Endelig en fremtid i jobbet

Er der råd til sommerferien? Hvad skal jeg lave til næste år?
Flere år i vikariater påvirker både privat- og arbejdslivet. Birgitta Dobson og Jakob Sørensen er nu begge fastansatte og glæder sig til at kunne være med til at udvikle skolen og fagligheden.

Trygheden har sænket sig over Jakob Sørensens arbejdsliv. Siden han færdiggjorde sit studium i historie og dansk på universitetet i 2000, har han været ansat i tidsbegrænsede stillinger. Det første årti på universitetet og i museumsverdenen. Men sidste år lykkedes det ham endelig at få foden ind i den gymnasiale verden. Først i et vikariat på Københavns Voksenuddannelsescenter (KVUC) med lovning om at blive fastansat inden for et år, da skolen planlagde udvidelse.  Allerede efter et halvt år blev han fastansat. Jakob Sørensen er lettet over at slippe af med usikkerheden og endelig at have mulighed for at tænke lidt mere langsigtet.
”Det er stressende at være ansat tidsbegrænset. Man skal hele tiden holde øje med andre muligheder og kan derved ikke koncentrere sig fuldt ud om jobbet,” siger han.

Altid i spil
Kollegaen Birgitta Dobson blev også fastansat for kort tid siden. Efter et vikariat på skolen og adskillige vikariater på andre skoler sad hun endelig med sin første fastansættelseskontrakt, fire år efter at hun blev færdig med sine studier i historie og billedkunst på universitetet.
”Alt det, man drømte om under studiet, er først rigtigt realiseret, når man står med den faste position i arbejdslivet. Vikariater indfrier ikke drømmene,” siger Birgitta Dobson.
Da hun blev færdiguddannet, syntes hun, at der var mange stillinger at søge. Men hun blev hurtigt skuffet over, hvor sjældent hun fik svar fra skolerne.
”For at blive taget i betragtning bare til et vikariat gælder det om hurtigt at få foden ind på en skole,” fortæller Birgitta Dobson. Hun synes, at vejen til en fast stilling har været hård.
”Som vikar er man hele tiden nødt til at bevise, hvad man kan. Man prøver at være i spil ved hver eneste stilling og time,” siger Birgitta Dobson.
Selvom det til tider godt kunne føles stressende, så turde hun ikke sige nej, når hun blev tilbudt ekstra timer. Hun håbede, at det ville åbne døren for en fast stilling.  Hun ville så gerne bevise, at hun var værd at ansætte.
Trygheden i arbejdslivet påvirker også privatlivet. Efterhånden som Jakob Sørensen fik flere børn, føltes det som en kæmpe økonomisk usikkerhed ikke at være fastansat.
”Som de faste udgifter stiger med alderen, så bliver springet tilbage til dagpenge for stort. Samtidig vidste man aldrig, om der var råd til næste sommerferie,” siger han.
Birgitta Dobson glæder sig også til en sommerferie, hvor hun ikke skal kæmpe for et nyt vikariat.
”Og det er første gang, at jeg har indflydelse på mit skema. Nu får jeg mulighed for at fortælle, hvad jeg gerne vil undervise i,” siger hun.

Flere års prøvetid
Jakob Sørensen er meget tilfreds med, at skolen indfriede løfterne endda før beregnet. Han er godt klar over, at ikke alle er lige så heldige som ham.
”Det er et stort problem, hvis skoler konsekvent har en stor gruppe af løst ansatte, som de ikke føler, at de har nogle forpligtelser over for, og hvor det får karakter af flere års prøvetid for lærerne,” siger han.
Der er ingen forskel på selve arbejdet. Det er det samme arbejde, man udfører, om man er vikar eller fastansat lærer, påpeger Jakob Sørensen. Undervisningen skal sammensættes, og man er en del af lærerteamet. Men fastansættelsen betyder ikke kun noget for trygheden og økonomien.
”Når man bliver fastansat, så får man lyst til at engagere sig yderligere. Det ansporer til udvikling,” siger Jakob Sørensen.
”Jeg føler, at jeg nu er mere på lige fod med kollegerne. Man bliver nok lidt mere engageret og bidrager til udviklingen af stedet, når man ved, at man har en fremtid der,” siger Birgitta Dobson.
Hun glæder sig også til, at fastansættelsen kommer til at påvirke hendes faglige udvikling med efteruddannelse og langvarigt samarbejde med kollegerne.  
”Det er sådan en lettelse, at jeg endelig kan se en fremtid i mit job,” understreger hun.