Danskfaget i åndenød

Reformer skal reformeres. Ellers går det galt. Reformer har nemlig ofte uforudsete fejl. Danskfaget fik en voldsom omgang i kødhakkeren ved sidste gymnasiereform i 2005 og er siden blevet reduceret endnu mere og i dag til et meget lille fag. Det er på tide, at politikerne vågner op og opdager, at danskfaget fører en hensygnende tilværelse i gymnasiet og bedst kan sammenlignes med en gispende spækhugger, der er skyllet op på Vesterhavskysten og venter på at udånde og gå i forrådnelse. Måske er det det, politikerne ønsker? Måske er dagsordenen sådan, at engelsk skal være det centrale sprog og dannelsesfag i gymnasiet, og at samfundsfag som gymnasiets vigtigste og mest ekspanderende fag skal tegne den åndelige horisont?

I hvert fald synes jeg, at det skal siges højt og klart, at danskfaget i gymnasiet i dag er ved at bukke under i en eksistenskamp som et voldsomt reduceret og sprængt fag, der kun eksisterer i udkanten af elevernes bevidsthed og ikke længere kan yde en afgørende prægning af en moderne, kritisk og livsduelig ungdom. Danskfaget trænger altså til en genopretning, en reform, der giver det ny styrke igen. Jeg skal komme med forslag hertil. Faget har lidt så store mundtlige og skriftlige tab, et så stort timetab, både antal mundtlige timer og skriftlig elevtid, og et katastrofalt tab af perspektiv, at det kun med det yderste af neglene holdes oven vande af dedikerede lærere. Mange har i fortvivlelse forladt skuden og resigneret.  

På mange måder er det ikke nyt, at danskfaget befinder sig i en krise. Lad mig henvise til den udmærkede bog Til glæden af Thomas Bredsdorff, Mihail Larsen og Ole Thyssen, der kom i 1979. Allerede dengang så man, at 'planlæggerne' i det centrale uddannelsesråd CUR i et langt perspektiv, U90 hed projektet, gerne ville reformere de humanistiske fag og studier, så de blev mere erhvervsrelaterede og nyttige for den private og offentlige sektor uden for undervisningsområdet. Den evige salme om en øget erhvervsrelatering var den søde musik i ørerne på de såkaldte CUR-fyrster. Undervisningsminister Ritt Bjerregaard havde nedsat et centralt uddannelsesråd med tilhørende underudvalg. De glade forfattere af Til glæden mente, at humaniora, de humanistiske fag, de sproglige og historiske fag, ville blive reduceret til en 'servicestation' for erhvervslivet og kommunikation generelt. Det var dengang.
    
Restaurationstid efter revolution
Politik handler ofte om de langsigtede planer og de meget korte regeringsperioder, der gør, at intet bliver til andet end planer. Historisk set blev der ikke meget af Ritt Bjerregaards store visioner, fordi regeringen skiftede kulør, og Schlüters fir- og trekløverregeringer kom til magten fra 1982. På uddannelserne var det blevet 'paybacktime'. Selv om 'onde Helge' i VKR-regeringen fra 1968 til 1971 havde gennemført de mest svimmelt grænseoverskridende reformer i uddannelsessektoren på universiteterne og gymnasierne, således at danskfaget for eksempel ikke længere havde bestemte pensumkrav, krav om læste hovedværker eller andre klare bestemmelser, så opfattede man situationen i begyndelsen af 1980’erne således, at marxismen havde sejret på alle fronter (under en borgerlig regering), og at det var nødvendigt med et dramatisk opgør med den fremturende revolutionære ånd, der under dække af 'det udvidede tekstbegreb': arbejderlitteratur, kvindelitteratur, triviallitteratur og alle undertrykte minoriteters litteratur søgte at befri den opvoksende ungdom for en formodet borgerlig undertrykkelse.

Der blev stødt mange skrald i trompeten. Kampen om gymnasiet og Sorø-rapporten klækkede det ene æg efter det andet for at imødegå den devaluering af borgerlig kultur, som de kæmpende helte og ånder med spændte bælter mente var i gang overalt i undervisningssektoren. Det var blevet restaurationstid – den store hjemgangstid for alle, der havde været på vildfart med revolution og store forandringer og nu havde erkendt, at vi dog først og fremmest hørte til i Danmark, var danskere med talens guld i sølverskåle om godt og ondt, og at vi burde besinde os på det evigtgyldige på trods af al larmende modernitet, det almentmenneskelige, som det kom til udtryk i vores traditioner og autoritative livsfortolkninger. Danskfaget fik en stjernestatus i 1988-bekendtgørelsen, men skulle på den ene side levere så meget på den litterære og livsfilosofiske front, at det halve måske kunne være nok, mens faget på den anden side: den sproglige udrustning af eleverne, mundtligt og skriftligt, ikke skulle levere ret meget eller noget som helst. Det var en ulykkelig fejltagelse.

I danskfaget hersker en slægtsforbandelse, der er meget ulykkelig. Det er den evige krig mellem 'sprogfolket' og 'litteraturfolket'. Krigen er så gammel som faget selv, da det bliver etableret i slutningen af 1700-tallet, hvor humanioras klassiske fag var græsk og latin. Søren Kierkegaards lærde skole var stadig præget af græsk og latin i overvældende mængder. Det var J.N. Madvig, der i 1850 reformerede den lærde skole, så den blev moderne efter de tiders forhold, og nationalsproget fik større plads. Ud over striden mellem en Vilhelm Andersensk arv, der var romantisk og nationalistisk, og en naturalistisk arv fra Georg Brandes, der var præget af kosmopolitisk oplysning, darwinistisk optimisme og rationalistisk ateisme, er danskfaget blevet hærget af sprog- og litteraturstriden, der har revet faget i stumper og stykker. I 1964 kunne man i gymnasiet have en fabelagtigt god grundbog af Erik Hansen, der hed Sprogiagttagelse, der kombinerede sproglæring med stilistisk og litterær analyse. Den er i dag for svær selv på universitetet. Karakteristisk nok har han fornyet sin indføring i dansk sprog i en bog fra 2007, der hedder Dæmonernes port. Sproglæringen er fagets djævel, og meget få slipper gennem porten i dag.
    
Neoliberalister som postmarxister
Gymnasierevisionen i 1988 har man kaldt 'fagenes fest', fordi undervisningsminister Bertel Haarder inviterede fagenes foreninger og fagforeningen med til at diskutere en ny reform. Det var dog i det mindste en demokratisk måde at finde frem til et nyt gymnasium på. Det kan man ikke sige om reformen i 2005 under Anders Fogh Rasmussen og med Ulla Tørnæs som undervisningsminister. VK-regeringen ville gennemføre en reform alene baseret på eksterne specialister, der fungerede som referencegruppe for ministeriet.  Ministerielt nedsatte ekspertgrupper havde siden 2001 arbejdet på omfattende rapporter, der skulle lægges til grund for det nye gymnasium. En af grupperne arbejdede med danskfaget på hele skalaen fra grundskole til universitet og udgav i 2003 en diger rapport, Fremtidens danskfag. Gruppens formand var professor Frans Gregersen, Københavns Universitet, og en række andre folk, der ikke havde tilknytning til gymnasiet – herunder blandt andre digteren Ursula Andkjær Olsen. Denne rapport ligger idemæssigt til grund for det danskfag, der udmøntede sig i 2005.

Rapporten har det i dag selvindlysende synspunkt, at uddannelser skal afspejle det aktuelle samfund. Det kan forekomme ganske ukontroversielt, selv om det i forne tider var marxisterne, der satte denne sammenhæng på dagsordenen. Det hed dengang det borgerlige universitets reproduktionslogiske sammenhæng med det borgerlige samfund. Pointen var kritisk og sigtede mod en anden brug af universitetet og uddannelser til arbejderklassens fremme. I dag er sammenhængen skamløst åbenlys og handler om, hvordan uddannelserne bedst muligt kan tjene erhvervslivets interesser. Neoliberalisterne er postmarxister, der har nedlagt det kritiske perspektiv og kun tænker på at optimere ydelser og resultat, så vi får noget for pengene. Rapporten Fremtidens danskfag er et strålende eksempel på denne type neoliberalisme eller postmarxisme eller New Management. Jeg skal straks dokumentere min påstand.

En række påstande om samfundet danner basis for, hvordan superrapportens forfattere mener, at uddannelserne, herunder danskfaget, skal indrettes. Hovedpåstanden er, at nationalstaten er i opløsning på grund af presset fra internationaliseringen og de globale økonomiske og kulturelle markeder. Det skal skolen afspejle. Afledte påstande er, at samfundet er på vej til et videnssamfund eller "det digitaliserede netværkssamfund", hvilket betyder, at nationalt begrænsede sprogsystemer som for eksempel dansk må vige for en noget diffus type af sproglig universalisme, der ligger i globaliseringen, men også og vigtigt i videnskabernes egen udvikling, der hævdes at bevæge sig fra det konkrete, lokale og nationale til det abstrakte og universelle. Eksempelvis er litteraturteori vigtigere end litteraturhistorie, eller generel lingvistisk sprogteori vigtigere end studier i dansk. Danskfaget skal afspejle denne bevægelse fra det lokale og nationale til det universelle og fra konkret empiri til abstrakt teori.

Jeg er helt uenig i denne teoretisering af humaniora. Naturvidenskaberne er abstrakte og universelle, fordi vand er vand i Kina og Danmark rent definitorisk, men humaniora skal ikke teoretiseres til abstrakte, universelle videnskaber. Dansk kan i sit sigte være universelt, men ikke i udgangspunktet og i indholdet. Fremtidens danskfag forudser imidlertid som konsekvens af sit synspunkt, at mere og mere universelle tegnsystemer sprænger tidligere snævert sproglige systemer, således at befolkningen må opdrages til en udvidet eller en "semiotisk literacy", en generel betydnings- og fortolkningslære, der handler om alle mulige symboler, som det moderne netværkssamfund består af. Jeg er ret overbevist om, at det er en teoretisk tanketorsk, som arbejdsgruppen har fanget i sit interne netværk og prøver at sælge som en overbevisende idé om fremtidens uddannelser. Jeg har svært ved at forstå, hvad der menes med symbolernes universalitet, hvis vi ser bort fra matematikkens sprog. De fleste symboler er ret lokale og traditionsbundne.
    
Hasarderet påstand
Det er bestemt ikke Søllerød Kros menu, der serveres i Fremtidens danskfag. Værre endnu er det, at rapporten går ud fra, at den traditionelle modsætning mellem dannelse og uddannelse, dannelse for livet og dannelse til arbejdet, er ”et overstået stadium” i takt med ”videnssamfundets udvikling”. Jeg mener, at det er en meget hasarderet påstand. Grundlæggende betyder påstanden, at man reducerer tilværelsen til arbejde og fritid, hvad rapporten da også logisk konsekvent gør. Et menneskeliv er arbejde og fritid. Kvalifikationer, kompetencer og individuering kommer ud på ét (fedt). Selv om den møjsommeligt skelner mellem kvalifikationer til arbejde og kompetencer til fritid, blander den alligevel begreberne sammen, hvilket naturligvis blot viser, at forskellen mellem arbejde og fritid egentlig også er betydningsløs. Men hvad får disse antagelser af konsekvenser for danskfaget?

Det betyder, at man opskriver de sproglige kompetencer på en meget iøjnefaldende måde – den semiotiske literacy og de grundlæggende kulturelle kompetencer: at tale, lytte, læse og skrive, fordi disse kompetencer i stadig mere nuanceret grad er betydningsfulde på grund af ”digitaliseringen i et globaliseret netværkssamfund”. De sproglige kompetencers løftelse er krav fra det omgivende samfund, som skolen må underlægge sig. Med fornøjelse opdager jeg, at rapporten i dette arbejdskvalificerende perspektiv genopdager menneskelige og kulturelle kompetencer som ”at opleve”, ”at kunne sætte sig ind i andres motiver”, ”at være dynamisk, kreativ, samarbejdsvillig, nysgerrig, teamorienteret og åben for verden og nye udfordringer”. Pludselig dukker en oase af humanitet op midt i rapportens ørkenvandring, eller er det den moderne stillingsannonces klichéer?  Søllerød Kro om aftenen, menneskelighed som en dessert, en delikatesse efter sliddet i det ”digitaliserede, globaliserede netværkssamfund”. Men lad mig for stivnakkethedens skyld understrege, at disse kreative og æstetiske kompetencer (ny diskurs) kun optræder som nødvendige krav til kvalifikationer og kompetencer i forhold til det nye samfund, som rapporten forudser. De er samfundsmæssigt nødvendige arbejds- og fritidskvalifikationer, som det ville hedde i et postmarxistisk eller neoliberalistisk sprog. Rapporten har intet dannelsesperspektiv; og det har det moderne danskfag desværre heller ikke – officielt set.
    
Forsoning frem for flere sår
Endnu et hjertesuk over denne rapport handler om litteraturens placering i danskfaget. En næsten 'freudiansk forglemmelse' er symptomatisk. Først var litteratur slet ikke en del af den overordnede formålsformulering for danskfaget. Så blev Finn Hauberg Mortensen sat til at skrive et særafsnit om litteraturens plads i faget, men forfatterkrediteret og således distanceret fra rapporten. Til sidst blev han anonymiseret og indgik i rapporten. Alligevel er rapporten splid­agtig med sig selv, fordi Finn Hauberg Mortensen formulerer ét syn på litteratur, mens – formoder jeg – Frans Gregersen formulerer et helt andet.  Mortensens er eksistentielt, inspireret af Pil Dahlerup, mens Gregersens er sprogligt, lingvistisk. ”Kernen i danskfaget er sproglig viden og bevidsthed, som udmønter sig i sproglig kunnen og refleksion.” Det er den centrale definition, som rapporten giver. Den ulykkelige strid mellem sprogfolket og litteraturfolket fik dermed endnu et sår. Og det er denne lingvistiske tankegang, der ligger bag 2005-bekendtgørelsen for danskfaget, der opprioriterer formelle kompetencer i sproglig, kommunikativ og analytisk forstand på bekostning af litteraturlæsningen. Litteraturen er blevet sorteper med et kolossalt fald i omfang, dybde og bredde – historisk og systematisk. Dette er ikke et normativt udsagn fra min side, jeg konstaterer en empirisk kendsgerning.

Ulykken for danskfaget er stor. Jeg ville gerne slå til lyd for en forsoning. Der er uomtvistelige gevinster forbundet med det sproglige fokus i danskfaget, men behøver det at være så stramt og fantasiløst? Faget er nemlig blevet sprængt i tre dele: sprog, litteratur og medier med faktor 2:3:1 ud af 260 timer over tre år. Afgrænsningen mellem sprog, litteratur og medier er meget kunstig og skaber allehånde mærkelige problemer i undervisningen og til eksamen, hvor den samme procentuelle, nidkære fordeling af spørgsmål skal overholdes. Sprog, litteratur og medier er en helhed, en dynamisk, inspirerende sammenhæng. Og det ville være skønt, hvis verdenslitteraturen fik en større plads i danskfaget. Men det vigtigste: væk med distinktionen mellem sprog, litteratur og medier.

Et bredt tekstbegreb skal selvfølgelig være fagets kerne. Fiktive og ikkefiktive tekster er selvskrevne i faget. Jeg synes, at man passende kunne opstille et kvalitetskriterium for teksterne. Hvis faget skal rejses fra ruinerne, skal det også være på baggrund af, at kvalitet og lødighed bliver fremhævet. Og så må man ellers overlade det til den enkelte lærer at afgøre dette. Nok lever vi i dag i de åndelige diktaters tid, hvor detailstyringen på undervisningsområdet er enorm, men man behøver jo ikke ligefrem at gøre den åndelige slavebinding til en norm. Det er en ubegribelig type af åndelig enevælde, der tror, at folk i Undervisningsministeriet bedst ved, hvad der skal ske i en klasse i Frederikshavn. Undervisningen generelt standardiseres til grå ensformighed.

Danskfaget trænger til en reform, der genindsætter kyndigheden i højsædet, definerer faget bredt og åbent og fremhæver dannelsesperspektivet. Det moderne samfund fortjener en god skole. Det får man ikke ved at gøre skolen til et fantasiløst spejlbillede af det moderne samfund. Skolen skal også være et frirum.  

Ursula Andkjær Olsen sad i arbejdsgruppen om Fremtidens danskfag. Jeg formoder, at hun har kedet sig bravt. Rapporten blev bestemt ikke et ægteskab mellem vejen og udvejen. Men lad hende få det sidste ord: Land skal bygges. Med løv skal land bygges. Med lykke og lyse nætter skal land bygges. Jeg er enig.