Frederik Heegaard Jørgensen 1948-2011

I september døde vores kollega, Frederik, efter flere år med sygdom og tungsind. De sidste år blev svære for ham; hans depressive tendens forstærkedes, og hertil kom fysisk sygdom. Flere gange kom han ovenpå igen, men endnu en blodprop kunne han ikke klare.

I 1980 blev Frederik ansat på Ikast Gymnasium og HF-kursus, i skolens barndom. Der var i lærerkollegiet en stærk pionerånd, og den passede Frederik godt.

I begyndelsen af 80’erne var der en i gymnasieskolen generelt og også i Ikast en række forsøg. Dem kastede Frederik sig ud i med stor entusiasme; at skabe helhed og sammenhæng for eleverne var et projekt efter hans hjerte. Også lærerrådsmøderne prægede han, ofte med lange filosofiske overvejelser og ideologiske analyser, krydret med en tør humor.

Frederiks fag var dansk og idræt. Selvom han havde en fortid som elitesportsmand, interesserede han sig især for den brede idræt; eleverne skulle gerne være glade for eller blive glade for at bevæge sig, om de vandt en turnering var ikke så vigtigt.

Som dansklærer var Frederik præget af nykritikken og ideologikritikken. Han var en meget dygtig tekstlæser, og han ville lære eleverne den dybdeborende og præcise analyse. Man kan også karakterisere Frederik som en sprogrøgter. Hvis eleverne ikke kunne sætte punktum eller formulere korrekte sætninger, kunne han blive meget bekymret. Til trods for at Frederik politisk var venstreorienteret, var hans litterære smag ret konservativ og traditionsbunden. Han holdt af den klare tanke hos Holberg, af den sproglige ironi og samfundskritikken hos det moderne gennembruds forfattere og ikke mindst af PH’s skarpe tekster.

Frederik var et omsorgsfuldt menneske; han havde øje for de elever, der havde det svært. Også kollegernes ve og vel havde hans opmærksomhed; i flere år var han skolens sikkerhedsrepræsentant, og på dette område var det ikke skridsikre træsko, men det psykiske arbejdsmiljø, der havde hans interesse.

De ændringer, der kom i 90’erne og især i 00’erne, huede ikke Frederik; den større individualisering og fokus på karakterer var ikke hans kop te. Han havde også svært ved at forstå, at eleverne ikke prioriterede skolen og lektierne højere, end tilfældet var; han kæmpede en ihærdig, men forgæves kamp mod elevernes fritidsarbejde.

Han lyttede med empati til andres bekymringer og besværligheder. Når det angik ham selv, adskilte han det offentlige og det private. Lærerlivet og skolepolitik diskuterede han ofte og gerne; de alvorlige private problemer holdt han med værdighed for sig selv.

Vi mindes den varme, idealistiske og kampberedte Frederik.

Lærerne ved Ikast-Brande Gymnasium/
Aase Graae-Michelsen