Artikel
Gymnasielærere underviser i 10. klasse
No image

Gymnasielærere underviser i 10. klasse

10. klasse flytter i stigende grad ind på gymnasierne, og nogle steder er gymnasielærerne begyndt at undervise 10. klasserne. Målet er at forberede eleverne til at vælge den rigtige ungdomsuddannelse.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Carsten Vium Jørgensen underviser htx-elever på CPH West i Ishøj. Men i år skal han også føre 10.b op i matematik.

Han og otte andre kolleger på CPH West arbejder fra i år både på htx og i 10. klasse, hvor de typisk har et til to hold elever. Til næste år kan de samme lærere være heldige at få eleverne igen, når de som planlagt begynder i gymnasiet, der ligger under samme tag.

CPH West er ikke et enkeltstående eksempel. Det er tværtimod en tendens, at 10. klasser får et tæt samarbejde med gymnasierne eller ligefrem bliver placeret på den samme adresse.

”Vi ser CPH10 som indgangen til en ungdomsuddannelse frem for afslutningen på folkeskolen,” siger Trine Ladekarl Nellemann, leder for gymnasierne på CPH West i Ishøj.

Ideen er, at lærerne fra gymnasierne og erhvervsuddannelserne kan være med til at ruste eleverne til både at vælge og gennemføre den ungdomsuddannelse, som matcher den enkelte elev bedst.

10 timer om ugen
På Odsherred Gymnasium rykkede to 10. klasser ind i august 2011, da kommunen forsøgte at finde en strategi for 10. klasse. I dag underviser gymnasielærerne eleverne i valgfag 10 timer om ugen. Eleverne kan hvert kvartal vælge et nyt valgfag, og nogle af disse giver eleverne en introduktion til gymnasiefag som for eksempel spansk, billedkunst og psykologi.

”Det er en appetitvækker for eleverne, så de kan tage et kvalificeret valg med hensyn til, om de vil i gymnasiet, og hvilke fag de vil vælge, siger Marianne Munch Svendsen, der er rektor på Odsherred Gymnasium.

Hun beskriver afdelingen som en slags lilleskole, og derfor er de tre 10. klasselærere også blevet en del af gymnasielærermiljøet.

Hvor gymnasielærerne har en stor faglig styrke, har 10.klasselærerne en større pædagogisk ballast. Marianne Munch Svendsen fortæller, at 10. klasselærerne er bedre til at møde 10. klasseeleverne, hvor de er, mens det er en større udfordring for gymnasielærerne.

”Lærerne skal kunne meget andet end at være en dygtig underviser i sit fag,” siger hun.

Op mod en tredjedel af 10. klasseeleverne fortsætter på Odsherred Gymnasium. De er blevet en del af miljøet og kender både gymnasieelever og gymnasielærere, når de begynder i 1.g.

”Vi fjerner usikkerhedsmomentet for 10. klasseeleverne. Nu ved de, at de hører til på et alment gymnasium, og de er glade for at kende nogle af lærerne på forhånd,” siger Marianne Munch Svendsen.

Særlig brobygning
På Struer Statsgymnasium er 10. klasse blevet en del af campusmiljøet. Der er fire klasser, og to af dem er gymnasieorienteret. I de klasser bliver der seks gange i løbet af året afsat en dag til et gymnasiefag. Det kan være en spansklærer, der en hel dag fortæller om sproget, og hvordan man arbejder med det på gymnasialt niveau.

”Eleverne får undervisning på startniveauet af gymnasieniveauet. Det er en slags særlig brobygning, hvor eleverne fornemmer, at det er en gymnasielærer, der styrer undervisningen,” siger rektor Jens Elsig.

Han tror, at det, at eleverne er en integreret del af skolen, samtidig med at de oplever gymnasieundervisning, er med til, at 75 procent af eleverne fortsætter på en af Struer Statsgymnasiums uddannelser efterfølgende.

På CPH West har det ikke været svært at finde gymnasielærere, som vil arbejde i 10. klasse. Og Carsten Vium Jørgensen har ikke fortrudt, at han sagde ja.

”Du bliver i højere grad udfordret på det didaktiske og det pædagogiske. Eleverne stiller nogle andre typer spørgsmål, end de gør i gymnasiet," siger han.

Han er begejstret for ideen om, at gymnasielærere er med til at forberede eleverne til at gå i gymnasiet eller tage en anden ungdomsuddannelse.

”Det gør det nemmere for eleverne at træffe det rigtige valg,” siger Carsten Vium Jørgensen.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater