Han punkterer myter om Gen Z – men i klasselokalet kan noget faktisk være anderledes

Bobby Duffy er ikke den type forsker, man ringer til, hvis man bare vil have en undergangsfortælling om ‘de unge nu om dage’.

Han har hørt det før.

Unge er dovne. Unge er skrøbelige. Unge er illoyale. Unge gider ikke anstrenge sig. Unge har aldrig været sværere at forstå, undervise eller lede end lige nu.

Som professor ved King’s College London, direktør for The Policy Institute og forfatter til bogen Generations: Does When You’re Born Shape Who You Are? har Bobby Duffy brugt en stor del af sin karriere på at punktere den slags fortællinger.

Det er ikke, fordi generationer aldrig betyder noget. Men alt for ofte bruger vi dem som en hurtig forklaring på alt det, som voksne irriterer sig over ved unge, mener han.

”Selvfølgelig er der forskel mellem unge og gamle – det viser forskningen klart og tydeligt,” understreger han over en telefonforbindelse fra London.

”Men den afgørende pointe er, at forskellen typisk ikke er et spørgsmål om generationer.”

Det kan lyde paradoksalt. Men forklaringen ligger i den måde, vi blander alder, samfundsforandringer og generationer sammen på.

Unge kan være mere søgende, mere rastløse og mere tilbøjelige til at skifte retning, fordi de er unge. Men ikke fordi de tilhører Generation Z, Generation Alpha eller den næste bogstavkombination, nogle finder på.

”Forklaringen er ikke bare, at der var noget særligt i luften, da Generation Z blev født. Generation X og boomerne delte de samme træk, da de var i den alder.”

Bobby Duffy står ikke alene med sin skepsis. I 2021 opfordrede 170 samfundsforskere og demografer det toneangivende amerikanske analyseinstitut Pew Research Center til at droppe faste generationsbetegnelser, fordi de bygger på vilkårlige skel og fremmer stereotyper.

Men da Gymnasieskolen spørger til gymnasielærernes oplevelse af, at de står med en generation af elever, der kæmper med koncentration, mistrivsel og diagnoser, fejer han den ikke af bordet.

Tværtimod.

”Jeg tror faktisk, at noget er anderledes denne gang,” svarer han.

Tre ting bliver rodet sammen
For at forstå Bobby Duffys svar skal man kende hans grundregel. Når vi taler om generationer, blander vi ofte tre forklaringer sammen.

Den første er alder – eller livsfase, som han kalder det. Unge opfører sig anderledes end voksne, fordi de er unge. Sådan har det altid været.

Den anden er den tid, vi lever i. Noget ændrer sig i samfundet og påvirker os alle. Smartphones, sociale medier og en konstant strøm af information rammer ikke kun eleverne, men også deres lærere og forældre.

Først den tredje er en egentlig generationseffekt: En gruppe bliver præget varigt, fordi den vokser op under særlige vilkår. Det kan være en krig, en pandemi eller måske en gennemgribende ny medieverden.

”Det er ved livsfaseeffekten, at folk oftest går galt i byen. De kalder noget en Gen Z- eller Gen Alpha-effekt, selvom unge altid har opført sig eller tænkt sådan,” siger Bobby Duffy.

Eleven, der falder ud af undervisningen, er derfor ikke nødvendigvis et nyt fænomen. Før gled blikket måske ud ad vinduet. Nu lander det på telefonen.

”Vi glemmer, hvor meget vi selv var sådan.”

Voksne har med andre ord en rosenrød erindring om deres egen ungdom. De husker sig selv som mere flittige, robuste og koncentrerede, end de var.

Smartphonen kan være anderledes
Men tilbøjeligheden til voksenbrok betyder ikke, at lærerne tager fejl, mener han.

Det er svært at måle koncentration på tværs af årtier, understreger Bobby Duffy, og forskningen giver ikke noget entydigt svar. Alligevel er der god grund til at undersøge, om elevernes opmærksomhed reelt er blevet udfordret.

”Jeg tror, at der er noget anderledes ved vor tids teknologi og dens rækkevidde,” siger Bobby Duffy med henvisning til smartphones, kunstig intelligens og sociale medier.

Romaner, tv og videospil er historisk alle blevet beskyldt for at fordærve tidligere generationer, ofte uden de frygtede følger. Men smartphonen følger den unge gennem hele dagen og konkurrerer med søvn, fysisk aktivitet, samvær og fordybelse, påpeger professoren.

Samtidig er den digitale medieverden indrettet til hurtige skift og til hele tiden at indfange opmærksomheden. Forskningsgrundlaget er ikke endegyldigt, men ifølge Bobby Duffy stærkere end ved tidligere teknologier.

”Derfor bør bekymringen tages alvorligt,” siger han.

Påvirkningen rammer hele befolkningen, men kan sætte sig stærkere hos unge, fordi deres vaner stadig er ved at blive formet, lyder det.

”De formative år betyder noget.”

Læreren kan altså være lige så fristet af telefonen som eleven, men har måske lært at læse lange tekster og fastholde opmærksomheden i en anden medievirkelighed.

”En samfundsforandring, der rammer alle, kan derfor sætte sig særligt stærkt i bestemte årgange. Det kan begynde som noget fælles for alle i samfundet og ende som en reel generationseffekt.”

Flere diagnoser
Også udviklingen i mistrivsel, ADHD og autisme peger i flere retninger, mener professoren.

I Storbritannien er antallet af henvisninger og diagnoser steget markant, fortæller Bobby Duffy. En del kan skyldes, at samfundet er blevet bedre til at opdage tilstande, som tidligere blev overset. Samtidig kan der være overdiagnosticering og tilskyndelser i systemet, fordi en diagnose kan udløse støtte eller ekstra tid til eksamen.

”Vi kan overdiagnosticere i nogle grupper og stadig overse problemerne i andre,” siger Bobby Duffy og peger blandt andet på sociale forskelle i kendskab og adgang til udredning.

Det er derfor for enkelt enten at se stigningen som bevis på en mere skrøbelig generation eller at reducere den til nye mærkater på gamle problemer. Opgaven er at hjælpe uden at gøre almindelige udfordringer ved at være ung til sygdom.

Selv en stor procentvis stigning betyder heller ikke, at diagnoser definerer en hel årgang. Taler lærerne om de fleste elever – eller er antallet med store behov steget fra nogle få til lidt flere?

”Den forskel forsvinder let, når man taler om en hel generation.”

Gamle myter bliver ikke mere sande
Men at nogle vilkår er under forandring, giver ikke nødvendigvis belæg for samtlige velkendte påstande om Gen Z som doven, uansvarlig og illoyal, understreger han.

”Der er ingen data, jeg kan se, som viser de tendenser,” siger Bobby Duffy, hvis forskning især har rettet sig mod arbejdsmarkedet.

”Unge skifter ganske vist oftere job end ældre, men det gjorde unge også i 1980’erne. De unge har altid været mindre bundet til en arbejdsplads, som de kun har kendt i få år.”

”Det er et klassisk eksempel på, at vi forveksler et træk ved unge med et træk ved én bestemt generation.”

Generationsperspektivet kan være en meget nyttig måde at forstå store forandringer på, understreger Bobby Duffy.

”Det tragiske er bare, at den mulighed drukner i myter og stereotyper.”

Tal med eleverne – ikke kun om dem
Frustrationen på lærerværelset kan bunde i noget reelt, konkluderer den britiske professor.

”Hvis flere elever sover dårligt, mistrives eller har svært ved at fordybe sig, skal lærerne ikke høre mig sige, at de skal tie. Men selvom der kan være noget generationsbestemt på spil, må samtalen ikke standse ved en dom over den nye generation.”

For det største problem mellem generationerne er ifølge Bobby Duffy ikke konflikt, men afstand.

Unge og voksne lever mere adskilt, både fysisk og digitalt. De bruger forskellige digitale medier, får information forskellige steder og har mindre kontakt uden for familien. Derfor får brede forestillinger om hinanden lettere lov at stå uimodsagt.

”Vi risikerer at forstærke stereotyperne og skabe mere splittelse og mindre forståelse, når vi fremsætter meget brede påstande.”

På arbejdspladser bliver Bobby Duffy ofte bedt om hjælp til en ‘Gen Z-strategi’. Han svarer, at selve spørgsmålet er forkert. En særskilt strategi for de unge øger afstanden. Der er i stedet brug for en strategi, der skaber forbindelser på tværs af generationerne.

”Den tanke kan føres direkte ind i uddannelsesverdenen,” siger han.

Lærerne skal tage deres erfaringer alvorligt, men også undersøge dem sammen med eleverne: Hvad forstyrrer koncentrationen? Hvad ligger bag mistrivslen? Hvilke krav er blevet sværere at håndtere?

”Og hvad er måske bare det evige vilkår, at unge er unge?” spørger Bobby Duffy.