Artikel
Kunsten støtter tværfagligheden
No image

Kunsten støtter tværfagligheden

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Som et nyt eksperiment holdt Louisiana i sommer et kunstprojekt for 30 gymnasieelever fra fire lande. Projektet er værd at efterleve, siger billedkunstlærer Jenny Gibson, der mener, at projektet er med til at gøre billedkunst tværfagligt.

E n ung portugisisk mand klæder sig af. Pludselig begynder en ung britisk pige at male på hans overkrop. Imens bliver scenen foreviget med et videokamera. Det hele er i kunstens tegn.
I starten af august var 30 gymnasieelever på kunstsommerlejr på kunstmuseet Louisiana i nordsjælland. Her var de inviteret til et projekt, der gav dem mulighed for at udforske samtidskunsten sammen med engelske og portugisiske kunstnere, der var sendt til Danmark af blandt andet det engelske museum Tate Modern. Sommerlejren er en del af projektet Turbinegeneration, der er et internationalt undervisningsprojekt, som det engelske museum står bag. Projektet forbinder skoler, museer og andre kulturinstitutioner fra hele verden.

Turbinegenerationen og tværfaglighed
I forbindelse med projektet Turbinegeneration har flere danske gymnasieklasser indtil nu haft et samarbejde med internationale skoler, hvor de har udvekslet selvproduceret kunst på nettet.
Billedkunstlærer på Nærum Gymnasium Jenny Gibson har medvirket i projektet i flere år. Hun er også en af de lærere, der har sendt nogle af sine elever på kunstlejr i sommerferien. Og hun er glad for de mange muligheder, projektet giver.
”Der er mange plusser i sådan et internationalt samarbejde. Projektet giver meget til flere fag. Ud over en anderledes undervisning i billedkunst bliver man også rystet sammen med mennesker fra andre lande. Og det giver meget sprogligt,” siger hun.
Jenny Gibson mener, at et samarbejde med et andet gymnasium kan være givende. Men at arbejde sammen med museer giver en ekstra dimension til undervisningen.
”Det er enormt inspirerende at gå skridtet videre og samarbejde med museer og komme til at arbejde konkret med kunsten. Og jeg tror også, at mange andre museer end Louisiana vil være klar på at indlede et samarbejde med gymnasier. Projektet er værd at efterleve. Vi har nogle samarbejdsgymnasier i Hamborg, så jeg overvejer at spørge kunstmuseer i Hamborg, om de kunne være interesserede i at etablere et samarbejde,” siger hun.

Smider tøjet på kamera
De unge gymnasieelever har fået til opgave at imitere nogle af de vigtige kunstnere fra det 20. århundrede. Mens den ene portugiser smider noget af tøjet foran kameraet, sidder en anden portugiser bag kameraet og bliver sminket af en dansk pige. Han skal ligne kunstneren Salvador Dali. Og da det bliver hans tur til at stå foran kameraet, giver han den ikke for lidt, når han i 30 sekunder spiller den surrealistiske kunstner.
De unge kunstnere har kort tid til at gøre sig klar til at filme. Og når de gruppe efter gruppe skal op foran kameraet, skal de kun stå der i 30 sekunder. Men 30 sekunder er også mere end rigeligt, da de kun har haft 20 minutter til at gøre sig klar til at lave videokunst. For målet med den opgave var netop at kunne udnytte de 20 minutter bedst muligt. Det siger den engelske kunstner Corinne Felgate, der underviser gymnasieeleverne på sommerlejren.
”Det her projekt er procesorienteret. Det er ikke målet og resultatet, der skal fylde de unges tankegang. Det er, hvordan de er nået frem til det, der skal være det centrale,” siger hun.
Med på sommerlejren på Louisiana er Ditte Munch Dalsgård. Hun er netop startet i 3.g på Nærum Gymnasium. Hun mener, at alle er dedikerede til projektet.
”Det er fedt at være her. Det er de perfekte omgivelser til sådan et arrangement. Og selvom meget få af os kender hinanden i forvejen, kan man mærke, at alle gør deres bedste for at få det til at fungere. Når vi snakker sammen, er det på engelsk. Og det virker, som om sproget ikke er en barriere. Vi har hevet en uge ud af vores sommerferie for at være her. Og det er skønt,” siger hun.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater