

Hvad ville du sige, hvis rektor pludselig vil sidde med ved eksamensvoteringen?
Situationen er ikke hypotetisk, for den kan meget vel blive en mulighed, hvis en ny bekendtgørelse om gymnasiale prøver og prøver i de almene voksenuddannelser bliver gennemført. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har lavet udkastet til bekendtgørelsen, der netop har været i høring.
I STUK’s udkast står der:
”Under voteringen ved prøver med mundtlig eksamination må kun censor og eksaminator deltage og være til stede. Institutionens leder kan dog beslutte, at ikke-erfarne eksaminatorer, lederen selv eller en person udpeget af denne kan være til stede under en votering”.
Tiltaget vækker bekymring og undren hos Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).
”Vi synes, det er en rigtig dårlig ide, at skolens leder skal sidde med ved voteringen, for det kan skabe pres og usikkerhed både hos censor og eksaminator. Det kan også give en følelse af at blive overvåget. Eksamen og votering er jo i forvejen en højintens opgave, hvor der er meget på spil. Vi frygter, at tilstedeværelsen kan påvirke lærerne, så de ikke kan bedømme frit og uafhængigt, som de skal,” siger Bodil-Marie Gade, der er forkvinde for GL’s Uddannelsesudvalg.
I bekendtgørelsen angives det ikke, hvilke forhold der skal være til stede for at begrunde, at en anden person deltager i voteringen, eller hvilken rolle lederen eller den anden person skal have under voteringen.
”Derfor frygter vi, at sådan en paragraf kan udnyttes, så det bliver en form for overvågning. Konsekvensen kan være, at voteringen ikke bliver så uafhængig, som den skal være,” siger Bodil-Marie Gade.
Udfordrer den nationale standard
Den kommende bekendtgørelse skal erstatte de forskellige bekendtgørelser, der findes om eksamen på nuværende tidspunkt. Det initiativ ser GL positivt på.
”Samlet set synes vi, det er en god ide, at man får samlet og justeret de eksisterende eksamensbekendtgørelser, fordi det gør det nemmere at finde rundt i. Det gør det også mere fleksibelt i forhold til at lave løbende justeringer i takt med nye udfordringer og udvikling af prøveformerne,” siger Bodil-Marie Gade.
Men udkastet lægger op til flere ændringer, som giver forringelser, mener GL.
Det kan betyde, at det er lettere for elever at snyde på en skole end en anden.
En anden af forringelserne er ifølge GL, at bekendtgørelsen fastslår, at det er op til hver enkelt skole selv at fastsætte lokale eksamensregler, der blandt andet skal indeholde ”regler om tilsyn, afvikling, opførsel under prøverne, identifikation af eksaminanden, fremmøde, adgang til internet og digitale hjælpemidler, brug af online-tjenester, overvågning og logning af netværksaktivitet, monitorering af eksaminandernes computer/tablets m.v. og brug af elektroniske enheder i øvrigt”.
Det betyder kort sagt, at det er op til hver enkelt skole at etablere et system til overvågning og logning i forbindelse med eksamen.
”Vi er meget skeptiske over, at reglerne skal udarbejdes lokalt, og at det er op til hver enkelt skole at etablere et system til overvågning og logning, fordi det helt konkret kan betyde, at det er lettere for elever at snyde på en skole end en anden. Det udfordrer den nationale standard, og det gør det svært at sikre en fair og lige behandling af eleverne over alt i landet,” påpeger Bodil-Marie Gade.
Hun fortæller, at det er meget forskelligt, hvordan skolerne håndterer eksamen. Nogle steder har de installeret et system, som for eksempel Examcookie, til både mundtlige og skriftlige eksamener, og andre steder er det mere tilfældigt, hvordan man overvåger elevernes eksamensaktiviteter.
”Vi har længe efterlyst, at man centralt udvikler et overvågningsværktøj eller som minimum fastlægger nogle mindstekrav til skolernes overvågning af eksamen. Det er blevet endnu mere presserende, efterhånden som kunstig intelligens er blevet mere udbredt,” siger Bodil-Marie Gade.
Uheldigt mobilforbud
I udkastet til den nye eksamensbekendtgørelse skriver STUK, at det ikke er tilladt for eksaminanden at medbringe mobiltelefoner eller lignende kommunikationsudstyr under prøven. Det forbud er ifølge GL uheldigt i forhold til visse fag – for eksempel fysik – fordi eleverne ofte bruger mobiltelefoner til dataopsamling i det eksperimentelle arbejde, da der er mange sensorer indbygget i mobiltelefoner.
”Når mobiltelefonen er forbudt til mundtlig eksamen, er den også forbudt under den eksperimentelle del af mundtlig eksamen og kan således ikke anvendes som laboratorieudstyr. Det gør så desværre, at man i praksis heller ikke kan bruge mobiltelefoner til dataopsamling i den daglige undervisning. Det er uheldigt, fordi man derved mister muligheden for at kunne bruge relevant, nemt tilgængeligt og mobilt måleudstyr,” siger Bodil-Marie Gade.
GL foreslår derfor, at bestemmelsen suppleres med en formulering, der tillader brug af mobiltelefoner til for eksempel dataopsamling.
Censor uden pædagogiske kompetencer
Fremover skal det ifølge udkastet til bekendtgørelsen være muligt for en institutionsleder at indstille en censor som udelukkende har faglig kompetence. At lederen kan indstille en censor uden pædagogiske kompetencer vil medføre forhøjet risiko for en eksamen med lavere kvalitet og udfordre eksaminandernes retssikkerhed, vurderer GL.
”Hvis man ikke har gennemført pædagogikum, som blandt andet har fokus på at læse og forstå de faglige mål ind i den her bedømmelsessituation, så har man ikke de pædagogiske kompetencer, man skal have som gymnasielærer. Det betyder, at der er en høj risiko for, at eksamenen ikke har den kvalitet, den skal have, og det kan ramme eleverne,” understreger Bodil-Marie Gade.
GL har netop sendt sine bemærkninger til eksamensbekendtgørelsen til STUK.
Gymnasieskolen har kontaktet STUK i forhold til kritikken, men styrelsen vil ikke kommentere på bekendtgørelsen, mens den er i høring, oplyser Børne- og Undervisningsministeriets pressekontor.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Mange tak for artiklen. Dette med at indføre andre deltagere end censor og eksaminator til overværelse under voteringen, er en utrolig vigtig sag, som jeg slet ikke var opmærksom på var i gang. Jeg frygter lidt at sagen vil drukne mellem alle de andre uddannelses-debatter og ændringer, der sker lige nu. I min optik er det med andres deltagelse i selve karaktervoteringen et langt større problem, end hvilken karakterskala vi lige bruger for tiden.