Idrættens skyggesider

"Helt ærligt, så har idræt aldrig rigtig været mit yndlingsfag. Især ikke siden folkeskolen, hvor der under et badmintonforløb blev lovet sodavand til den, der kunne lære mig at serve, fordi min lærer havde givet op."

Kvindelig 3.g-elev om idrætsundervisning i gymnasiet.

Hvilke egenskaber kendetegner faget idræt? Stiller man dette spørgsmål til idrætslærere rundtom på landets gymnasier, vil mange sikkert fremhæve den kropslige læring og muligheden for at møde eleverne på en anden måde end ved den traditionelle klasserumsundervisning: Idræt er både sjovt og sundt og indeholder samtidig en teoretisk dimension, der bidrager til at øge elevernes refleksionsniveau og almene dannelse. Læser man i gymnasiepædagogikkens grundbog, bliver idræt sammen med de kunstneriske fag (musik, design og billedkunst) anset for at være et fag, der bidrager til at forøge livskvaliteten hos den enkelte. Dette betyder med andre ord, at man bliver i bedre humør og får mere energi af at dyrke idræt.

Dårlige oplevelser slæbes med
At idræt imidlertid ikke udelukkende opleves positivt af eleverne, vidner det indledende citat fra en  kvindelig elev i 3.g om. For denne pige forbindes idrætstimerne med legitim ydmygelse foran hendes klassekammerater. Og hun er tilsyneladende langtfra den eneste, der bærer rundt på dårlige oplevelser. Dårlige oplevelser, der kan have betydning for elevernes oplevelse af idrætsundervisningen i gymnasiet, og som derfor skal tages alvorligt. Som en anden elev formulerer det: ”Alt, hvad man har med i rygsækken, er noget, som bliver slæbt med rundt. Så derfor har jeg ikke været så åben over for de aktiviteter, som vi skulle lave i idræt.” Denne pige, som på et tidspunkt var i dårlig form, havde oplevet under en konditionstest at blive ydmyget af sin lærer foran klassen. At få eleverne til at tale om deres erfaringer og forhold til idrætsundervisningen og diskutere, hvordan elever med dårlige erfaringer ændrer deres syn på faget, er nødvendigt. Det er nødvendigt for at sikre, at idræt rent faktisk bliver både sjovt, sundt og lærerigt, så eleverne har lyst til at hoppe i idrætstøjet — også efter gymnasiet er afsluttet.

”Fat det nu, spasser!”
Som nyansat idrætslærer på Aarhus Katedralskole besluttede jeg mig for at lade eleverne skrive et essay, hvor de skulle reflektere over deres forhold til idræt og ligeledes sætte ord på deres erfaringer — gode såvel som dårlige — således at jeg kunne lære dem lidt bedre at kende. Der var mange positive beskrivelser, hvor især kvaliteter som fysisk og psykisk velvære og socialt fællesskab blev fremhævet, ligesom mange beskrev idrætstimerne i gymnasiet som et frirum fra de boglige fag. Dog tegnede et stort antal elever — særligt pigerne —  et noget mere skyggefuldt billede af idrættens (u)væsen. Fortidens førstevælgermentalitet, hvor ”fede Dorit” – kendt fra animationsfilmen Terkel i knibe – stod tilbage med røde kinder som den sidste i flokken, er ikke en saga blot. Desværre. Måske kommer det i dag ikke så åbenlyst til udtryk, men sportens konkurrencementalitet, som jo er en væsentlig og uundgåelig del af idrætsundervisningens facetter, kan af nogle opleves som mere nedbrydende end opbyggende. Dels tror jeg, det handler om, at individet på grund af idrættens kropslige aspekt nemt føler sig udstillet, dels at vi i sportens navn legitimerer en opførsel, som vi ikke ville acceptere i andre sammenhænge. ”Fat nu den andengradsligning, spasser!” er nok sjældent hørt i matematikundervisningen. I idrætsundervisningen kan man imidlertid godt se himmelvendte øjne, åbenlys ærgrelse eller høre hårde ord fra en elev til en anden, hvis denne for eksempel ikke lige får tæmmet fodbolden rigtigt.

Kropslighed udstiller individet
I alt fald beretter eleverne i deres essay om både mobning, ydmygelse og en følelse af ikke at leve op til holdets forventninger, hvilket sætter sig spor i elevernes tilgang og forventning til idrætsundervisningen. Som en pige skriver: ”Da jeg var mindre, havde jeg nogle lidt trælse oplevelser, hvor jeg følte, at jeg nærmere hæmmede holdet end hjalp, og den følelse er vist aldrig rigtig gået væk.” En anden pige skriver: ”I folkeskolen hadede jeg idræt, for det var altid de vilde drenge, som dominerede, tyrede bolde rundt alle vegne, og jeg følte mig udstillet, når jeg skulle vise mine fysiske kompetencer over for alle andre. Jeg husker ikke én god idrætstime i folkeskolen.” En tredje elev fortæller, at hun af angst for at føle sig udstillet frygtede hver eneste idrætstime i folkeskolen. Kropsligheden, som jo netop er et særkende for idrætten og ofte forbindes med sanselighed og intimitet, betyder imidlertid også, at individet tydeligere udstilles på godt og ondt. Er man svag i biologi, er det nemmere at gemme sig bagerst i klasselokalet, end hvis man kommer til kort i håndbold, hvor alle ser, når man ikke formår at gribe bolde, drible eller score mål.

Leg og refleksion i centrum
Så hvordan tages der højde for de elever, der slæber rundt på dårlige idrætsoplevelser? Hvordan kan idrætsundervisningen i gymnasiet blive et positivt rum, der motiverer til fortsat aktivitet? Ifølge eleverne fremhæves især fællesskabet, glæden ved bevægelse og legen. Som en pige skriver: ”Idræt er, når det ikke er aggressivt og grimt, fordi man ikke kender reglerne eller bare ikke kan finde ud af det. Idræt handler for mig både om at være sammen om noget, være et hold, men også være sig selv. Om at have det sjovt og udføre idrætten for kun at have det sjovt.” Måske af samme grund fremhæves den alternative boldspilsundervisning i gymnasiet, som praktiseres i boldbasis, af flere — især uvante boldspillere — som meget positiv. Det er netop, fordi denne tilgang bryder med den traditionelle forståelse af boldspil, som mange har med andre steder fra, fordi den sætter både det legende aspekt og refleksion i centrum. Ligeledes fremhæves diversiteten og de mindre traditionelle discipliner af flere elever som motiverende: ”Heldigvis er idræt i gymnasiet en del mere end blot de traditionelle boldspil, hvilket gør det mere spiseligt for én som mig. Ikke alle forløb er præget af konkurrence og boldspil, og det giver en god variation i undervisningen, samtidig med at forskellige elevers kompetencer kommer i spil.” (Kvindelig 3.g-elev).

Håb om træningsincitament
Efter reformen har idrætsfaget fået den særlige rolle at fremme folkesundheden, og et helt essentielt mål er, at undervisningen bliver springbræt for idrætslig aktivitet i fritiden. Idrætsundervisningen alene kan ikke på grund af det begrænsede timetal varetage elevernes fysiske udvikling. Derfor anser jeg læreplanens tredje aspekt — bevægelsesglæ­den — som det absolut vigtigste, hvis vi vil gøre os håb om, at  idrætsundervisningen i gymnasiet skal fungere som direkte incitament til træning uden for skoletiden og dermed få en reel betydning for sundheden. Som det fremhæves i læreplanen, skal eleverne ganske enkelt have gode oplevelser. Oplevelsen af idræt som et positivt rum for kropslig udfoldelse er især vigtig for de elever, som bærer rundt på dårlige oplevelser fra tidligere. Her står refleksion gennem praktik som et væsentligt element: Ved at tale om hvorfor og hvordan bevæger vi os for et øjeblik fra det praktiske til det teoretiske, hvor også de mindre idrætshabile kan ”score mål”. For at vende tilbage til eleven, hvis lærer havde opgivet at lære hende at serve: For at spille en rigtig badmintonkamp er det naturligvis vigtigt at kunne serve korrekt. Sådan er det i sportens verden. Havde der imidlertid været mere fokus på spiludvikling, leg og refleksion, havde serven måske ikke været så vigtig, og oplevelsen for pigen en helt anden. Nå ja, og så skal man måske også undgå at udstille elevernes mangler ved at udlove sodavand.

Barn for en kort stund
I god undervisning smelter de forskellige aspekter — teknik, teoretisk viden, kondition og bevægelsesglæde — sammen. Og tager man elevernes perspektiv, tyder det på, at vi bør vægte de legende elementer iblandet en god portion reflekterende spørgen højt frem for en endeløs terpen af underhåndsserv. Lad os slutte med endnu et elevcitat, der opsummerer et essentielt element af idrætten: ”Det, jeg elsker ved idræt, er, at man igen kan få lov at være barn — bare for en kort stund. ”