kede af, at jeg ikke længere skal være der. Det er dejligt, men også skrækkeligt, for så har jeg jo endnu mindre lyst til at skulle af sted.”

Alle bliver ramt
Hun kan tydeligt mærke, at hele lærerkollegiet er påvirket af fyringerne.

“Stemningen er en anden. Det er et helt lærerkollegium, der er splittet ad. Der er en følelse af afmagt. Men undervisningen skal jo fortsætte, og det gør den også, men rammerne er totalt forandrede. Al snakken handler om de konsekvenser, nedskæringerne har for undervisningen nu og her, det ekstra arbejds­pres, der kommer næste år, og om der kommer flere fyringer,” fortæller Line Alberte Corneliussen.

Nogle af de fyrede lærere er blevet fritstillet og er derfor allerede stoppet. Ifølge Line Alberte Corneliussen sker der noget med trivslen på et lærerværelse, lige så snart nogle sociale relationer bliver brudt.

Hun synes, at der i uddannelses­sektoren er alt for lidt fokus på, hvor ­afgørende et godt socialt miljø på lærerværelset er for god undervisning.

“Det giver noget til det faglige samarbejde i hverdagen, når man har det godt med hinanden. Ofte er det små ting, der skal til, men nogen skal have overskuddet til at gøre det,” siger Line Alberte ­Corneliussen.

“Men i nedskæringstider, hvor ­alle løber hurtigere og hurtigere, er det den slags ting, der først forsvinder.”

Hun har blandt andet været med til at arrangere lærerfester og fået kollegerne med på at gå luciaoptog for eleverne. Og hun havde opfordret alle til at komme til fyringsbar i stedet for fredagsbar, dagen efter at fyringerne var meldt ud. 

“Jeg endte så selv med ikke at ­komme, jeg var så træt. Jeg holdt min egen fyringsbar,” siger hun og griner.

Gulerod og pres på samme tid
Line Alberte Corneliussen skal fortsætte med at undervise på Helsingør Gymnasium frem til sommerferien. Hun er i pædagogikum i år. Det er en gulerod i forhold til at fortsætte, men giver også et øget pres, forklarer hun. 

“Min pædagogikumudtalelse får endnu større betydning, fordi jeg nu skal ­bruge den til at få et nyt job.”

Hun er så småt gået i gang med at ­kigge på jobannoncer og skrive ansøgninger, men der er ikke meget at komme ­efter.

Mange gymnasier fyrer i øjeblikket, regeringen vil fortsætte nedskæringerne frem til 2022, og ungdomsårgangene bliver mindre. Line Alberte Corneliussen kender realiteterne. 

“Det er svært at bevare optimtismen, men jeg forsøger. Der er så få skoler, der fastansætter i øjeblikket, så jeg siger til mig selv, at jeg skal være glad, hvis jeg kan få et vikariat,” siger hun og tilføjer:

“Jeg flyttede til Helsingør for at bo tæt på mit arbejde. Skal jeg nu rejse langt for at få et job, har det konsekvenser for min familie og mit privatliv.”

De dystre jobudsigter har fået nogle gymnasielærere til at vende blikket mod andre brancher. Men det er hun ikke parat til.

“Jeg har nej-hatten på. Endnu. Jeg har kun været gymnasielærer i fem år, og min faglige selvtillid er blevet styrket gennem pædagogikum, så det er for tidligt at lukke den dør,” siger Line Alberte Corneliussen.

Skolen har sagt ja til at betale for et efteruddannelseskursus, som på et år giver hende en bachelor i latin. Hun håber, at det kan øge hendes jobchancer.