En karakterskala handler ikke om tal og lovtekst, men om kultur

I Danmark opfattes en karakterskala som noget, der kan skiftes ud ligesom en mobiltelefon. ­Ikke nok med det: Det er tilsyneladende ikke comme il faut at sætte spørgsmålstegn ved denne galskab. I dagspressen, i rapporter fra EVA og Under­visningsministeriet eller i ­vores eget Gymnasieskolen læser vi kun om argumenter mod 7-trins-­skalaen og for indførelse af en hel ny skala, som skulle være bedre end de forrige. I de seneste 10 år har jeg forsøgt at blande mig i diskussionen, men alle mine indlæg – stort og småt – om, at ikke skalaen, men anvendelsen er problemet, er blevet afvist. Jeg har været sikker på, at andre ville skrive mere velformulerede indlæg mod at skifte karakterskala så hovedløst, som vi gør, men det er ikke sket. Jeg formoder, at alle, der har ment noget i retning af denne kronik, har fået deres indlæg retur.

Den 7-trins-karakterskala, som skribenter fra cirka 2013 til og med nu vil erstatte, blev indført i 2006. Katherine Richardson var en af hoved­arkitekterne. Skalaen erstattede en 13-skala fra 1963, som erstattede den nyeste version af Ørsted-skalaen (1943-1963 med karakter fra -16 til og med 15), som erstattede den i 1919 indførte Ørsted-skala version 3, som erstattede et heltalsværdiskala, som, igen, var en i 1911 justeret version af heltalsværdiskalaen fra 1903,  som erstattede Ørsted-skala ­version 2 fra 1871, som kom efter Ørsted-­skala version 1 fra 1833 – og så kan vi grave længere tilbage. Hver ændring har været velbegrundet, og ifølge de forskellige ekspertkomitéer, livsnødvendig. Alle komitéer har glemt at inddrage et meget vigtigt aspekt af en karakterskala som en del af evalueringsstrategier (for eksempel eksamener). Og det er, at karakterskala ikke handler om tal og lovtekst, men om massekultur. En karakter har kun en værdi, for så vidt den er en del af vores fælles kulturelle intuition.

De andre gør det ikke
Hvis jeg kun ser på karakterværdiforskelle som symboler – og ser bort fra, hvordan symbolerne præcis beskrives i lovteksterne – er der i de seneste mere end 100 år ikke forandret en karakterskala i andre lande, som vi elsker at sammenligne os med. Tyskland, Østrig, Schweiz og ­Polen har haft den samme karakterskala, som bygger symbolmæssigt på et system fra 1850’erne, hvor den højeste karakter er den dårligste, og som lokalt varierer med 4, 5 eller 6 karakterer. I USA har de haft deres A-F-­system uændret siden cirka samme tid. I Holland og Belgien har man haft den samme 10-tals-karakterskala siden 1870. I Frankrig anvendes et 20-tals-system fra 1600-tallets ­Ratio Studiorum. Et kort historisk øjeblik (fra 1969 til 1971) forsøgte franskmændene sig med det internationale A-F-system for at vende tilbage til deres eget 20-tals-system.

Jeg må desværre indrømme, at jeg har fundet disse oplysninger på Wikipedia, eftersom jeg ikke kan finde en videnskabelig bog eller bare en artikel om international anvendte karakterskalaers begrundelser, bortset fra de danske betænkninger om danske forhold. I den faglitteratur om karakterkritik, jeg har læst, handler det ikke om symboler, skalaer, tal ­eller bogstavrækker, men om, hvorvidt den måde, en skala anvendes på, kan misbruges eller har uønskede bieffekter. Ikke skalaens symboler beskrives som et problem, men selve anvendelsen af skalaen. Det modsatte sker og er sket i Danmark. Her er alt det negative tilsyneladende skalaens skyld, og en skala er lig med tallene som symbol og dertilhørende lovtekst.

Argumenterne holder ikke
Argumenterne mod 7-trins-skalaen har ikke udviklet sig de seneste år; de er de samme i eksempelvis Renna Aggers interview med Kathrine Richardson (Politiken, 23.8.2019), ministeriets skrivelser og skoleledernes debatindlæg (Politiken, 25.2.2022). De består af fem punkter: lovtekstens trinbeskrivelser tager udgangspunkt i elevernes mangler i stedet for at belønne det, de har bidraget med; negativtallet -3 ødelægger elev-sjælen; store spring i midten; karakterinflation, der gør, at en gennemsnitlig dansk elev efterhånden er dygtigere end tidligere; og til sidst: Ekstra indsats kan ikke belønnes, som vi kunne med 13-tallet.

Idéen er, at hvis vi erstatter de eksisterende karaktersymboler med nye symboler, så er alle problemer løst. En ekspertgruppe, dannet af folk, som er klogere end Ørsted gange Richardson, skal nok finde ud af, hvad den objektivt bedste løsning er!

De fleste argumenter for at ind­føre et nyt system holder efter min mening lige så godt eller dårligt som argu­menterne for at beholde den gamle skala. Eller for den sags skyld var argumenterne for at afskaffe eller beholde 13-skalaen i 2006, afskaffe Ørsted og så videre lige så gode eller dårlige som nutidens argumenter. Der er ingen forskel, fordi argumenterne glemmer at inddrage det mest elementære karakterskalaaspekt: En skala er ikke bare en samling tal, men en karakterskalas eksistensgrundlag er den fælles intuitive forståelse for skalaen. Vi, almindelige kulturdeltagere, ved, hvad en karakter betyder, uden at vi er i stand til at definere den præcis, uden at vi behøver at kende den abstrakt formulerede lovtekst. Kulturdeltagerne, som er opvokset med 7-trins-skalen, føler 7-tallets værdi. Og så længe underviserens og elevernes følelser er sammenlignelige, er alle tilfredse. Det er måske derfor, at Kathrine Richardson, født og opvokset i USA, foretrækker en skala, som ligner det skema (A-F), hun kender intuitivt. Personligt vil jeg anbefale det hollandske 10-tals-system, jeg er opvokset med, som jo objektivt er meget bedre end alle de andre systemer.

Eleven kender ikke ordlyden
At karakterbeskrivelser defineres ud fra mangler, som er et af de tunge kritikpunkter, er kun et problem for lovspecialister og forfattere, der leder efter kritikpunkter. En gennemsnitselev kender ikke lovtekstens ordlyd. Værdien 7 er 7. Med den intuitive værdi in mente kunne lovgiveren beslutte at genformulere lovteksten. Men om en elev bliver i bedre humør, når karakteren 7 i en ny lovtekst omformuleres til ”præstationen er god”, betvivler jeg: Der vil stadigvæk kræves en del forbedringer, før opgaven kan bedømmes ”rigtig god” (10) eller ”exceptionelt god” (12).

Teoretisk er ”-3” nedgørende og negativ. Men den kulturelt symbolske forståelse opstår i anvendelse – ikke i teori. En tysk elev kender 6-tallets konsekvenser lige så godt, som en dansk elev kender -3. Ud fra ”minus”-argumentet må vi forvente, at en Ørsted-skala-elev, som i 1950 fik -16, har følt sig totalt nedgjort, i modsætning til den tyske elev, som ­føler sig positivt stemplet med et 6-tal. Men de er selvfølgelig i deres tyske og danske verden lige kede af det. Budskabet er forståeligt i disse tre omstændigheder, fordi en karakterskala er kulturbaseret massekommunikation, som er en skalas kernefunktion.

I alle talskalaer findes der vurderinger, som burde ligge imellem to standarder. Mellem 4 og 5 i Tyskland, mellem 4 og 7 i Danmark, mellem B og C i USA og så videre. I USA er der nogle steder indført mellemtrin ved hjælp af tal eller ved hjælp af + eller -. A- er bedre end B+.  Men tallene og plus/minus relateres til det velkendte A-F-system. På den måde bibeholdes det, man har lært at kende, og der er ikke indført et nyt sprog. I den danske undervisningsdagligdag kan ­underviseren og eleverne beslutte at gøre det samme som disse amerikanere uden at indføre et nyt karaktersymbolsprog. 

Undersøg anvendelsen af symbolerne
Gennemsnitskarakterniveau ­stiger, og det samme skete for 13-­skalaen. I betænkningen om indførelse af en ny karakterskala til erstatning af 13-skalaen kan læses: ”…. at der over tid iagttages en karakterglidning (karakterinflation) …..” Den skala, der kommer til at erstatte 7-trins-skalen, vil garanteret efterhånden blive udsat for en samme karakterinflation. Inflationen er ikke symbolernes skyld, men skyldes anvendelse af symbolerne, og derfor er det dét, vi skal undersøge. Måske finder vi ud af, at vores idé om absolutte karakterværdier er problemets årsag.

Afskaffelse af 13-tallet som ekstra belønning er et symbolsk valg. Hvis vi gerne vil, kan den genindføres som 8. trin i 7-trins-skalaen, uden at det vil ændre de andre symbolværdier.

I Politiken foreslår skolelederne et ”solidt fagligt grundlag” for karakterforandringsprojektet, som om der findes en objektivt bedste skala, som kan beregnes. Som om der ikke lå en solid faglig begrundelse bag 7-trins-skalaen, bag 13-skalaen og bag Ørsteds skalaer. Jeg vil anbefale, at den bedre-end-sidste-gang-ekspertgruppe starter med at undersøge, hvorfor lande, vi så gerne sammenligner os med, aldrig skifter deres karakterskala ud som en tandbørste. Hvorfor ønsket om at udvikle den allerbedste skala ikke findes i andre lande, hvorfor emnet karakterskala overhovedet ikke drøftes som et symbolproblem. Jeg tror, at komitéen vil finde ud af, at man i disse lande opfatter en karakterskala som del af massekulturen, som ikke kan og ikke skal ændres med et fingerknips.

Samme plus nye svagheder
Udskiftning af 13-skalaen var (og er tilsyneladende stadigvæk) et vildt og frustrerende eksperiment. Den erfaring skal vi igen igennem, uden at den nye skala vil løse noget som helst. Der findes ikke ”en objektivt bedste løsning”, som kan regnes ud – heller ikke af den klogeste ekspertgruppe. Alle systemer har fordele og ulemper (siger også Katherine Richardson). Det, der bekymrer mig mest ved læsning af dagspressen og rapporter, er den naive tal-og-lovtekst-logiske indstilling, forfatterne har til et kulturfænomen, og uviljen til at diskutere karakter som sådan et fænomen. Derfor kan jeg på forhånd sige, at den nye skala, som eksperterne regner sig frem til, vil møde mindst lige så meget modstand som 7-trins-skalaen og vil vise præcis de samme – samt nogle nye – svagheder, efterhånden som tiden går. Ikke på grund af tallenes logik eller lovtekstordenes subtilitet. Men fordi ekspertgruppen og andre ansvarlige embedsmænd, skoleledere og journalister ikke forstår eller vil tage højde for de danske karakterer som dansk kulturfænomen.