Har politikerleden konsekvenser helt ind i klasseværelset?

Om Laila Lauridsen

Underviser i samfundsfag og teknologihistorie på Aarhus Gymnasium, Aarhus Tech. Politisk aktiv siden folkeskolen og opstillet til Folketinget for SF.

Politikerne holder ikke, hvad de lover, de svarer ikke på spørgsmål, og så tænker de kun på deres egne interesser. Politikerleden er på fremmarch i disse år, og det skaber nye udfordringer for en gymnasieskole, der ifølge bekendtgørelsen ”skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”, og give eleverne ”forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring”. I hvert fald hvis forudsætninger og forståelse ikke bare betyder viden om demokrati og samfund, men også lyst til at deltage heri og bidrage hertil.  

Jeg kender politikerleden fra mig selv. Jeg orker næsten ikke at se nyheder. Det føles ofte, som om det mest handler om spin, om at fange modstanderen på det forkerte ben eller om at lege en underlig og meget langsom form for bogstavleg. Det er desværre sjældent holdningerne, der får lov at fylde i et mediebillede præget af oneliners og konflikt. Det er hårdt at indrømme. Særligt når man både er samfundsfagslærer og folketingskandidat. Men jeg må erkende, at jeg ofte kun ser TV Avisen og 22-nyhederne, for at jeg kan give undervisningen et aktuelt tvist eller svare på elevernes spørgsmål dertil. Jeg beroliger mig selv med, at min politikerlede måske i virkeligheden er en medielede. For jeg ved heldigvis fra mange års politisk aktivitet, at langt, langt de fleste bliver politisk aktive for at gøre en forskel. Det gælder, uanset hvilken ideologisk retning man så forsøger at dreje samfundet i. Jeg ved, at selvom politik er spændende og vigtigt, så tager det også meget tid, og jeg tror ikke på, at nogen ønsker at bruge den tid, hvis de ikke har en idealistisk drøm om at forandre noget. Til det findes der simpelthen for mange andre job med bedre løn og mindre heksejagt. Men vigtigst af alt ved jeg, at der ikke findes noget bedre, end når det lykkes at forandre samfundet og gøre en positiv forskel i menneskers liv. Men ved vores elever det, eller oplever de kun politikerleden?

Unge stemmer sjældnere
Heldigvis har Danmark ifølge OECD verdens mest politisk interesserede unge. Ugebrevet A4 undersøgte danske unges engagement for et par år siden, hvor det viste sig, at danske unge lå højt på politisk deltagelse. De unge engagerer sig i politiske foreninger, de kontakter politikere, de skriver under på underskriftsindsamlinger, og de laver happenings. Det er fantastisk for vores demokrati og noget, vi skal dyrke endnu mere. Så umiddelbart er der jo ikke noget at være nervøs for. Men. For der er et stort men. Unge stemmer sjældnere til valg end resten af befolkningen, og danske unge drømmer i lavere grad end unge i andre lande om at stille op til politiske valg. Måske derfor er unge underrepræsenterede i både lokalpolitik og i Folketinget. Nogle tror, det handler om stor ydmyghed og for stor respekt fra de unges side. Jeg er bange for, at det også handler om den måde, vi taler om politikere på. For hvem har lyst til at være politiker, hvis man så betegnes som udenomssnakker og får at vide, at man bare er i politik for sine egne snævre interesser? Eller som Pia Kjærsgaard udtalte til Berlingske sidste år: ”Der skal selvfølgelig være plads til unge mennesker … men jeg må sige, at jeg synes, der er kommet alt for mange unge ind. Alt for mange. Da jeg kom ind, var jeg 36-37 år gammel, og der blev jeg betragtet som værende meget ung. I dag er man rigtig meget ung og bliver karrierepolitiker.”

Man kan selvfølgelig mene, at det ikke er et nyt problem, at unge er underrepræsenterede i folkevalgte forsamlinger, og der kan selvfølgelig være flere forklaringer. Myten om, at man skal være fuldstændig enig med et parti for at være medlem, ved jeg afholder mange. Jeg kan dog være nervøs for, at problemet bliver større, hvis politikerleden får lov at bide sig fast. Jeg oplever på mig selv, hvad det betyder, når for eksempel folk, man er på kursus med, udtaler sig negativt og generaliserende om politikere. Jeg overvejer, om man som politisk aktiv overhovedet kan blive taget seriøst, når politikere tilsyneladende ses som kyniske, egoistiske, medieliderlige, opmærksomhedssøgende, egen­interessefremmende karrieremennesker. Når den slags debatter opstår, ”glemmer” jeg ofte at fortælle, at jeg selv er politisk aktiv, for den bås vil jeg ikke sættes i, og det tror jeg heller ikke, vores elever vil.

Findes Audi-Anders?
Det er ikke kun i hyggelige samtaler, at denne forståelse af politikere eksisterer. Den eksisterer også i den samfundsvidenskabelige forskning. Forskning, som både vi samfundsfagslærere og de fleste kommentatorer på tv er præget af. Vi lærer på studiet, at politikere kan opsøge tre ting: stemmer (vote-seeking), private goder ­(office-seeking) eller politisk indflydelse (policy-seeking). Nuancerne forsvinder, og ophavsmandens, Kaare Strøms, pointe om, at politisk indflydelse ofte opnås gennem regeringsdeltagelse, og at de tre elementer sagtens kan spille sammen, glemmes. I stedet lærer vi at fokusere på de steder, hvor de tre kan kollidere. Vi lærer, at der er en modsætning mellem at få politik igennem og at gå i regering. Vi lærer, at flere stemmer og politisk indflydelse ikke har noget med hinanden at gøre. Jeg tror, dette skel sidder dybt i mange, der har været forbi statskundskab. Især ideen om, at en anerkendt teoretiker har sanktioneret politik som mål til private goder. Nyeste eksempel er Ekstra Bladets og politiske modstanderes brug af kælenavnet Audi-Anders, da Anders Samuelsen og Liberal Alliance gik i regering.

Private goder som forklaringsmodel fyldte meget på bekostning af de andre mulige tolkninger – at Anders Samuelsen ikke ville vælte Venstre-regeringen, fordi det ville betyde mindre politisk indflydelse. Eller at Anders Samuelsen faktisk mente, at han kunne rykke samfundet mere ved at sidde med ved regeringsbordet, nu hvor han ikke kunne få hele sin politik igennem ved at stå udenfor.

Tager vi hovedsageligt tolkningen om partipolitik som vej til private goder med ind i klasseværelset? Så kan det måske være med til at forklare, hvorfor danske partier trods det store engagement hos unge mister medlemmer og har svært ved at finde unge kandidater.  

Hvor meget Strøms model, som den fremgår ovenfor, fylder i samfundsfagsundervisningen, ved jeg ikke. Men i samme boldgade findes den populære Molins model, der forsøger at forklare partiers stillingtagen. Her lærer vi eleverne, at partiers udmeldinger ikke kun afhænger af ideologi, men også kan afhænge af, hvad der er populært at sige, hvilke alliancepartnere de skal tilfredsstille, eller om der er sympati om partiets politikere. Mit ærinde er ikke, at vi stopper med at lære vores elever om disse modeller. De er gode analyseredskaber, og det er selvfølgelig vigtigt, at vi lærer vores elever, at partier og personer også agerer strategisk. Mit håb er bare, at vi også husker at fortælle eleverne, at partier og politikere ikke kun er strategiske, men at politikere faktisk typisk er helt almindelige mennesker, der gerne vil gøre en forskel og påvirke samfundet lidt i retning af det, de tror på.

Gejsten tilbage
Politikere i mit skoleliv optrådte på to måder. Enten i klassiske paneldebatter eller som rundvisere på Christiansborg. De var ofte meget voksne. Samtidig var den del, der fyldte mest for mig som politisk aktiv, fraværende: nemlig arbejdet med ideologiske visioner og at omsætte disse til konkrete forandringer. Derfor var det heller ikke overraskende for mig, når jeg oplevede andre unge sige, at politik var kedeligt, men jeg har sjældent prøvet noget mere gejstfyldt end at forandre verden, og jeg håber, at flere unge vil få den oplevelse.

For tiden hitter begrebet self-efficacy i pædagogikken. Bandura skriver, at personers vurdering af deres egne evner er vigtige i forhold til at skabe motivation. Det handler helt banalt om, at man skal tro på, at man kan løse et problem, hvis man skal have lyst til at gøre forsøget. Det mener jeg også er vigtigt, når det handler om elevers lyst til at deltage i vores demokrati; de skal tro på sig selv og på, at de kan gøre en forskel. Self-efficacy kan blandt andet opnås gennem mestringsoplevelser og ved at opleve, at andre, der ligner en, kan få succes. Mit indtryk er, at vi allerede nu, gennem praktiske oplevelser med demokrati, er gode til at give oplevelsen af mestring til de mest engagerede elever. Om det er elevrådet, der formår at påvirke skolens vision, og udvalget i kantinen eller Operation Dagsværk-gruppen, der får flere elever end sædvanligt engageret, er bare to eksempler. Det kan garanteret bredes ud til flere elever – også dem, der ikke nærmest per automatik kaster sig ind i diverse udvalg. Men jeg tror, det største potentiale ligger i at vise vores elever andres succeser, når det kommer til politisk at ændre verden: Hvorfor mødte jeg aldrig gennem min skoletid andre unge, der havde forandret verden? Andre unge, der kunne fortælle om, hvordan man gjorde, og skubbe til troen på, at jeg også kunne gøre en forskel? I disse år, hvor der tales så meget om politikerleden, tror jeg, at det er endnu vigtigere at vise, at politikere er meget mere end de få snese toppolitikere, man ser i aftennyhederne. Heldigvis er ungdomsuddannelserne begyndt at åbne sig mere op over for andre typer af politikere. Ungdomspartierne, der nogle steder tidligere var forment adgang til skolerne, får nu lov at komme indenfor. Men hvorfor ikke gå skridtet videre og invitere nogle af dem ind i undervisningen for at fortælle om, hvordan de har påvirket samfundet? Det kan være relevant for samfundsfag, når det kommer til politisk deltagelse, for dansk, når det kommer til kommunikation, og i tværfaglige projekter. Men ikke mindst er det relevant, når vi taler om at forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Troen på forandring
Uddannelse handler blandt andet om at skabe kritiske individer. Det har ofte handlet om at uddanne vores elever til at gennemskue politisk spin. Det skal det stadig gøre. Men i dagens samfund må det også handle om at kunne gennemskue mediernes påvirkning af politik og at modgå opgivenhed. Modgå den apati, der opstår, når politik reduceres til nødvendigheder, og debatten bliver til mudderkastning. Heldigvis er vores elever enormt engagerede, men vi kan hjælpe dem med at få en endnu større tro på sig selv. De skal ikke blot deltage i andres aktiviteter, men selv være med til at forme den politiske debat og fremme de forslag, der skaber forandringer. Det handler også om, at de unge skal have lyst til at engagere sig mere permanent – måske endda stille op til valg. Hvad de så stiller op for, og hvilke visioner de vil kæmpe for, skal vi ikke blande os i, men engagementet skal fremmes for at sikre fremtiden for vores demokrati.