Erhvervslivet blander sig

Der var endnu en udtalelse fra Dansk Industri (DI) om uddannelsespolitik. I en avisartikel i sommer fremsatte underdirektør i DI Charlotte Rønhof ideen om, at færre fremover skal gå i gymnasiet. Men hvad skal DI blande sig i det for?  Burde de ikke holde sig for sig selv og fokusere på, hvordan de bedst rådgiver deres medlemmer til større eksport?
”Når vi er blevet mere synlige i medierne på uddannelsesområdet, skyldes det ikke, at vi ikke har interesseret os for uddannelsespolitik tidligere,” siger Charlotte Rønhof, der giver to forklaringer på, hvorfor DI nu offentligt går til medierne med deres uddannelsespolitiske synspunkter: 
Den ene er, at uddannelsespolitik generelt har fået mere opmærksomhed fra flere interessenter – der er generelt mere offentlig debat om uddannelsespolitik. Den anden årsag er, at industrien mangler kvalificeret arbejdskraft: 
”Vi oplever et stort mismatch mellem de unges uddannelsesvalg, og hvad virksomheder efterspørger. Vi er ikke kun optaget af at uddanne mere, men også bedre. Dertil kommer, at konkurrencen med andre lande er øget, og der frygter vi, at de danske uddannelser halter bagefter,” fortsætter Charlotte Rønhof.

Lærerne kan ikke lide det
En af DI’s kæpheste er, at danske elever i både grundskole, gymnasium og på de videregående uddannelser burde opfordres til at interessere sig for naturvidenskab. For der kommer til at mangle ingeniører, mener DI. Det sagde man også i 80’erne. Og hvad skete? De nyudklækkede ingeniører blev arbejdsløse.
”Der kom jo lavkonjunktur, men ledigheden blandt ingeniører var ikke lige så høj som blandt andre akademikere. Det skal man lige huske på,” siger Charlotte Rønhof.
Hun lægger ikke skjul på, at DI gør, hvad de kan, for at påvirke politikerne, når de vedtager uddannelsesreformer eller ser på optaget af studerende. De så for eksempel gerne, at der kom flere ind på erhvervsskolerne – netop som regeringen har foreslået.
Men skal erhvervslivet blande sig i, hvad der bliver talt om i klasseværelserne? Den holdning falder ikke altid i god jord på uddannelsesinstitutionerne.
”Det er ikke noget, lærerne traditionelt har brudt sig om. Som i de fleste andre professioner er lærerne ikke så glade for, at erhvervslivet blander sig i deres arbejde,” siger professor Hans Siggaard Jensen fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet. Han har blandt andet forsket i pædagogikkens idéhistorie set i dansk perspektiv.
Kritikken lyder, at med erhvervslivets indblanding vil undervisningen i alt for høj grad blive målrettet det arbejdsmarked, der venter på den anden side af eksaminerne. Eleverne vil blive uddannede – ikke nødvendigvis dannede. Og i en globaliseret tid vil man måle sig med elevernes resultater i Kina og Indien. Undervisningen bliver teach to test.
DI går også ind for, at danske elever bliver uddannet til et internationalt marked. Derfor ser de gerne, at eleverne bliver udfordret mere.
”Vi kan jo se, at danske elever ikke altid kan måle sig med eleverne i Asien. Og det kan vi da godt være bekymrede over,” siger Charlotte Rønhof.
Danske elever skal også blive bedre til at finde på og udvikle deres fantasi, mener DI og ser gerne, at kreativitet og innovation bliver yderligere fremmet.

Slut med old
Selv om det kan se ud, som om DI er blevet mere synlige i medierne, har de ikke fået mere indflydelse. Erhvervslivet har altid blandet sig, siger Hans Siggaard Jensen:
”Tidligere var det politiske system bare mere sammenvævet med de faglige organisationer. Socialdemokratiet med fagbevægelsen, Venstre med landbruget og de Konservative med industrien. De bånd er der ikke på samme måde mere. Nu har de Konservative nærmest ingen indflydelse, og derfor må en organisation som DI gå mere offensivt til værks,” siger Hans Siggaard Jensen.
”Dertil kommer, at medievirkeligheden ser helt anderledes ud nu. Tidligere kom politikerne til frokost i DI, og så snakkede de om tingene. Nu må de gå ud i offentligheden og markere deres synspunkter,” tilføjer han.
Hans Siggard Jensen mener ikke, at konsekvensen af, at erhvervslivet nu offentligt blander sig i uddannelsespolitikken, vil betyde mindre fokus på dannelse. Det vil sandsynligvis være en anden form for dannelse, måske knap så klassisk. Skal et fag som oldtidskundskab bestå? Direkte adspurgt siger Charlotte Rønhof:
”Man kan jo altid se, om der er en smartere måde at fordele fagene på. Jeg gik selv på et gymnasium, der eksperimenterede med det, og der havde jeg for eksempel datalogi i stedet for oldtidskundskab. Den slags valgmuligheder kunne man jo godt kigge på,” siger hun.
Det kan være, at oldtidskundskab i fremtiden vil være en anakronisme, mener Hans Siggaard Jensen.
”Der sker en radikal nyfortolkning af, hvad almen dannelse vil sige. Oldtidskundskab har kun overlevet, fordi en del af den danske skoletradition fører et tysk dannelsesideal videre, hvor man skulle kende Iliaden og Platons dialoger. Men i en tid, hvor forretningsfolk rejser til Kina og Indien, er det måske lige så meget på sin plads at vide, hvad Konfucius’ filosofi gik ud på. Eller hvilke tanker der ligger til grund for hinduismen og buddhismen,” siger Hans Siggaard Jensen og tilføjer, at det kun er i nogle tyske delstater, at gymnasieelever har oldtidskundskab som et selvstændigt fag.
DI’s synlighed i medierne vil sandsynligvis ikke ændre den førte politik, mener Hans Siggaard Jensen. For industrien bliver allerede hørt. Ligesom den altid er blevet det:
”Da skolepolitikken, der skabte det moderne gymnasium, blev formet i 1850’erne, lagde man vægt på, at de danske studenter skulle blive selvstændigt tænkende, demokratiske individer med sans for kunst og litteratur.  Men de skulle stadig kunne deres fysik og matematik og være brugbare i administration og erhverv. De skulle uddannes til at passe ind i samfundet,” siger han.