Det handler om magt

Gymnasielærere har det let. I hvert fald hvis man ser på rammerne for at tale sammen om arbejdsforholdene.

”De arbejder det samme sted, befinder sig i de samme fysiske rammer og har typisk fælles pauser. Desuden er de ofte ansat det samme sted mange år i træk,” remser Jette Gottlieb op.

Dermed skulle det ligge lige for at være engageret i kollektivt at skabe de bedste vilkår for deres arbejde. Sådan forholder det sig bare ikke, mener Jette Gottlieb. For de fleste har parkeret engagementet hos tillidsrepræsentanten. De tager fagforeningerne og overenskomsterne for givet og tænker, at tillidsrepræsentanten nok tager sig af ”det der”.

Det er lidt tosset, for ikke at sige dumt, synes Jette Gottlieb, for overenskomstforhandlingerne i 2013 viste, at der er god grund til at være på tæerne.

”OK 13 var et wake-up-call. Det er ikke set før, at et enkelt område blev taget ud som prygelknabe. Det gjaldt lærerne dengang, og Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) havde været i samme situation, hvis man havde stillet de samme krav. Det blev meget synligt, at man har en arbejdsgiver, altså Finansministeriet, der har nogle brutale metoder til at sætte deres krav igennem. Det er blevet synligt nu, men tendensen har jo været der hele tiden,” siger Jette Gottlieb, der tidligere selv har været gymnasielærer og folketingspolitiker og nu er tømrer og arbejder som vejleder i 3F's a-kasse.

Efter hendes opfattelse er det ikke kun gymnasielærere, der for en stor dels vedkommende ikke mener, at fagforeningsarbejde behøver at optage dem synderligt. Det gælder også hos 3F’s medlemmer. Ja, det er en almen udvikling, mener Jette Gottlieb:

”Som Thomas Nielsen, den tidligere formand for LO, sagde, så har fagbevægelsen sejret ad helvede til,” siger Jette Gottlieb.

”Men der er gået sump i forståelsen af, at man er nødt til at organisere sig for at varetage sine interesser. Det er ikke længe siden, jeg så en undersøgelse, hvor folk blev spurgt om mindstelønnen i Danmark. Omkring 75 procent af dem, der var blevet spurgt, mente, at mindstelønnen var fastsat i lovgivningen. De blev dybt forbløffede, da de fik fortalt, at mindsteløn faktisk ikke findes, men at det er noget, man har i mange overenskomster,” fortsætter hun.

Ny lederrolle
Der er flere grunde til, at Jette Gott­lieb mener, det er på sin plads at være mere engageret i at organisere sig. Lad os tage det store optag først, altså det faktum, at procentdelen af de unge, der vælger gymnasiet, på få årtier er steget fra 40 til 70.

”Der burde jo have været en eksplosion i efteruddannelser, i takt med at procentdelen af unge, der gik i gymnasiet, steg så markant. Men det har der ikke været. Det har betydet, at hver enkelt lærer har måttet famle sig frem for at håndtere den nye situation. Det burde GL have taget hånd om ved for eksempel at stille krav om mere efteruddannelse ved overenskomstforhandlingerne. Problemet er, at bevidstheden om at skærpe kravene er forsvundet,” siger Jette Gottlieb.

Noget andet er den nye type ledelse, som gymnasielærere nu skal arbejde sammen med. En djøfiseret ledelse, som ikke ligner den gamle meget. Det giver også nye udfordringer.

”Tidligere var lederen på et gymnasium en, der var rundet af det samme. En, som selv havde undervist i gymnasiet. Derfor var det svært for gymnasielærerne at se arbejdsgiveren som en modpart. Men det er ved at ændre sig. Der er kommet et lederniveau ind, som ikke nødvendigvis har erfaring med at undervise. Så i virkeligheden tager man den dårligste side af industrialiseringen og indfører det i undervisningssystemet. Det er efter min mening virkelig farligt og ødelæggende. For hvor bliver inspirationen af? Hvor bliver kunnen, specialitet og forskellighed af? Det er en virkelig frygtelig udvikling,” siger Jette Gottlieb.

Den udvikling bliver støttet af Undervisningsministeriet, mener Jette Gottlieb.

”Det er jo mærkeligt, men det virker ikke, som om det er Undervisningsministeriets drøm at skabe den bedste pædagogik. Det kan jeg jo se, når de træffer beslutninger, der skader lærerne. Det har jo været helt vanvittigt, at de har gennemført en folkeskolereform, samtidig med at lærerne er blevet frataget deres forberedelsestid. Hvis det samme nu sker med en gymnasiereform, er det jo heller ikke gennemtænkt. Man skulle først gennemføre reformen og så se på arbejdstidsreglerne flere år efter,” siger Jette Gottlieb.

Brug medierne
Hvordan skal man opponere, når man er offentligt ansat, og arbejdsgiveren også er offentlig? Der er en indre selvmodsigelse, når offentligt ansatte stiller krav eller strejker, for det vil aldrig gå ud over arbejdsgiveren, på samme måde som hvis arbejdsgiveren havde været privat.

”Problemet med at strejke, når det handler om det offentlige, er, at det ikke er arbejdsgiverne, man rammer. Det er derimod brugerne. Kommer der en konflikt på undervisningsområdet, vil den altid ramme i eksamenstiden. Derfor er strejkevåbnet jo ikke et særlig effektivt våben. Og statskassen er altid større end fagforeningernes konfliktkasser,” siger Jette Gottlieb og fortsætter:

”Der, hvor jeg mener, man kan benytte andre midler, er ved at bruge medierne systematisk. Hvis man nu har problemer med ledelsen på Nørre Snede Gymnasium, kan man skrive i den lokale presse, at studenterne fra Nørre Snede bliver dårligere, fordi der er en dårlig ledelse.”

Det kræver stadig et engagement. Og Jette Gottlieb mener, det er tid til at tænke på nye måder at engagere gymnasielærerne på. De bør bruge arbejdets indhold som organiseringskraft.

”Man kunne sige: Ét er, at vi er idrætslærere, fysiklærere og samfundsfagslærere, men vores helt grundlæggende fælles mål er, at vi gerne vil bringe de her unge videre i livet med en god ballast. Så hvordan får vi de bedste rammer for at udføre dette vigtige arbejde? Så kan det være, man siger, at der skal være færre i klasserne, for ellers kan man ikke komme i kontakt med den enkelte. Eller man siger, at der skal være mulighed for den enkelte for at forberede sig på skolen, eller hvad ved jeg? I sidste instans handler det jo om magt.”

De nye arbejdstidsaftaler har paradoksalt nok gjort det nemmere at stå sammen om bedre krav. Ifølge Jette Gottlieb bliver det nødvendigt for gymnasielærerne at indse, at de står i samme situation – om de så er idræts- eller dansklærere:

”Hvor faglærerne tidligere har kunnet brokke sig over forskelle i forholdene for den enkelte faglærer, er det jo slut nu med den nye timetidsaftale. Men det er vigtigt, at det faglige indhold bliver almengjort, så man indser, at man som samfundsfagslærer har en fælles situation med fysiklæreren. De fleste har jo en sans for retfærdighed og synes ikke, at nogen skal arbejde hårdere end andre. Derfor er driften efter retfærdighed det, man bør stå sammen om. At man indser, at hvis idrætslæreren har nogle særlige problemer, kan alle se, at hvis man ikke støttede idrætslæreren i det, ville det på længere sigt også gå ud over egne fag.”