Artikel
Gymnasieelever brugte sommerferien på bæredygtighed
image

Gymnasieelever brugte sommerferien på bæredygtighed

Hvorfor bruge sin ferie på at lave ingenting, når man kan bruge den på at blive klogere? På UNF International Science Summer Camp 2015 afsatte 38 danske og udenlandske unge den sidste uge af sommerferien til lærelyst, bæredygtighed, innovation og samarbejde.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Stranden var byttet ud med arbejdslokaler på Aalborg Universitet København og badetøjet med de problemløsende briller, da i alt 38 danske og udenlandske unge tilbragte den sidste uge af sommerferien på International Science Summer Camp ISSC 2015.

Sommerlejren blev arrangeret af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening UNF Danmark, hvor frivillige vejledere og koordinatorer stod for at guide de lærelystne unge gennem en uge med teknologi, miljø, innovation og bæredygtighed i højsædet.

Her fik eleverne lov til at afprøve deres gode idéer og ikke mindst evnen til samarbejde ved at komme med konkrete bud på bæredygtige og grønne projekter. Og netop friheden til at udvikle og afprøve har været et bærende element ved ISSC 2015. Det fortæller arrangementets koordinator, Jacob Bollerslev.

”Vi har ikke haft så mange forelæsninger og professorer på programmet. I stedet har vi fokuseret på at lade de unge prøve at udvikle deres egne projekter helt fra bunden, så de får en fornemmelse af, hvordan en idé bliver til virkelighed,” siger han.

Gymnasieelever fra hele verden
Den internationale sommerlejr er dog ikke det eneste lejrtilbud til gymnasieelever. Det er nu 14. år i træk at UNF Danmark afholder ScienceCamps, med efterhånden ni forskellige lejre at vælge imellem.

Det er dog imidlertid første gang, at man har forsøgt sig med en international lejr af denne type, hvor elever fra forskellige lande arbejder sammen om at udvikle idéer på kryds og tværs. Et format, der har tiltrukket videnskabsinteresserede gymnasieelever fra hele verden, fortæller campens akademiske koordinator, Gregers Larsen.

”Det har nærmest overrasket os, at de unge har været så engagerede. Men det kræver selvfølgelig også, at man virkelig gerne vil det, når man kommer hele vejen fra et andet land. Vi har for eksempel en elev, der har kørt med bus i 15 timer,” siger han.

En af deltagerne, som var rejst langt for at være med, var 18-årige Sofía Camussi fra Argentina. Hun har tidligere været på science camps i blandt andet USA, men dette var hendes første tur til Danmark. Sammen med sin gruppe brugte hun hele ugen på at udvikle et projekt, der skal omdanne madspild til biogas- og brændsel.

”Det har virkelig været en sjov og spændende uge, hvor jeg har lært rigtig meget. Ikke kun hvordan man udvikler sit eget projekt, men også hvordan man arbejder sammen med mennesker fra andre lande og kulturer,” siger hun.

Frie hænder er fedt
Og netop samarbejdet med udenlandske jævnaldrende fremhæver de danske gymnasieelever ligeledes som et stort plus.

17-årige Frederik Jørgensen, som går i 1.g på HTX på Køge Gymnasium, er en af dem. Hans projektgruppe tilbragte ugen med at udvikle et såkaldt t-board, som nærmest er en krydsning mellem et skateboard og en segway. Også han har været glad for muligheden for arbejde sammen med unge fra andre lande og kulturer.

”Det har været fedt, men også en udfordring, for man arbejder jo ikke altid på samme måde. Men samtidig har vi også kunne lære rigtigt meget af hinanden,” siger han.

Selvom han endnu ikke helt ved, hvad han gerne vil i fremtiden, har den forgangne uge givet Frederik Jørgensen videnskabeligt blod på tanden. Han regner derfor med at melde sig til igen, næste gang der afholdes International Science Summer Camp.

”Jeg har altid interesseret mig for naturvidenskab, men det har været virkelig fedt, fordi vi har haft ret frie hænder til at arbejde med de ting, vi gerne ville. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve igen,” siger han.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater