I Rødovre zoomer man ind på problemerne

På Rødovre Gymnasium sidder Ida Wernberg, Lise Ter-Borch og Stig Marquardsen. Tre lærere, der byder på en halvtør chokoladekage, selvom de egentlig har fri og burde gå hjem på weekend. Men de bliver lige to timer ekstra, for de har noget på hjerte: Den korte version er, at de bruger videokameraer til at optage deres undervisning og efterfølgende får feedback fra en kollega, fordi de gerne vil styrke både klassen, undervisningen og sig selv.

Hvor projektet starter og slutter, er svært at få greb om. En gruppe lærere på Rødovre Gymnasium har været involveret i projektet Preventing Dropout, hvor gymnasier på begge sider af Øresundsbroen har arbejdet med at nedbringe frafald. Det er den store paraply, som Lise Ter-Borch siger. Som et led i Preventing Dropout blev de involveret i en forskningscirkel, hvor Gitte Ingerslev, der er lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, foreslog, at Ida Wernberg og Stig Marquardsen skulle filme deres undervisning.

“Jeg havde en klasse, som var ret udfordrende, og jeg kunne efter meget kort tid se, at det slet ikke ville gå. Jeg snakkede så med Ida, og vi blev enige om at filme dem,” fortæller Stig Marquardsen.

Teori blev til praksis
Videooptagelserne gav anledning til eftertanke. Gitte Ingerslev fra DPU havde introduceret dem for Gert Lohmans begreber “den reflekterende praktiker” og “den kritiske ven”, og de blev centrale i arbejdet med at give hinanden feedback.

“Vi opdagede nogle ting, som ikke kan skilles ad: klasserummet, undervisningen, læringen, elevernes selvrefleksion og lærernes reflekterende praksisser. De ting er nødt til at spille sammen, hvis der skal komme god læring ud af det,” siger Stig Marquardsen.

Til at starte med filmede de kun med ét kamera, så de var nødt til at skifte fokus mellem lærere og elever.
“Vi opdagede, at det var smart med to kameraer, så der var et, der var rettet mod læreren, og et mod eleverne, så vi fik begge perspektiver med. Det giver mulighed for at se hele forløbet og diskutere, hvordan klasserummet ser ud og fungerer,” siger Ida Wernberg.

To sæt øjne
Sammen kiggede de to lærere på filmen. Netop dét at være to om det er et vigtigt element, forklarer de, mens deres kollega Lise Ter-Borch i første omgang mest lytter.

“Når man står og underviser alene, er der utrolig mange ting, man skal forholde sig til på en gang. Derfor får man ikke rigtig set, hvordan klasseværelset fungerer. Et ekstra sæt øjne betyder, at vi opdager nogle andre ting. Det giver også én at gå i dialog med: Hvad er det, der foregår? Hvad er det, der fungerer godt? Hvordan fungerer det, du gjorde dér? Kunne man måske forestille sig at gøre noget anderledes?” siger Ida Wernberg.
Alle tre lærere mener, at projektet adskiller sig markant fra pædagogikum.

“Det er jo normalt en meget belastet situation og måske lidt skæv. Under pædagogikum er det en erfaren lærer, som er mentor for en ny, og den nye kan tit være enormt angstbesat,” siger Ida Wernberg og fortsætter:

“At man er to ligeværdige parter, gør virkelig en forskel. Tidligere har man talt om supervision i gymnasieverdenen, men det er mit indtryk, at det ikkerigtigt er blevet til noget. Jeg tror, det skyldes, at folk har en angst for at lukke andre ind i undervisningen.”

Kameraet kickstartede klassen
Da Ida Wernberg og Stig Marquardsen filmede Stigs tyskhold, var det ikke kun de to lærere, der fik noget at tænke over. Det gjorde eleverne i den grad også.
“Det var et udfordrende hold, hvor eleverne var umotiverede og ukoncentrerede, men da Ida kom med kameraet, knoklede de som små bæster i to lektioner. På den ene side var det ærgerligt, fordi det betød, at optagelserne ikke kunne bruges til lige så meget, men til gengæld kunne langtidseffekten hos eleverne spores,” fortæller Stig Marquardsen.

Eleverne var nemlig ikke upåvirkede af projektet.

“De fik en oplevelse af, at vi faktisk tog dem alvorligt. At vi gerne ville dem, at vi lyttede, og at jeg reflekterede over min egen rolle. Det var ikke sådan, at de kom ud med supergode karakterer, men vi fik løftet stemningen i hele klassen, og dynamikken blev meget bedre,” siger han.

Her bryder Lise Ter-Borch ind. Selvom projektet oprindeligt var Stig og Idas, er hun med på sidelinjen, fordi hun har arbejdet med målsætning og motivation under Preventing Dropout.

“På det her tidspunkt opererede vi nærmest med læringsmodstand hos nogle af de her klasser, fordi de var så usikre. De tør ikke lukke op for at lære noget, for tænk, hvis de ikke kan lære det. Hvis vi kan få dem til at opleve en ting, som går godt, så er det måske nok til, at de tør prøve den næste,” siger hun.

Men man skal ikke forvente, at det bliver lige efter planen.

“Den dårlige nyhed er, at det ikke altid bliver, som man troede, men den gode nyhed er, at alting virker på en eller anden måde. Når eleverne hører, at vi taler sammen, at vi interesserer os for, hvad de mener, så reagerer de positivt. Det kan godt komme voldsomt bag på nogle af eleverne, at vi faktisk ikke er ude på at genere dem,” siger Lise Ter-Borch.

Kaos og kamp i klasseværelset
Flere gange forsøger Gymnasieskolen at få de tre lærere til at beskrive, hvad hele projektet går ud på. Handler det om at forhindre fravær, om at gøre læreren dygtigere, få sparket gang i eleverne eller noget helt fjerde? De er svære at hive et konkret svar ud af, for de vil det hele på en gang.

“Klasser, der ikke fungerer socialt, falder fra hinanden, og derfor ville vi arbejde med klasserummet. Vi ville have Stigs klasse til at fungere bedre fagligt, og så kom der pludselig lærerrefleksioner ind over det,” forklarer Ida Wernberg og fortsætter:

“Vi skal ruste den enkelte lærer bedre til at takle en pædagogisk situation, og jo bedre man takler den, jo større bliver elevernes udbytte. Vi er her jo for, at eleverne skal blive dygtige, og jo mere vi kan arbejde med den pædagogiske praksis, klasserummet og vores egen rolle i klasserummet, jo bedre bliver resultatet for eleverne.”

For de to lærere gav projektet dog også faglig anerkendelse.

“Det er dejligt at blive anerkendt for sit valg af undervisningsmetoder og -materiale. En faglærer kan jo sagtens se, hvor meget forberedelse man har lagt i undervisningen, det lægger omgivelserne jo ikke mærke til,” siger Stig Marquardsen.

Udrulning til hele skolen
Projektet var en succes for Ida Wernberg og Stig Marquardsen. De har flere gange fortalt om det til resten af skolens lærere, og nu rulles det ud på hele Rødovre Gymnasium.

“Nu, hvor vi ikke bruger ordet supervision, og folk har hørt om erfaringerne, så er der lige pludselig rigtigt mange, der gerne vil være med,” fortæller Lise Ter-Borch.

“Nogle er forbeholdne, fordi det minder om pædagogikum, og de har grimme minder med i bagagen, men der er faktisk også en del af de unge lærere, der har efterlyst, at ledelsen kommer ind og overværer deres undervisning, fordi de gerne vil have dens respons. Men det er vigtigt for os, at projektet kører uden ledelsens indblanding, medmindre folk selv beder om det,” siger hun.